Michelle Obamas selvbiografi er meget ordentlig og lidt kedelig og derfor et godt udgangspunkt for en kommende kvindelig præsidentkandidat

»Jeg er et almindeligt menneske, som kom ud på en enestående rejse,« skriver Michelle Obama i »Min historie«, og læseren vil give hende ret. Her er ingen kompromitterende slibrigheder, rystende politiske indsigter eller spektakulære fuckups.

Michelle Obama gør sin personlige historie til et stykke kulturhistorie, kvindehistorie, racehistorie og amerikansk historie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miller Mobley for Crown Publishing Group

»Jeg vil altid undre mig over, hvad der fik så mange kvinder især til at forkaste en ualmindelig kvalificeret kvindelig kandidat og i stedet vælge en kvindehader som deres præsident,« skriver Michelle Obama om Donald Trump i sin selvbiografi, der netop er udkommet synkront over hele verden.

Dernæst afliver hun ethvert rygte – eller håb – om, at hun selv en dag vil stille sig til rådighed som præsidentkandidat.

»Eftersom folk ofte spørger om det, vil jeg sige det her direkte: Jeg har ingen intentioner om at stille op som præsidentkandidat – aldrig nogensinde.«

Hvis man tørster efter storladne politiske refleksioner eller meget intime detaljer, vil man lede forgæves i »Min historie«, selv om den er skrevet af en meget ærlig tidligere førstedame. For Michelle Obamas ærinde er et andet.

»Min historie« er skåret over samme læst som den amerikanske drøm – hvis du løfter blikket, styrer efter stjernerne og arbejder hårdt, er intet umuligt. Heller ikke, hvis du er en sort pige opvokset i en fattig familie i Chicagos South Side. »Jeg tilbragte en stor del af min barndom med at lytte til lyden af stræben,« skriver hun.

Erindringernes første tredjedel kredser om opvækst og ungdomsår, og det interessante er her, hvordan Obama får gjort sin personlige historie til et stykke kulturhistorie, kvindehistorie, racehistorie og amerikansk historie. Hun fortæller således, at hendes forfædre har været slaver, at hun som barn havde svært ved at udtale ordet »white«, og hvordan hun blev erklæret uegnet til Princeton – overvejende fordi hun var kvinde. Og sort.

Anden del handler om mødet med Barack, som ikke overraskende beskrives som et supermenneske, og sidste del omhandler tiden i Det Hvide Hus og ikke mindst mødet med en masse enestående mennesker: verdensledere, opfindere, musikere, astronauter og professorer. Fælles for dem er, skriver Michelle Obama, at de alle har mødt tvivlere. Nejsigere og brølende stadionstore samlinger af kritikere. »Men de mest succesrige mennesker, jeg kender, har fundet ud af at leve med det, at læne sig op ad folk, der tror på dem, og at gå videre med deres mål.«

»Det er ikke en opsigtsvækkende bog, men den er gennemreflekteret og sikkert også til inspiration for dem, hun henvender sig til: kvinder, som drømmer om at få de samme muligheder som mænd – uanset baggrund og hudfarve.«


Den passage beskriver stærkest det budskab, som Obama kommer med i »Min historie«.

På amerikansk hedder selvbiografien »Becoming«. En velvalgt titel på en bog, der ikke bare giver os historien om den tidligere førstedame, men handler om, hvordan Michelle Robinson blev Michelle Obama – en utraditionel førstedame, der nu er på vej til at blive noget andet.

Det er ikke en opsigtsvækkende bog, men den er gennemreflekteret og sikkert også til inspiration for dem, hun henvender sig til: kvinder, som drømmer om at få de samme muligheder som mænd – uanset baggrund og hudfarve.

»Jeg er et almindeligt menneske, som kom ud på en enestående rejse,« slutter hun, og læseren vil give hende ret. Her er ingen kompromitterende slibrigheder, rystende politiske indsigter eller spektakulære fuckups.

Meget ordentligt – og lidt kedeligt. Et sublimt udgangspunkt for en kommende kvindelig præsidentkandidat. Vi får se, om det bliver tilfældet.

Michelle Obama: »Min historie«. Oversat af Anders Juel Michelsen. 456 sider, 299,95 kr. Lindhardt og Ringhof