2 stjerner: 20 rørende kærlighedshistorier saboteret af Anders Agger

Boganmeldelse: De nøje udvalgte emner i reportagebogen »Kærlighed« deler alle gavmildt ud af både privatliv og følelser. Indtil Anders Agger dukker op og vader rundt i det, som en treårig i mudrede gummistøvler.

»Der er for mange af fortællingerne, der ender med at omhandle Anders Agger. Et godt eksempel er samtalen med Rene Helmig Toft Simonsen. En kvinde, der har levet som få, og som har sagt ja til at give et indblik i det kærlighedsliv, hun deler med Thomas Helmig. Det får hun bare desværre ikke rigtig lov til,« skriver Aminata Amanda Corr i denne anmeldelse af bogen »Kærlighed«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Først og fremmest er »Kærlighed« af Anders Agger og fotografen Mingo tætpakket med interessante mennesker, der har levet interessante liv. Det er hamrende ærgerligt, at de ikke kommer til orde.

Tag eksempelvis forfatteren Stine Pilgaard, der ret umetaforisk mener, at det er vigtigt at finde én, der går i samme tempo som én selv. Man kan jo helt lavpraktisk ikke gå hele livet og vente på hinanden. Og Signe Bjerregaard Ried, der ret unikt har oplevet, at hendes kæreste, freelancefotografen Daniel Rye, blev taget som gidsel af islamiske fraktioner og fundamentalister i Syrien.

»Iført beanie-hue, ternet frakke, og hvad der ligner en juletræslyskæde med hjerteformede lys, står han på en mark ved daggry. Som et prægtigt juletræ spejder han mod horisonten.«


Eller Vita og Hans Fyrstenborg på en slægtsgård i Sædding lidt uden for Skjern. To mennesker med en vidunderlig historie, der både har uanede mængder kærlighed til hinanden og til børnene. »Man skal kæmpe for sin kærlighed. Også om mandagen«, som Vita siger det.

Sidstnævnte er min personlige favorithistorie i bogen, og det hænger sammen med, at den som en af de få ikke er pakket ind i Anders Agger-indpakningspapir.

Måske skulle han bare have skrevet en bog om fodbold

Der er for mange af fortællingerne, der ender med at omhandle Anders Agger. Et godt eksempel er samtalen med Renée Toft Simonsen. En kvinde, der har levet som få, og som har sagt ja til at give et indblik i det kærlighedsliv, hun deler med Thomas Helmig.

Det får hun bare desværre ikke rigtig lov til. I stedet kan jeg læse om, hvordan Anders Agger havde en plakat hængende af hende i sine unge dage, og hvordan han kommer i tanke om dengang, han fik lov til at høre »All by Myself« af Eric Carmen sammen med skolens smukkeste pige, Tove Kaas.

Og ikke mindst opræder der i samtalen med Toft Simonsen en lang passage om, hvor trygt det er for Anders Agger, når mænd sådan rigtig elsker fodbold, da han præsenteres for Thomas Helmigs hund Raúl, som er opkaldt efter »den legendariske Real Madrid-angriber af samme navn – Raúl Gonsález« efterfulgt af et længere afsnit om selvsamme spiller!

Anders Agger indleder i øvrigt bogen med følgende udtalelse om tilblivelsen af projektet:

»Men da jeg havde talt og tænkt nok og drukket bibelske mængder kaffe med fotografen Mingo, kunne vi langsomt skimte noget derude, som vi faktisk havde lyst til at åbne og nuancere i bogform – nu hvor jeg formentlig aldrig får lov til at skrive om min største fodbold-helt, argentinske Fernando Redondo.«

For bedst at illustrere, hvorledes Anders Aggers optræden i egen bog ofte forstyrrer mere end den gavner, må jeg henlede opmærksomheden på bogens omslag.

Iført beanie-hue, ternet frakke og det, der ligner en juletræslyskæde med hjerteformede lys, står han på en mark ved daggry. Som et prægtigt juletræ spejder han mod horisonten, i noget højt græs, der ligeledes er beklædt med lyskæde i julelys-kategorien.

Et oplagt motiv til en bog om kærlighed? Ikke rigtigt. Men et særdeles oplagt motiv til forsiden på en bog om Anders Agger, som jeg dog er blevet meget klogere på efter at have læst »Kærlighed«. Jeg er bare ikke blevet meget klogere på kærlighed.

Kærlighed
Forfattere: Anders Agger & Mingo. Sider: 298. Pris: 350 kr. Forlag: Politikens Forlag.