»Ingen er uden skyld i denne verden,« står der sent i Tobias Bukkehaves gennemført gode debut som krimiforfatter, og selv om sætningen lyder som en floskel, så rammer den meget godt »Kongetro« ind. Spændingsromanen er nuanceret og med et djævelsk godt blik for tvetydigheder, og uanset at skurke er skurke, så er helte ikke altid kun gode drenge og piger.
»Kongetro« er en begavet og politisk aktuel spionhistorie, en klon mellem John Le Carré og Agent 007 – måske set før, men sjældent så spændstigt og spændende. Bukkehave skriver godt, han er vidende og humoristisk, og så har han noget på hjerte.