Sissel-Jo Gazans nye bog, »Hvide blomster«, er ikke nogen spændingsroman, selv om den ligner. Hvad den så er, kan være noget sværere at definere. Den er alt i ét og alligevel intet af noget, man genkender.
Om den er god, er derimod lettere at svare præcist på: for ja, det er den. Den er som en livskraftig og vildtvoksende plante, der er plejet med gødning og grønne fingre, og som gror sig ind i sin læser og dér slår nye rødder. På vejen har den slynget sig om alle de gevækster, den er stødt på, har taget dem med sig og taget deres former, farver og dufte til sig, så den er endt med at ligne noget, der må være en gartners værste mareridt. Eller en botanikers største stolthed.
Del:
