Tom Buk-Swienty talte i over 37 timer med dronning Margrethe. Nakkehårene rejste sig, da snakken faldt på familiens historie

Historikeren og forfatteren Tom Buk-Swienty talte i over 37 timer med dronning Margrethe. Resultatet blev samtalebogen »Undervejs«, hvor Dronningen fortæller ærligt og i detaljer om sine formative år fra 1940-1972. Berlingske har talt med Tom Buk-Swienty om processen, og hvordan det var at tilbringe så meget tid med Dronningen – og om Dronningen har en lille søulk i maven?

Dronning Margrethe repræsenterer, med sin helt særlige position, et helt unikt vidnesbyrd, som ikke burde gå tabt, siger forfatteren og historikeren Tom Buk-Swienty, som også så det som en motivation for at skrive samtalebogen »Undervejs. Dronning Margrethe fortæller til Tom Buk-Swienty«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tom Buk-Swienty havde mødt dronning Margrethe før. Hun overrakte ham nemlig i 2015 Rungstedlundprisen for hans biografi i to bind om kaptajn Dinesen, Karen Blixens far.

»Det er faktisk et interessant første møde, for hvad taler man med en dronning om? Her sidder et menneske, der er placeret lige midt i vores historie, og jeg spurgte hende, om hun skrev dagbøger. Hun fortalte, at det gjorde hun ikke. Der var et par ungdomsdagbøger, men ellers skriver hun ikke noget.

Det var jeg ret forbløffet over, og jeg tænkte, at hun med sin særlige position repræsenterede et helt unikt vidnesbyrd, som ikke burde gå tabt.«

»Jeg er ikke i tvivl om at dronningen kunne have været professor i arkæologi i dag, hvis hun ikke havde haft en anden determineret skæbne. Hun ved virkelig, hvad hun taler, og slynger om sig med fagudtryk og arkæologiske referencer,« fortæller Tom Buk-Swienty om Dronning Margrethe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Robert Wengler.

Bekendtskabet mellem Tom Buk-Swienty og Dronningen blev yderligere udbygget under en privat middag et par år senere på en herregård i Jylland, hvor forfatteren var så heldig at få Dronningen som borddame.

»Vi havde en forrygende aften. Det viste sig, at hun var velbevandret i sønderjysk historie, og at hun kunne tale sønderjysk! Det var meget muntert. Vi havde en god kemi og talte rigtigt godt sammen.«

Så ideen og kemien var på plads, men hvordan kom det her særlige interviewforløb i stand?

»I forbindelse med 50-års jubilæet for Dronningens tiltrædelse som regent tænkte forlagschefen på Politikens Forlag, at det ville være et godt match, hvis jeg i samarbejde med Dronningen skrev hendes erindringer. Han kontaktede mig, og jeg svarede, at det ville jeg selvfølgelig gerne, men vi vidste jo ikke, om der kunne »komme hul igennem« til hoffet. Vi sendte et oplæg og fik hurtigt svar tilbage om, at det ville Dronningen meget gerne.

Det viste sig så, at hun var et sted i livet, hvor hun meget gerne ville dykke ned i sine erindringer, så hun var besluttet på at tage sig god tid til projektet, som foregik over adskillige samtaler i årene 2020 og 2021.«

Dronning Margrethe i 1970. Fold sammen
Læs mere
Foto: NF.

Dronningens mentale rejse

Hvad gør »Undervejs« til noget særligt? Dronningen er jo blevet interviewet før?

»Mange har interviewet Dronningen om hendes livshistorie og gjort det fremragende, men det har også været tydeligt, at der var et relativt begrænset antal minutter til rådighed. I forbindelse med »Undervejs« var Kongehuset derimod indstillet på at give projektet den tid, det tager at fremstille et værk, der kan blive stående for eftertiden.

Og heldigvis stod det hurtigt tydeligt for mig, at Dronningen fra starten var klart indstillet på at gå i dybden og fortælle tingene uden omsvøb. Og det virkede også, som om hun gennem vores samtaler selv kom på en mental rejse gennem sit eget liv, som hun virkelig nød.«

Du har et særligt greb i din bog, hvor du nærmest skriver dig selv »ud af teksten«, så det næsten virker som en lang monolog. Hvorfor?

»Det gjorde jeg, fordi jeg meget hurtigt kunne mærke, at det var sådan, læseren kunne komme tættest på Dronningen. Jeg fornemmede en stor kvalitet i hendes erindringer, og så er hun jo en fantastisk »storyteller«.«

»Jeg håber dog ikke, at det er majestætsfornærmelse, men jeg havde faktisk Knausgård i tankerne, da jeg gik ind til projektet. Jeg spekulerede meget over, om man kunne lave noget, der havde den samme sansede oplevelse«, siger Tom Buk-Sweinty. Fold sammen
Læs mere
Foto: Robert Wengler.

