Puk Damsgård oplevede at blive et navnløst spøgelse i Mellemøsten

Boganmeldelse: Puk Damsgårds »Arabica« er en lidt påsat rammefortælling, som dog fanger læseren med sin energi og sjæl i jagten på det moderne Arabien, bag ruiner, røgelse og de navnløse spøgelser.

Den rastløse Puk er virkelig på hjemmebane i nuet. På hjemmebane er hun også i egyptiske Cairo, hvor hun bor. Det er sjovt at følge hverdagslivet i den summende metropol, og det er interessant at høre om byens udvikling fra at være rummelig og dekadent til at blive lukket og intolerant. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Som DRs mellemøstenkorrespondent er Puk Damsgård (f. 1978) kendt som en modig, selvsikker og troværdig journalist. Som forfatter til flere storsælgende bøger, blandt andre »Ser du månen, Daniel« (2015), som en empatisk og utrættelig historiefortæller.

Men måske bærer hendes nye bog, »Arabica«, lidt for meget præg af den rastløshed, som i sin tid føret hende fra barndommens rolige Næstved til nutidens kogende Mellemøsten. I hvert fald føles rammefortællingen ikke særligt solid: Hun vil rejse i sporene på Den store arabiske Ekspedition (1761-67), som blandt andet inkluderede matematikeren, kartografen og botanikeren Carsten Niebuhr. De sejlede fra Europa til Yemen, og det gør Damsgård også, dog på et gigantisk containerskib. Om bord på »Titan« møder hun et væld af herlige søfolk og erfarer, at til søs er en regel kun en regel, så længe den fungerer, for man skal stadig kunne være et menneske.

»Selv forsøger hun at holde modet oppe hos dem, som vil mere med livet end islam, eller ved at gøre sin lejlighed til et frirum for homoseksuelle venner.«


Således bliver der både drukket, danset og gået i sutsko om bord, ligesom der altid er et lager af cigaretter og anden smørelse til de forskellige havne. Men visse regler kan ikke omgås, og den danske passager belæres diskret om, at hendes glæde for den lavererangerende, gæstfrie filippinske besætning ikke er noget, der skal skiltes med. Skibets harmoni skal kunne bevares, uanset hvad hun så mener.

Ingen er frie

Damsgård kan ellers godt lide lige at indikere over for folk, om hun sympatiserer med dem eller ej, såsom de statslige yemenitiske oppassere, hun udstyres med på sin tur som journalist gennem det krigshærgede land – indtil det går op for hende, at de måske heller ikke føler sig frie i deres rolle.

Generelt foretrækker hun dem, der tør ruske lidt op i det hele, og her kommer vi tilbage til, hvorfor rammehistorien føles som et påskud. For det er jo, hånden på hjertet, ikke for længst afdøde Niebuhr, hun er interesseret i. Det er derimod den spillevende yemenitiske læge Shifa, som engang fangede Damsgårds opmærksomhed, fordi hun trodsede niqabens regler og havde blålakerede negle. Efter at Damsgård havde brugt hende som interviewperson, blev de to veninder, og det er Shifa, der er det egentlige mål for ekspeditionen.

Et andet mål er kaffebarejeren Hussein, der som yngre var en af vor tids globale rejsende, men nu er vendt hjem til Yemen for at være med til at genrejse landets mytiske afgrøde, kaffen. De to personer er skønne og interessante, og man kan virkelig mærke ikke blot Yemens, men hele Mellemøstens sjæl, da Damsgård tager op i bjergene sammen med Hussein og oppasseren for at besøge kaffebonden Mohammed, som deler rødder med kaffetræerne.

I det hele taget kommer der en helt anden energi og sjæl ind i bogen, da først kaffen serveres, ligesom i venindesnakkene med Shifa, der bare gerne vil dyrke sit lægekald og ikke tvangsgiftes, som hendes fanatiske storebror ellers insisterer på, eller når Damsgård beskriver, hvordan børnene laver drager ud af de røde plasticposer fra den allestedsnærværende, sløvende qat.

Den rastløse dansker er virkelig på hjemmebane i nuet. På hjemmebane er hun også i egyptiske Cairo, hvor hun bor. Det er sjovt at følge hverdagslivet i den summende metropol, og det er interessant at høre om byens udvikling fra at være rummelig og dekadent til at blive lukket og intolerant, begyndende med Nasser (præsident i Egypten fra 1956 frem til sin død i 1970, red.), som allierede sig med eksilnazister for at slippe bedst muligt af med landets jødiske befolkning. Det lykkedes desværre over al forventning, og i dag er Egypten, såvel som Yemen og det meste af det øvrige Mellemøsten, antisemitisk.

Damsgård viser også, hvordan landene (som kontrast til skibet »Titan«) er mere og mere rigide som følge af en yderst mandschauvinistisk fortolkning af islam. Noget, den danske korrespondent blandt andet erfarer på egen krop, da hun som kvinde tjekkes ind på et hotel som et navnløst spøgelse. Selv forsøger hun at holde modet oppe hos dem, som vil mere med livet end islam, eller ved at gøre sin lejlighed til et frirum for homoseksuelle venner. Det er dette moderne Arabien, der er interessant i Puk Damsgårds nye bog, ikke ruinerne og røgelsen.

Arabica
Forfatter: Puk Damsgård. Sider: 312. Pris: 300 kr. Forlag: Politikens Forlag.