Steffen Jacobsen kender sit stof - men forfalder til klassiske krimiklicheer

»Ghostwriter« er en over gennemsnittet god, men ikke genial krimi, skriver Berlingskes anmelder.

foto
Steffen Jacobsens »Ghostwriter« bliver vel firkantet og klichéfyldt, men han skarp på plot, spændingskurver og slet skjulte standpunkter om en branche, han som læge kender indefra.     Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Kan man se bort fra diverse skønhedsfejl og klassiske krimiklichéer, og går man efter en spændingsroman, der har lidt mere på hjerte end gys og god underholdning, er man i ganske godt selskab med Steffen Jacobsens »Ghostwriter«.

Her får man en oprørende medicinalpolitisk historie, der ligner noget fra den virkelige verden, spændt op på et dramatisk og godt tænkt plot, hvor spændingskurven stiger støt.

Mens privatdetektiven Michael Sander på sin egen hårdkogte måde har travlt med at gøre verden til et bedre sted at være, forsøger hans gode ven, journalisten Simon Hallberg, desperat at få fat i ham. For sent opdager Sander de ubesvarede opkald, og da han når frem til vennen, er det for sent. Hallberg er blevet myrdet, skudt på nært hold, og få kilometer derfra finder man liget af direktøren for en stor medicinalvirksomhed.

Politiet med efterforskningsleder Lene Jensen i spidsen står på bar grund, men da det går op for hende, at hendes mand – som for de uindviede er selvsamme Michael Sander – sidder inde med vigtig information om sagen, er der både ægteskabelige og karrieremæssige kriser i sigte.

Både Sander og Jensen er nogle hårdkogte og lettere karikerede personager, og det svækker historien en smule, at deres reaktionsmønstre og indbyrdes forhold ikke foldes mere ud – hvilket godt kan gøres, uden at der forfaldes til pseudokrimier om parforhold og følelsesfnidder.

En bombe af en selvbiografi

Det viser sig, at medicinaldirektøren havde en del, han gerne ville lette sin samvittighed for. Som terminal kræftpatient har han i al hemmelighed gennem den senere tid fodret journalisten med afslørende beviser om medicinalindustrien og ikke mindst Linden Pharmas beskidte metoder.

Journalisten skulle have skrevet Frank Lindens bombe af en selvbiografi, men andre har fået nys om det og har villet forhindre, at især viden om begivenheder i Afrika for år tilbage kommer for en dag. Dengang fandt en yngre læge, der var udsendt til et humanitært hjælpeprojekt ved et tilfælde ud af, at en ny medicin mod sneglefeber, havde den bivirkning, at den på få dage kunne kurere diabetes. Den revolutionerende opdagelse var imidlertid ikke godt nyt for den medicinalindustri, der tjener kassen på insulin.

Denne viden og de drastiske metoder, der blev benyttet for at forhindre opdagelsen i at nå ud til offentligheden, ville Frank Linden afsløre - dels som aflad for sine synder, dels for at hjælpe den unge læge, der dengang måtte gå under jorden, med at få oprejsning.

Sander får fingre i lægens gamle dagbog fra tiden i Afrika, og hans læsning af den flettes ind i bogens hovedspor. Det er fint for plottets fremdrift, men sprogligt er dagbogen så langt fra gængs dagbogsskriblerier, at den både virker fjollet og utroværdig.

Og det er lige netop i nuanceringen af sprogføring, figurer og form, at Steffen Jacobsen er svagest. Det får helheden til at virke mere firkantet og klichéfyldt, end den egentlig er. Til gengæld er han skarp på plot, spændingskurver og slet skjulte standpunkter om en branche, han som læge kender indefra - hvilket samlet set gør »Ghostwriter« til en over gennemsnittet god, men ikke genial krimi.

Ghostwriter

Forfatter: Steffen Jacobsen. Sider: 351. Pris: 300 kr. Forlag: Politiken.