Hvordan var det så i praksis?

»Jamen, så sad jeg jo der i de royale omgivelser og over for mig Dronningen, som fortalte mig historier. Og jeg tænkte, at det var en helt utrolig oplevelse at sidde der!

Jeg spekulerede meget over, om den oplevelse kunne oversættes til en god læseoplevelse. Kunne man komme lige så tæt på som læser, som jeg var? Jeg lavede et prøvekapitel efter det første interview for at se, hvad det kunne bære. Jeg læste op for familiemedlemmer og sendte et prøvekapitel til mine redaktører på forlaget. Alle var begejstrede, fordi de fik oplevelsen af, at Dronningen fortalte direkte til dem. Så jeg har aldrig nogensinde som forfatter arbejdet så hårdt på at gøre mig selv så usynlig som muligt!«

Utrolige detaljer

Da jeg læste »Undervejs«, studsede jeg over Dronningens helt ekstremt gode hukommelse. Hun kan huske utrolige detaljer, også helt tilbage fra sin helt tidlige barndom, er det ikke ret usædvanligt?

»Jo, meget. Da jeg kunne mærke lige præcis den der detaljerigdom, kom jeg også til at tænke på de store værker i litteraturen, som Prousts »På sporet af den tabte tid« eller Knausgårds »Min kamp«, som begge er meget sansede erindringer.«

Der er dog nogle oplysninger, Knausgård indvier læseren i i »Min kamp«, som Dronningen heldigvis udelukker!

»Ja, det må man så sige! Jeg håber dog ikke, det er majestætsfornærmelse, men jeg havde faktisk Knausgård i tankerne, da jeg gik ind til projektet. Jeg spekulerede meget over, om man kunne lave noget, der havde den samme sansede oplevelse. Men det er klart, at man ikke kunne vende hver en sten, men ambitionen er, at man som læser er med i det helt unikke barndomsunivers, som Dronningen er rundet af. Og som det skred frem, blev det klart for mig, at den her bog skulle handle om barndommen og ungdommen, de formative år.«

Hvor lang tid var i sammen pr. gang?

»Jeg fik to timer pr. interview. Når så de to timer var gået, tænkte jeg, at nu måtte jeg hellere give den stakkels dronning lidt fri fra de her utallige spørgsmål, så jeg spurgte forsigtigt, om vi skulle begynde at runde af, men som regel lænede Dronningen sig tilbage og sagde: »Nej, nej, vi kan godt fortsætte lidt endnu«.

Desuden tror jeg også, at corona, for mit vedkommende, var et held i uheld, for det gjorde også, at Dronningen ikke havde så meget i kalenderen, som hun normalt har.«

Særligt arkæologien spiller en stor rolle for dronning Margrethe. På billedet ses den daværende prinsesse Margrethe i færd med udgravninger af jernaldergrave ved Pedersker på Bornholm i 1962. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt.

De-formen

I tilbringer så godt 37 timer sammen. Det er jo langt tid. Ændrede jeres forhold sig så undervejs? Blev det mindre formelt?

»Ja, det gør det stille og roligt. Når jeg først sad sammen med Dronningen, var hun totalt afvæbnende og uden selvhøjtidelighed. Det var hun lige fra første interview. Man praktiserer naturligvis De-formen og taler til dels i tredje person, men allerede fra starten af var jeg meget afslappet, og indimellem måtte jeg knibe mig i armen, for det var jo Dronningen, der sad lige der!«

Som jeg læser bogen, er Dronningen meget bevidst om den helt unikke position, hun har i det danske samfund, men hvordan er dit indtryk? Hun har jo lige fra fødslen haft en særlig position. Kan hun virkelig se sig selv og sin særlige position »udefra«?

»Det var selvfølgelig helt normalt for hende, at hun voksede op som prinsesse i, hvad der for alle andre er ret usædvanlige omgivelser. Det var nu engang hendes verden, men hendes forældre sørgede for, at hun også på en række punkter fik en ganske almindelig opvækst, hvor nøjsomhed, beskedenhed og ordentlighed var dyder, der blev betonet.

Jeg oplevede en naturlighed, men også ydmyghed i Dronningens forhold til sin egen selvforståelse. Men samtidig er hun utrolig bevidst om det kald, der ligger i at være den, hun er. Hun er meget bevidst om sin skæbne. Det så man tydeligt, da hun overtog sin rolle som dronning efter faderens død, hvor hun siger »Nu er skibet mit«. På den måde har hun en dobbelttilværelse.«

'Prinsesser - på munter skiferie i det norske højfjeld', skriver Berlingske Tidende søndag d. 16. februar 1958. Her ses dronning Margrethe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Allan Moe.

