Sissel-Jo Gazan: Jeg har kun én gang i mit liv været virkelig starstruck

Mit kulturliv: På baggrund af en række faste spørgsmål, forsøger vi at koge en kulturel Maggi-terning på nogle landets mest markante kulturprofilers tanker om og forbrug af kultur. I denne uge er det forfatteren Sissel-Jo Gazan, der har en særlig ting med træskulpturer.

»Jeg burde klart blive bedre til at gå fra forestillinger eller holde op med at læse en bog, der keder mig, men jeg tror, jeg er for godt opdraget. Jeg keder mig virkelig tit, når jeg går i teatret og håber det snart er slut – og det samme i biografen, og når jeg læser. Men jeg bliver altid ved til den bitre ende,« fortæller Forfatter Sissel-Jo Gazan. Fold sammen
Læs mere
Foto: Les Kaner

Sissel-Jo Gazan er født december 1973 og er uddannet biolog fra Københavns Universitet i 2004. Hun debuterede allerede som forfatter i 1995 med »Når man kysser i august« og slog for alvor igennem i 2008 med videnskabsromanen »Dinosaurens Fjer«, som er blevet solgt til 16 lande.

Sissel-Jo Gazan, der bor i Berlin, er aktuel med romanen »Hvide blomster«, der udkommer 6. oktober.

Vi har bedt Sissel-Jo Gazan om at besvare en række spørgsmål om sit personlige kultursyn og -forbrug.

Sissel-Jo Gazan

»Kunsten kan tale til dig, uanset om du er professor eller landmand. Men som minimum kræver det, at der er en sprække, som kunsten kan komme ind ad. At du står åben.«


Hvad er den bedste kulturoplevelse, du har haft for nylig?

»Helt klart Artbase Festival 2019 på Domjüch i Mecklenburg. Domjüch er en tidligere Nervenheilanstalt eller på dansk et psykiatrisk opholdssted. De faldefærdige bygninger er i dag fredet og ligger meget smukt ned til en sø. Festivalen går ud på, at en række af verdens bedste street artists bliver inviteret til at lave deres kunst i og uden på de faldefærdige bygninger. Det var fantastisk. Jeg interesserer mig meget for street art, og flere af mine yndlingskunstnere som El Bocho, ALIAS, ZooN, Tona og mange flere deltog. Jeg har faktisk aldrig oplevet noget lignende. Stedet ligger så langt uden for Berlin, at der ikke var dukket specielt mange tilskuere op, og det var fascinerende at gå og kigge på verdens fedeste kunst i den uhyggelige, forladte psykiatri og bagefter spise lykkelige pomfritter i en hippiebod og danse med tilfældige fellow freaks

Og den værste kulturoplevelse – fordi ...?

»Øh, i mangel af bedre i disse coronatider: Efter min mening var Netflix-serien »Tiger King« godt nok overrated

Godt opdraget

Er du nogensinde gået i pausen i forbindelse med en film eller forestilling eller har læst slutningen på en bog først?

»Jeg burde klart blive bedre til at gå fra forestillinger eller holde op med at læse en bog, der keder mig, men jeg tror, jeg er for godt opdraget. Jeg keder mig virkelig tit, når jeg går i teatret og håber, det snart er slut – og det samme i biografen, og når jeg læser. Men jeg bliver altid ved til den bitre ende, og det er på en måde også meget rart, at man ikke bare kan zappe væk ved den første og bedste utilfredshed. Jeg øver mig dog virkelig med bøger, for det er lidt fjollet, at jeg synes, jeg skal læse/høre dem færdig, også selv om jeg ikke bryder mig om dem. Det ligger så dybt i mig, at man skal færdiggøre det, man er begyndt på. Men jeg går jo glip af potentielt mange andre gode bogoplevelser, når jeg er seks måneder om at snøle mig igennem en bog, man i virkeligheden ikke gider læse.«

»Street art er klart undervurderet. Det er selvfølgelig blevet lidt bedre med Banksy, efter at han har fået stjernestatus, men stadigvæk,« mener Sissel-Jo Gazan. På billedet ses et værk i Bristol, England, netop udført af »Banksy«. Fold sammen
Læs mere
Foto: REBECCA NADEN.

Fortæl om det værk, der har dannet dig mest som menneske.

»»Æblemostreglementet« af John Irving. Min far forærede mig romanen, da han var korrespondent for Ekstra Bladet i New York, og jeg læste den som 15-årig på en tur til Key West. Det var første gang, jeg blev fuldkommen væk i et andet univers, og det så meget, at jeg greb mig selv i ikke at ville bade for længe, for så var handlingen nok fortsat oppe på strandstolen, hvor bogen lå, tænkte jeg. Jeg skrev selv på min første roman på det tidspunkt, og Irvings univers var med til at forsikre mig om, at jeg skulle skrive. Siden læste jeg alle hans romaner, og jeg har endda også mødt ham, da han var i København i forbindelse med lanceringen af »Indtil jeg finder dig«. Det er første og eneste gang i mit liv, at jeg virkelig var starstruck

Synes du, at danskerne mangler kulturforståelse og måske endda dannelse?

