5 stjerner: Teolog fladmaser nutidens enfoldige ateister

Boganmeldelse: Teolog Lars Sandbecks bog »Den gudløse verden« er et begavet og rationelt trosforsvar, der med stort overblik og elegance får fladmast nutidens ignorante og ofte ubehjælpelige ateisme.

Lars Sandbeck vil ikke bare drille ateisterne ved at påpege, at naturalismen også er et religiøst standpunkt. Nej, han går et modigt skridt videre og argumenterer rationelt for Guds eksistens. Fra facaden på den katolske St. Franziskus-kirke i Dortmund. Fold sammen
Læs mere
Foto: INA FASSBENDER

Teologen Lars Sandbeck har i mange år diskuteret indædt med ateister, og nogle husker måske også den fænomenale debatbog »Gudløse hjerner«, som han skrev sammen med lektor Lars Christiansen.

Det var en sprænglærd bog, der samtidig polemiserede vildt og voldsomt mod tidens nyateister, hvilket var en sand fornøjelse for nogle, men måske også gjorde det lettere for ateister at affærdige den. Det virker i hvert fald, som om Sandbeck i sin nyeste bog, »Den gudløse verden«, har taget samme kamp op igen, men denne gang uden al polemikken.

»Sandbecks teologiske gennemgang af ateismens historie er fremragende og kommer alt for vidt omkring til, at det kan gengives i en anmeldelse.«


Med hans egne ord har han skrevet en sammenhængende fremstilling af ateismens opståen og dens udvikling, men reelt gemmer der sig to bøger i én. Sandbecks teologiske gennemgang af ateismens historie er fremragende og kommer alt for vidt omkring til, at det kan gengives i en anmeldelse. Han får eksempelvis på pædagogisk vis forklaret den afgørende betydning, som den sene middelalderteologis udvikling havde på fremvæksten af humanismen, eller hvorfor kristendommen aldrig i nævneværdigt omfang har været i opposition til videnskaben.

I et længere kapitel gennemgår Sandbeck både gudsbeviser og forskellige teologers opfattelse af Gud, ligesom han også slår et slag for en tilbagevenden til den rationelle samtale om Gud med de ikke-troende (apologetikken). Det kræver et stort overblik at kunne skrive indlevende om så svære spørgsmål.

Har ikke forstået en snus

Dele af den teologiske fremstilling skal dog også bruges til at slå ateisterne oven i hovedet. Det er alt andet lige lettere at overbevise læseren om, at kendis-nyateister som Richard Dawkins og Sam Harris ikke har forstået en snus af kristendommen, når han først selv har givet sin grundige og letforståelige fremstilling. Ligesom han nærmest overgrundigt redegør for, hvorfor den naturalistiske ateisme i sig selv er en form for tro, idet den ligesom kristendommen hævder at have svaret på spørgsmål, som naturvidenskaben ikke kan besvare.

Det er sådan set de samme argumenter som i »Gudløse hjerner«, men i denne bog forklaret overpædagogisk og (stort set) uden udråbstegn. Sandbeck får trynet og fladmast Anders Stjernholms og Simon Nielsen Ørregaards bog »Du er jo ateist!« noget så eftertrykkeligt, men det er nu heller ikke en værdig modstander. Det forekommer også decideret barnligt, at han bringer rettede citater fra Facebook-ateister i sin tekst, men viser originalen i fodnoten, hvilket vist ikke tjener andet formål end at vise, hvor dårligt hans modstandere skriver.

Den gennemgående pointe er at vise ateisternes primitive opfattelse af kristendommen med bibelfundamentalisme og en mand, der bor oppe i himlen. Det bliver dog noget trættende at læse adskillige kapitler om dumme ateister, og selv om ateismekritikken ikke er ueffen, har »Den gudløse verden« ikke samme skarphed og elegance som forgængeren, »Gudløse hjerner«.

Den rationelle gud

Til gengæld vil Sandbeck ikke bare drille ateisterne ved at påpege, at naturalismen også er et religiøst standpunkt. Nej, han går et modigt skridt videre og argumenterer rationelt for Guds eksistens. Han hævder selvfølgelig ikke rent faktisk at kunne bevise den, men står fast ved, at Guds eksistens er mere plausibel end hans fravær.

Med sin rationelle tilgang er Sandbeck helt bevidst i kontrast til den mere udbredte kierkegaardske afvisning af fornuften i teologiske spørgsmål. Til gengæld taler Sandbeck nok i højere grad ateisternes sprog, og på den måde er hans bog faktisk et lille stykke apologetik. Også selv om han beskedent hævder, at den netop ikke er det.

»Den gudløse verden – ateisme og antireligion i en postkristen verden«
Forfatter: Lars Sandbeck. Sider: 351. Pris: 299 kr. Forlag: Eksistensen.