Tæt på revolutionen

Dronningen kan føre sin anetavle tilbage til Gorm den Gamle. Hun er jo levende historie og gør den mere håndgribelig med sin person og sin rolle. Hvordan oplever du det som historiker?

»Som historiker var det helt fantastisk. Pludselig er man i Den franske revolution, i et spring er man midt i Den russiske revolution, og kort efter optræder den britiske dronning Victoria, eller når der fra Dronningens svenske aner nærmest er en linje til Napoleon. Jeg må indrømme, at nakkehårene rejste sig, da vi talte om Dronningens egen familiehistorie.

Det er jo også noget af det, der er så interessant ved Dronningen og den royale institution – hvor kosmopolitisk den er. Vi lever lige nu i en tid med neonationalisme i Europa, og på den ene side er dronning Margrethe indbegrebet af danskhed, men samtidig er hun jo også så lidt dansk, som man kan forestille sig!

I Dronningens verden grænser det jo næsten til det utænkelige, at man gifter sig med en dansker! Tænk over det kosmopolitiske »schwung«, Kongehuset har. Det synes jeg virkelig er noget af det, der giver Kongehuset det her ekstra luftlag og en åbenhed over for verden, som jeg tror har ret stor betydning for vores land og vores selvopfattelse.«

Udeladelserne

Var der et par gode historier, som ikke kunne komme med i bogen, hvor du tænkte, at det var virkelig vildt eller overraskende, men det er nok lige en tand for bramfrit eller indiskret at skrive i bogen?

»Dronningen er meget bramfri og åben, og langt det meste af det, hun fortalte, er kommet med i bogen. Der har været nogle hensyn her og der at tage til nogle af efterkommerne til dem, Dronningen taler om. Men jeg er overrasket over, hvad der faktisk har fået lov til at komme med i bogen, nemlig langt det meste og blandt andet den del, der handler om hendes fars alkoholproblemer.«

Den bramfrihed, du taler om, er det så fra hendes far, Frederik 9., som jo var gammel sømand, der på en måde taler igennem hende?

»Der er i hvert fald et godt element af det i forhold til den pludselige og nogle gange lidt overrumplende brug af kraftudtryk ind imellem.«

Er der en lille søulk inde i dronning Margrethe?

»Ingen tvivl om det! Og det er hun meget stolt af – og det er jo også fortællingen om »fars pige«. I bogen møder man en ung kvinde, der i den grad er formet af faderens skæbne og tager den på sig. Hun elsker, ligesom sin far, at tale om søen og at være ude og sejle og at være søstærk. Hun er overordentligt velbevandret i maritime udtryk og begreber.«

Dronning Margrethe på sin store rejse til Østen. Her er hun i Cambodia, hvor hun besøger tempelruinerne i Angkor Wat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Allan Moe.

En intellektuel in spe

I begyndelsen af bogen er der en kopi af et brev, hun sender til sin mor, dronning Ingrid, mens hun studerer på Cambridge. Det rummer meget smuk poesi og en dyb indsigt, særligt for så ungt et menneske. Hun fremstår i det hele taget dannet og højt begavet. Er hun et intellektuelt menneske?

»I høj grad. Hun har klart et akademisk tankesæt. Hun er ekstremt boglig og har læst alt, hvad hun kan komme til, fra sin tidlige barndom. Særligt arkæologien spiller en stor rolle for hende. Jeg er ikke i tvivl om, at hun kunne have været professor i arkæologi i dag, hvis hun ikke havde haft en anden determineret skæbne. Hun ved virkelig, hvad hun taler om og slynger om sig med fagudtryk og arkæologiske referencer. Hendes morfar, Gustav 6. Adolf af Sverige, var også videnskabsmand af natur og havde hende med til udgravningerne i Italien ved Rom. Jeg tror, hun har lidt et afsavn ved ikke at kunne få en magistergrad.«

Du er jo historiker – hvordan tror du en anden historiker ville vurdere dronning Margrethe IIs regeringstid om for eksempel 200 år? Hvor meget vil hun fylde i konge -og dronningerækken?

»Det er jo svært at spå om fremtiden, men jeg tror bestemt, hun vil blive set som en samlende figur, der evnede at samle Danmark gennem nogle meget forskellige årtier med store omvæltninger, fra kold krig og Murens fald til flygtningekriser. Igennem alle de her tumultariske perioder og vores redefinering af, hvem vi er som danskere og vores plads i verden, kommer hun til blive set som det anker, for at bruge et passende maritimt udtryk, der har givet landet en dybere selvindsigt og en identitet, som både peger frem og tilbage i tiden.

I en tid, hvor alt flyder og eroderer, hvor gamle bastioner kollapser, er det på forunderlig vis lykkedes dronning Margrethe at bevare respekten omkring sig selv og den royale institution. Hun fremstår som en virkelig éner, der ikke kan erstattes.«