Seks stjerner fra Henrik Dahl: Derfor er Edward Snowdens selvbiografi slet ikke til at komme udenom

Hvis man overhovedet interesserer sig for de kræfter, der former vores samtid, bør man læse Edward Snowdens selvbiografi, skriver Henrik Dahl i sin anmeldelse.

Selv om historien om Edward Snowden er velkendt, vil Henrik Dahl stærkt anbefale, at man afsætter tid til at læse selvbiografien »I offentlighedens tjeneste«. DMITRI BELIAKOV

Historien om Edward Snowden kender de fleste faste avislæsere. Mens han sidder i en stilling som systemekspert i diverse amerikanske efterretningstjenester, bliver Snowden opmærksom på de systemer til masseovervågning, der gradvist er blevet opfundet og indført siden 11. september 2001.

Han beslutter sig for at dokumentere forholdene (hvad der selvfølgelig er strengt ulovligt), og i 2013 offentliggør han så i samarbejde med den britiske avis The Guardian og den amerikanske avis The Washington Post sin viden (hvad der er endnu mere ulovligt). Man har siden kunnet følge historien gennem først Oliver Stones film »Snowden« fra 2016 og nu også selvbiografien »I offentlighedens tjeneste«.