»Uha, så må der generaliseres. Jeg tænker, at mange danskere er konforme og helst bare vil gøre og gentage det, de kender, og at de måske mangler lidt nysgerrighed. Min oldemor Momse var på mange måde et simpelt menneske, men hun havde sin nysgerrighed og interesse for andre mennesker og forsøgte det bedste, hun havde lært, at forstå for eksempel kunst, selv om hun ingen forudsætninger havde for det. Og det er jo lige præcis det, kunst kan: Kunsten kan tale til dig, uanset om du er professor eller landmand. Men som minimum kræver det, at der er en sprække, som kunsten kan komme ind ad. At du står åben. Og jeg ville ønske, at danskerne var mere nysgerrige over for det, de ikke kender, og at de ville møde kulturen i dens mange afskygninger med større ydmyghed og nysgerrighed.«

... hvis ikke, hvorfor tror du så, at kulturpolitik er så lavt prioriteret?

»Jeg tror, det handler om tradition. Det er bare aldrig blevet prioriteret. Veje at køre på har alle brug for, men man behøver jo ikke læse eller se på kunst for at overleve, menes der. Traditionelt set. Og så er det bare fortsat. Ligesom det har taget århundreder at sætte spørgsmålstegn ved kvindernes rettigheder og ligestillingen i samfundet, eller at ingen siger noget til alle statens forbudsskilte i det offentlige rum og alle de reklamer, der forurener os hver dag. Samtidig med at man ikke skal finde på at sætte så meget som et lille bitte kunstværk op et sted i byen eller male nogle træer kunstnerisk røde, bare for at komme med et par eksempler.

Der er så meget, vi ikke sætter spørgsmålstegn ved, fordi det bare er sådan. Vi forfattere har jo også i årevis vænnet os til at få tre flasker rødvin for at stille os op og sige noget. Vi skal da bare være glade for, at nogen gider høre på os. Sådan var det i mange år. Det er blevet bedre nu, ikke mindst fordi jeg er begyndt at sige blankt nej, når jeg bliver tilbudt vin, eller der ikke er et honorar. Hvorfor skulle jeg arbejde gratis? Og der er lidt den slags forståelse af og til. At kulturen bare kunne nedlægges, hvis det var, for det er jo en luksus, og ikke noget vi har brug for ligesom veje og hospitaler. Ha! Folk, der tænker sådan, kunne ikke tage mere fejl.«

»Jeg synes bare træskulpturer ligner noget en overdimensioneret kæmpe-spejder har lavet med en sløv kniv.«


»Jeg stod en gang og så målløst på en eller anden karamel i glasfiber til 48.000 euro uden for et fancy galleri i Berlin og tænkte på, hvor meget jeg ville skamme mig, hvis jeg tog 48.000 euro for sådan en formstøbt idé,« siger Sissel-Jo Gazan. Fold sammen
Læs mere
Foto: Les Kaner.

Kan ikke styre mig

Kan du pege på en kulturdebat, der har ændret noget?

»Jeg deltager aldrig i kulturdebatter, for jeg ville slet ikke kunne styre mit temperament.«

Er der en særlig kunstart, der siger dig absolut ingenting?

»Jeg tror aldrig, jeg har set en træskulptur, jeg synes var virkelig pæn. Og jeg elsker ellers materialet træ. Jeg synes bare, træskulpturer ligner noget, en overdimensioneret kæmpe-spejder har lavet med en sløv kniv.«

Hvem er den mest undervurderede kunstner?

»Helt klart de fleste street artists. Jeg kan igen nævne folk som El Bocho, Swoon etc. Det er selvfølgelig blevet lidt bedre med Banksy, efter at han har fået stjernestatus, men stadigvæk. Folk ser ikke street art som kunst, og mange synes, det er hærværk. De forstår ikke, at det er ægte kunstnere, der mærker det kreative tryk så vildt, at de sidder derhjemme og skaber noget af materiale, som de selv betaler for, fordi de bare , og så går de ud og forærer det til byen – og alle, der har åbne øjne – helt kvit og frit.

Jeg stod engang og så målløs på en eller anden karamel i glasfiber til 48.000 euro udenfor et fancy galleri i Berlin og tænkte på, hvor meget jeg ville skamme mig, hvis jeg tog 48.000 euro for sådan en formstøbt idé, og siden jeg er begyndt at interessere mig for street art, har jeg ofte tænkt på den karamel. Den kunst, som street artists forærer os og byen, fordi de simpelthen ikke kan lade være, er for mig kunst. Noget født ud af det kreative tryk. At street artists så slet ikke bliver betalt for deres værker ... Det er selvfølgelig et kæmpe paradoks!«

... og det mest overvurderede værk?

»Føromtalte karamel af glasfiber.«

Færdiggør sætningen: Hvis jeg var kulturminister, ville jeg …

»Bruge meget lidt tid på fodbold.«

Hvad er den største myte eller løgn, vi fortæller andre om vores kulturliv?

»At man bliver rig af bibliotekspenge!«