Steffen Jacobsens nye krimi er nogenlunde lige så tilfredsstillende som en pose Matadormix

Krimiparret i Steffen Jacobens »Proxy« følger den klassiske model: En fåmælt, vredladen enspænder af en machomand over for en yngre fræk og feminin ildsjæl. Det hele er i det hele taget temmelig genkendeligt.

Steffen Jacobsens »Proxy« skal ikke læses som opbyggelig samtidslitteratur, men som uforpligtende, sukker- og bloddrageret underholdning, mener Berlingskes anmelder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas A.

Kan man som krimilæser godt lide at få serveret et klassisk og lettilgængeligt plot, et genretypisk og sexet helte-makkerpar og masser af blod, død og bestialsk ondskab, så er man i godt selskab med Steffen Jacobsens nye serie om politiefterforskerne Jacob Nordstedt og Tanya Nielsen.

»Proxy«, som første bind hedder, er regulær spænding af den slags, der godt nok går 12 af på dusinet, men som i al sin uhygge giver en form for tryg genkendelighed og et hurtigt adrenalinfyldt quickfix.

»Jacobsen forsøger tydeligvis af gøre sine personer tvetydige og uforudsigelige, så motiv og skyld ikke åbenbares for tidligt. Men det betyder snarere, at de ofte kommer til at fremstå urealistiske og utroværdige«


Steffen Jacobsen er god til at sætte en ramme, hvor man som læser ved, hvad man får, og hvor indtagelsen af den forhåndenværende spændingshistorie er cirka så tilfredsstillende, som en sukkersulten slik-aholics nydelse af en pose Matadormix. Bagefter kan man godt ærgre sig over, så kort det varede, og én og anden er måske bevidst om, at det havde været mere fornuftigt at fylde tarme og tanker med en anderledes vitaminrig og fiberholdig kost, men det er dejligt syndigt og ukompliceret, mens det står på.

To voldsomme drab bliver inden for kort tid og kort afstand begået i Holbæk, og politiet har med det samme mistanke om, at der er en sammenhæng. En pensioneret bogholder og alternativ terapeut, enken Anne Holst, bliver skåret op med en afrikansk ritualkniv, mens den lokale læge og snart far til fire, Henrik Engdal, surres fast til rat og nakkestøtte i sin bil, inden den sættes i brand.

Machomanden og den frække

Som det efterhånden er blevet kutyme i mange krimier, består hovedpersonerne af et makkerpar, hvor han er en fåmælt, vredladen machomand af en enspænder med en mere eller mindre ukendt og voldsom fortid, mens hun er en yngre, køn og efterforskningsmæssigt kreativ ildsjæl. Hos Jacoben hedder det typecastede par Nordstedt og Nielsen, han er tidligere Afghanistanveteran, fraskilt, kører i Jaguar og er veltrænet og velklædt, mens hun er fra Vestegnen, fræk og feminin, god til at slås og endnu bedre til at bruge sin lugtesans. Med andre ord et umage par med indbyggede dramatiske gnidninger og dragende kønsdrift.

De finder hurtigt ud af, at den eneste sammenhæng mellem de to ofre er en handicappet pige og hendes mor. Den nu 17-årige Emma har, siden hun var helt lille, været lænket til seng og kørestol, og moren Marie, der selv er sygeplejerske, har rendt alverdens specialister og behandlere på dørene for at få svar på, hvad datteren fejler.

Det har ikke været muligt at få stillet en diagnose, men som læser får man tidligt en idé om, hvad der er galt. Der lægges en dels hints ud, og som erfaren krimilæser vil man nok derfor heller ikke blive overrasket over opklaringen af sagen.

Til gengæld kan man godt undre sig en anelse over figurtegningen. Jacobsen forsøger tydeligvis af gøre sine personer tvetydige og uforudsigelige, så motiv og skyld ikke åbenbares for tidligt. Men det betyder snarere, at de ofte kommer til at fremstå urealistiske og utroværdige, og man får dem dermed ikke rigtig helt ind under huden.

»Proxy« skal med andre ord ikke læses som opbyggelig samtidslitteratur, men som uforpligtende, sukker- og bloddrageret underholdning af den slags, man fordriver tiden med på en regnvejrsdag i et sommerhus. Og som sådan er det bedre end en pose slik.

Proxy

Forfatter: Steffen Jacobsen. Sider: 336. Pris: 300 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.