Steffen Jacobsen: Jeg vil ud af spændetrøjen

Som barn blev Steffen Jacobsen mobbet mere, end han blev elsket. I dag er han overlæge og krimi-forfatter, familiefar og aktiv debattør. Han er prototypen på en mønsterbryder, men forbander selv den etiket.

Steffen Jacobsen har netop udgivet kriminal-romanen »Et bjerg af løgne« og skriver allerede på en ny bog. Ved siden af forfatter-karrieren passer han sit job som overlæge og ortopædkirurg på Hvidovre Hospital. »Jeg har brug for både det kreative og det konkrete,« siger han. Fold sammen
Læs mere

Han taler helst ikke om det. Ikke længere. Sukker dybt og slår sit intense blik mod loftet bare ved ordlyden: »Mønsterbryder«.

Et ofte attråværdigt prædikat blandt mennesker, der har brudt deres sociale arv og ændret livet til det bedre. Men ikke for Steffen Jacobsen. Nuvel, han forstår da udmærket, at karakteristikken ligger ligefor, når man hører hans historie. Om et omsorgssvigtet skilsmissebarn, der måtte halse efter sin sværmeriske mor gennem hele barndommen.

»Min mor var meget narcissistisk. Vi flyttede hele tiden, fordi hun havde lyst, og jeg var bare sådan en accessory, der flyttede med. Hun var en drømmende, urealistisk person. Slet ikke egnet til at have ansvaret for børn,« siger Steffen Jacobsen.

Han gik i otte forskellige skoler, hvor han sjældent følte sig accepteret og for det meste var ham, man mobbede. Blev en rod og flirtede med ungdomskriminalitet, inden han som ung mand skiftede spor. Radikalt.

I dag er Steffen Jacobsen ortopædkirurg og overlæge på Hvidovre Hospital. Han bor i det mondæne Nordsjælland og skriver populære, anmelderroste kriminalromaner. I begyndelsen af oktober udkom »Et bjerg af løgne«, der er sidste bind i serien om vicepolitiinspektør Lene Jensen og privatdetektiv Michael Sander. Og ligesom sine forgængere har Steffen Jacobsens seneste roman skrevet sig ind på bestsellerlisten.

Han har succes. Men stolthed må vige for ydmyghed, når Steffen Jacobsen selv gør status over sin personlige rejse.

»Det er vel gået okay,« siger han.

Helt uden optræk til dybere refleksioner over de forudsætninger, han har budt trods på sin vej. For det er bare ikke vigtigt, mønsterbruddet. Tværtimod.

»Jeg vil ikke være sådan en mønsterbryder-kliche, og det tror jeg sgu nemt, man ender med at blive, hvis man bliver ved med at hænge fast i sin forfærdelige fortid. Det kan nemt blive sådan en spændetrøje,« siger Steffen Jacobsen.

»Men jeg vil væk fra det. Det skal ikke bestemme over mig. Man skal ikke gøre det til en profession at have været incestoffer eller have fået for lidt kærlighed som barn. Man skal genopfinde sig selv, fordi de, der har begået overgreb mod dig, ikke må vinde. Og det synes jeg, at de gør, hvis man bliver ved med at opfatte sig selv som offer. Man må videre og i stedet gribe de muligheder, man har, og de velsignelser i forklædning, der følger med at have været socialt udstødt.«

Fantasien som flugtvej og levebrød

I Steffen Jacobsens tilfælde velsignede hans ubærlige barndom ham med evnen til at fantasere. En evne, der gjorde det muligt for ham at holde de barske realiteter på afstand, og som i dag er kilden til hans bøger.

»Jeg blev mobbet, og jeg skiftede skole hele tiden. Det hele var ad helvede til, og det kan du som barn ikke have. Det er uudholdeligt. Men så kan du vælge at skabe en fantasiverden, hvor du forestiller dig, at du har en kærlig og gavmild familie omkring dig.«

Da Steffen Jacobsen var syv år begyndte han at gå på biblioteket. Her kunne han forsvinde ind i børnebøger og eventyr: tage med Jules Verne på »En verdensomsejling under havet«, besøge Astrid Lindgrens »Vi på Krageøen« og bevidne en ung mands opgør med autoriteterne i Gunnar Jørgensens bøger om »Flemming«.

»Jeg var altid sammen med bøgerne. De var mit tilflugtssted. Sådan et helle. Jeg fik øjnene op for, at verden kunne være anderledes end den, jeg var i,« siger han.

Fra arbejdsdreng til doktor

Og verden blev anderledes. I hvert fald for Steffen Jacobsen. Moderen døde, lige før Steffen Jacobsen skulle starte i 9. klasse, så han flyttede sammen med sin far i fødebyen Rødovre. Her fik han job hos Olsson Møbler, og det skulle vise sig at blive et springbræt til et andet liv.

I ferierne hjalp en masse unge til i firmaet, og de fortalte Steffen Jacobsen om SU, studielivet og de mange uddannelsesmuligheder.

Han blev tændt. Tog sin realeksamen, gennemførte studenterkurset og begyndte på universitetet. Han læste etnografi, men efter fire år følte han egentlig ikke, at han kunne noget.

»Etnografi var et meget diffust studie. Alting var så flydende, og det var på ingen måde, hvad jeg havde brug for med min amorfe identitet.«

Steffen Jacobsen søgte sin plads, sine ben at stå på. Han gik på udkig efter en mere »selvdefinerende« uddannelse og fandt medicinstudiet.

»Jeg havde behov for at lære noget mere konkret og vide, at når jeg har læst det her, så kan jeg det her. Jeg manglede en rolle, og det fik jeg ligesom, da jeg kom ind på medicin.«

Side om side med »Hellerup-piger« og »Ordrup-drenge« blev det bøjet i neon for Steffen Jacobsen, at nogle kommer lettere til tingene end andre. Han måtte knokle med studierne uden forældrestøtte og oven i købet tage mellem 12 og 16 vagter på studiejobbet hver måned for at få pengene til at række. Hvad de stadig ikke gjorde. Han tog derfor studielån, og da han var færdiguddannet, havde gælden vokset sig op på 750.000 kroner.

Men færdigguddannet blev han, udfordringerne til trods, og i 2007 kunne han kalde sig dr.med.

En overachiever

Der stod Steffen Jacobsen med sin doktorgrad og lyse fremtid og følte sig mest af alt tom. »Hvad så nu?« tænkte han.

»Det var et antiklimaks. Jeg havde læst og læst og læst i mange år, og så var jeg lige pludselig færdig med det. Men hvad skulle jeg så stræbe efter?« siger han.

»Jeg skal helst have nogle fyrtårne at gå efter. Min baggrund har nok gjort mig til sådan et menneske, der skal præstere for at føle, at jeg har lov til at være her. Min kone kalder mig en overachiever

Så blinkede et lys i tågen, og Steffen Jacobsen fik en ny kurs at navigere efter. Han ville skrive romaner.

Da han var 19 år, fik han en skrivemaskine og allerede dengang opdagede han sin passion for at skrive. Skrev en bunke digte, som ingen anså for noget særligt. Forfattede i 1996 en dagbog, da han blev far for første gang. Den blev udgivet, solgte i 236 eksemplarer og er med forfatterens egne ord og glimt i øjet »et overset mesterværk«.

Modgangen til trods lod fortællelysten sig aldrig kvæle, og i 2008 fik Steffen Jacobsen sit gennembrud med kriminalromanen »Passageren«, som blev solgt til Tyskland, Italien, Norge og Sverige. I dag tæller bibliografien seks spændingsromaner, og han skriver på den syvende.

»Jeg synes virkelig, det er spændende at skrive. Det giver mig meget, og jeg ved egentlig ikke helt, hvad det er. Men det er noget, jeg enormt gerne vil mestre, og jeg er meget ambitiøs med det.«

Lige nu er han på orlov i et par måneder, så han kan koncentrere sig fuldt ud om skrivningen, men ellers passer han jobbet som overlæge 30 timer om ugen på Hvidovre Hospital ved siden af bøgerne.

Med tiden håber Steffen Jacobsen på at kunne hellige sig forfatterskabet endnu mere og kaste sig over store, historiske romaner. Men han vil ikke give afkald på kirurgien.

