Professor: Intet gavner ligheden mere end en ordentlig omgang økonomisk krise

Boganmeldelse: Bent Greve har begået en solid bog om velfærdsstatens problemer, som prikker hul på mange af de vrangforestillinger, som stortrives i den politiske debat.

ARKIVFOTO: Bent Greve er professor På Roskilde Universitetscenter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Bent Greve er professor på Roskilde Universitetscenter og har udgivet en del publikationer om velfærdspolitik og arbejdsmarkedspolitik. Den nye bog fra hans hånd indeholder en empirisk analyse af den danske velfærdsstat.

Den behandler grundigt væksten i de offentlige udgifter til velfærd, samt spørgsmålet om fattigdom og ulighed, som velfærdstaten især er sat i verden for at reducere.

»Intet gavner ligheden mere end en god omgang økonomisk krise, hvor alle bliver lige fattige!«


Herudover er der et par kapitler om den teknologiske udvikling i et velfærdsperspektiv og om, hvad der konkret skal til for at bevare den danske velfærdsstat. Sidstnævnte har mere karakter af et personligt-politisk efterskrift. Bogens kød befinder sig forud herfor.

Modbeviser nedskæringer

I bogen påviser Greve, at det er ukorrekt, når det hævdes, at den offentlige sektor har været ramt af nedskæringer generelt. Tværtimod er de offentlige udgifter steget cirka 0,75 procent årligt i gennemsnit i de seneste 20 år. Der er dog sket en vis omgruppering af udgifterne, idet der i dag anvendes relativt mere på sundhed, ældre og børnepasning og relativt mindre på socialområdet.

Forbruget af offentlige serviceydelser er vokset fra omkring 77.000 til 90.000 kroner per indbygger i samme periode. Udgifterne til administration er også steget, men det er sket i nogenlunde samme takt som de øvrige udgifter. Påstanden om de kolde hænders forslugenhed holder således heller ikke. Greves bog er god til – med udgangspunkt i data – at prikke hul på den slags vrangforestillinger, som stortrives i den politiske debat.

I bogens afsnit om ulighed påpeges, at uligheden over de seneste par årtier er steget uanset hvilket mål, der vælges. Den er endda steget mere i Danmark end i de fleste andre OECD-lande, selvom det er sket fra et mere lighedsorienteret niveau. I Sverige er uligheden dog steget mere end i Danmark. Samtidig er uligheden også i betydelig grad geografisk forskellig. Den er højest i Gentofte og lavest på Læsø.

Uligheden er måske endvidere ikke altid en målestok, som er helt god til at måle et samfunds velbefindende. Uligheden faldt således i Danmark lige efter finanskrisen. Det skyldtes imidlertid, at arbejdsløsheden steg, og at kapitalindkomsterne faldt i disse år. Intet gavner ligheden mere end en god omgang økonomisk krise, hvor alle bliver lige fattige!

Ny slags fattige

En hovedforklaring på udviklingen i uligheden er ifølge bogen, at indkomsterne i den højeste indkomstgruppe ganske enkelt er stukket af fra de andre grupper i det danske samfund. Det gælder især i forhold til personerne med de laveste indkomster. Det skyldes igen blandt andet, at diverse skattereformer ikke mindst har lettet skatten for højindkomstgrupperne.

Omvendt rammes de højeste indkomstgrupper ekstra hårdt, hvis de bliver arbejdsløse. Dagpengesystemet er kun forholdsvis generøst for de laveste indkomstgrupper. Konsekvensen har været en opblomstring af private forsikringsordninger for højtlønnede på området.

Også risikoen for at leve i relativ fattigdom er forskellig mellem de enkelte aldersgrupper. (Relativ fattigdom betyder, at man er fattig i forhold til andre grupper. Ikke at man nødvendigvis er fattig i absolut forstand). Den aldersmæssige fordeling af fattigdommen har oven i købet ændret sig over tid.

Tidligere var der forholdsvis flest relativt fattige i gruppen over 65 år. I stedet er der i dag flest relativt fattige i gruppen mellem 18 og 64 år med løs tilknytning til arbejdsmarkedet. Det sidste skyldes imidlertid i et vist omfang, at personer under uddannelse har en lav indkomst og derfor betragtes som relativt fattige, selv om uddannelsen som regel skubber dem ud af den kategori sidenhen. Tilbage bliver gruppen med en varig løs tilknytning til arbejdsmarkedet som de egentligt relativt fattige i dagens Danmark.

Bogens koncept er næsten som taget fra en officiel kommissionsrapport. Den er solid inden for rammen, men er stil- og indholdsmæssigt ofte lidt kedelig. Sproget måtte gerne have været mere levende, og til tider er de mest interessante – og i hvert fald mest debatterede – problemstillinger angående velfærdsstaten holdt uden for bogens vinkling af emnet.

De drejer sig for eksempel om indvandringens betydning for velfærdspolitikken i Danmark, om den mulige velfærdsturisme i EU, om dansk velfærdspolitik i international sammenhæng, om den nordiske velfærdsmodel a la Esping-Andersen stadig findes og så videre. Disse problemstillinger behandles ofte slet ikke eller ganske summarisk. Men bogen er god på sit eget felt.

Velfærdssamfundet – Enkelt, retfærdigt og effektivt?
Forfatter: Bent Greve. Sider: 180 sider. Pris: 300 kroner. Forlag: Hans Reitzels Forlag.