»Jeg har behov for både det drømmende og det meget konkrete. Sådan har jeg altid haft det. Da jeg læste medicin, sad jeg og tegnede, malede akvareller eller spillede guitar, mens jeg læste anatomi.«

Far til elitens børn

Fantasi og fortællelyst er dog ikke det eneste, der kan tvinge Steffen Jacobsen til tasterne. Forargelsen besidder samme kraft. For nylig har han i Berlingskes spalter rettet en bredside mod Roskilde Universitet og kritiseret rektor Hanne Leth Andersen for at modsætte flittige og kreative studerende.

Han kan kan ganske enkelt ikke lade være.

»Jeg vil ikke være den der sure, gamle mand, der brokker sig over, at frimærkerne bliver dyrere. Men der er nogle ting, der er så eklatant i modstrid med min egen virkelighedsopfattelse og mine egne holdninger, at jeg simpelthen bliver nødt til at reagere.«

Som for eksempel når elitens børn kommer nemt til tingene uden at sætte pris på dem.

»Jeg siger ikke, at folk skal have haft det som syriske flygtninge for at kunne sætte pris på tingene. Men folk skal bare vide, at de er meget privilegerede, hvis de er meget privilegerede,« siger Steffen Jacobsen.

»Jeg omgås mange læger og advokater, og de har nogle børn, som fandme får en bil, når de fylder 18, og en lejlighed, når de skal flytte hjemmefra. Det er selvfølgelig helt okay, men jeg tænker bare, at de dybest set aldrig lærer at klare sig selv. De tilegner sig ingen overlevelsesevner, når de aldrig møder den der modstand. Den behøver ikke at være benhård, men den må gerne være der. Jeg tror, man sætter mere pris på tingene, hvis de ikke bare dumper ned fra himlen.«

Nu er Steffen Jacobsen selv blevet en del af eliten – og far til dens børn. Han bor sammen med sin kone Charlotte i Birkerød, og parret har fem sammenbragte børn. Steffen Jacobsen er far til Thea, 16, og Ida, 19, som er vokset op langt fra den underklasse, der formede deres far.

Uden at tvinge dem sin barske opvækst over hovedet vil han lære dem at klare sig selv.

»De skal ikke undgælde for min baggrund, og de mangler ved Gud heller ikke noget. Men forventningen til dem er da, at de flytter hjemmefra, finder et sted at bo og sikrer sig, at de har nogle muligheder med deres liv. At de tager et arbejde og ser, at pengene kommer et sted fra. Det gør de så også, og det er jeg enormt stolt af.«

Kampen for nærværet

Han holder meget af sin familie, Steffen Jacobsen. Derfor går det ham på, at han ikke kan være ordentligt til stede. Ikke svarer, når han bliver spurgt om noget, og er fjern i blikket under aftensmaden. Fuldstændig opslugt af sin næste bog: Holder plottet? Møder personerne hinanden på en naturlig måde? Køber læserne præmissen? Konstant på jagt efter nye fyrtårne i forsøget på at opnå den anerkendelse, han aldrig fik som barn.

En jagt, der to gange har nedlagt jægeren selv. For otte år siden blev Steffen Jacobsen ramt af en depression, og den blussede op igen sidste år.

»Jeg nåede til et punkt, hvor jeg følte, at jeg havde svigtet mine omgivelser, fordi jeg skulle være alle mulige andre steder.«

Han besluttede sig for at bede om hjælp, både medicinsk og terapeutisk, og nu har han samtaler med en psykolog hver 14. dag om at være til stede i nuet, og at det er helt i orden ikke at præstere hver eneste dag.

»Det har jeg været rigtig glad for,« siger han.

»For jeg har jo altid vidst, at jeg har tendens til at være fjern og svær at trænge ind til. Og det har jeg det ikke særlig godt med, for lige pludselig er livet forbi.«

Men Steffen Jacobsen arbejder på det, nærværet. Mens han skriver videre på sin næste bog. Han øver sig efter psykologens instruktioner i at sanse nuet og se på verden omkring sig.

»Når jeg er ude at gå med hunden, skal jeg sige til mig selv: »Nu går jeg med hunden. Nu mærker jeg jorden under skoene. Nu mærker jeg, om det er koldt eller varmt. Nu ser jeg på træerne. Nu ser jeg på hunden.« Normalt synes jeg, det er patetisk. Men det kan kortslutte det der med altid at være en masse andre steder i tankerne.«