Mette Høeg: Nobelpristagers vidnesbyrd fra Tjernobyl er noget af det mest intense og overvældende, jeg har mødt i litteraturen

Den hviderussiske journalist og nobelpristager Svetlana Aleksijevitj har med indtrængende kraft skrevet om en abnorn og stadig eksisterende katastrofe: Atom-ulykken i Thernobyl. Forfatteren selv er meget lidt til stede i teksten, men forstyrrer alligevel en smule det kor af monologer, som bogen består af.

»Eksplosionen i Tjernobyl efterlader liv, men det er liv, der lugter af død,« skriver Mette Høeg i sin anmeldelse af Aleksijevitj bog »Bøn for Tjernobyl: Det, der hyppigst viser sig i unge kvinders drømme fra de atomstrålende egne, er deforme børn og kalve født med otte ben. Én af likvidatorerne – navnet på de soldater, der blev sendt ind til reaktoren for at rydde radioaktivt affald op med spader – fortæller, at han ved sin hjemkomst smed al sit udstyr i affaldsskakten, på nær sin kasket: »Jeg gav kasketten til min lille søn. Han ville så gerne have den. Han gik med den konstant. To år senere blev han diagnosticeret med hjernekræft.« Fold sammen
Læs mere
Foto: GENYA SAVILOV

Eksplosionen på atomkraftværket i Tjernobyl i 1986 var nær ved at sprænge det halve Europa i luften og forvandlede omfattende områder i Østeuropa til ubeboelige atomforurenede zoner.

Den hviderussiske journalist og nobelpristager Svetlana Aleksijevitjs bog om katastrofen foreligger nu i dansk oversættelse. Den er et væsentligt stykke vidnesbyrdlitteratur fra en abnorm og stadig igangværende katastrofe. Den virker med indtrængende kraft og afdækker ikke bare deformiteten i en specifik europæisk afkrog, men kaster forklarende lys på den fælleseuropæiske mentalitet i dag i det hele taget.

»Bøn for Tjernobyl« er »monologer« og »kor« af vidner til Tjernobylkatastrofen, fortalt 30 år efter eksplosionen, men under katastrofens stadige udfoldelse, og redigeret af Aleksijevitj med sparsom, men synlig hånd. Det er en mærkelig bog, der synes at mime mærkværdigheden af den hændelse, den skildrer.

Den første og sidste monolog handler om total ødelæggelse af ung lykke og er noget af det mest intense og overvældende, jeg har mødt i litteraturen. De indrammer de mange mellemliggende fortællinger, der i kontrast virker fremmedgørende. Tjernobyls virkelighed fremstår mere og mere ufattelig, som man læser sig igennem fortællingerne om amoktikkende docimetre, cæsium i grøntsagsbedene, krystallinsk glinsende grøftekanter, vandpytter i psykedeliske farver, den totale stilhed i fraværet af insekter, elge og ulve med øjne som forlygter, der omvandrer roligt i tomme gader, og børn, der aldrig smiler, og som skyr naturen.

Dirrende af ren smerte bringer det sidste kapitel imidlertid igen den emotionelle erfaring af Tjernobyl helt tæt på og efterlader læseren overvældet og udmattet.

»Bøn for Tjernobyl« er ikke historieskrivning, men vidnesbyrdlitteratur med dens særskilte etiske status: virkeligheden formidles kunstnerisk, men uden at materialets dokumentariske karakter dermed kompromitteres. Det er således ikke tilfældigt, at vidnesbyrdene betegnes med teatrets begreber. På den ene side virker beskrivelserne direkte og umiddelbare i deres mundtlighed, men samtidig er der tydeligvis ikke tale om ren dokumentarisk transskription.

Intervieweren, Aleksijevitj, er næsten bortredigeret, men tilkendegives som en skyggelignende tilstedeværelse gennem de interviewedes direkte henvendelser til et »du«, samt gennem forfatterens få og desværre ofte unødigt sentimentaliserende forklarende udsagn og overskrifter. Bogens fremmedgørende udtryk produceres således ikke kun af det konkrete bizarre indhold i de sci-fi-lignende beretninger fra zonen, men også af forfatterens håndtering af materialet.

Liv, der lugter af død

Vidnerne repræsenterer alle aldre, samfundslag, uddannelsesniveauer, køn og grader af stråling. Deres filosofier, forklaringer og perspektiver divergerer derefter, men en række genkommende fokuspunkter samler fortællingerne: det almindelige menneskes øjenvidenerfaring af de synlige tegn på en katastrofe, som videnskaben har erklæret usynlig; skammen over menneskets krænkelse af naturen og svigt af dyrene – både de vilde og domesticerede, der blev efterladt, da menneskene evakueredes; kollapset af grundlæggende tidsbegreber, især koncepterne ’fortid’ og ’fremtid’; katastrofens slægtskab med tidligere undtagelsestilstande, især Anden Verdenskrig; den kritiske selvransagelse som sovjetisk borger; og analysen af den slaviske karakter – udholdende, selvopofrende, fatalistisk og naiv.

Svetlana Aleksijevitj, den hviderussiske forfatter, fotograferet i Stockholm, da hun i 2015 modtog Nobelprisen i litteratur. Fold sammen
Læs mere
Foto: TT NEWS AGENCY.

Dertil er voldsomheden et iøjnefaldende fællestræk for de forskelligartede beretninger. Eksplosionen i Tjernobyl efterlader liv, men det er liv, der lugter af død. Det, der hyppigst viser sig i unge kvinders drømme fra de atomstrålende egne, er deforme børn og kalve født med otte ben. Én af likvidatorerne – navnet på de soldater, der blev sendt ind til reaktoren for at rydde radioaktivt affald op med spader – fortæller, at han ved sin hjemkomst smed al sit udstyr i affaldsskakten, på nær sin kasket: »Jeg gav kasketten til min lille søn. Han ville så gerne have den. Han gik med den konstant. To år senere blev han diagnosticeret med hjernekræft.«

Stærkt unisone er vidnernes stemmer også i fremstillingen af et forløb, hvori den sovjetiske stat uafviseligt svigtede sine indbyggere fuldkomment i sin hemmeligholdelse af alvorligheden af katastrofen og sit misbrug af folkets nationale stolthed og hengivenhed for at holde masken af ideologisk overlegenhed.

»Bøn for Tjernobyl« gør det klart, at konsekvenserne af katastrofen rækker langt ud over de atomforurenede områder. Atomskyen fra eksplosionen svævede ikke blot rundt over det halve Europa – og blev opdaget af Sverige, før Sovjetunionen selv slog alarm; katastrofen var også ødelæggende for den politiske idealisme, det fremtidshåb og den videnskabelige optimisme, der stadig fandtes i 80ernes Europa.

Én bemærker således, at det, der blev begravet, ikke blot var radioaktive skove og byer, men »en hel æra, troens æra! Troen på videnskaben! På et retfærdigt politisk system!« Tjernobyl afslørede det politiske ideals umulighed for de sidste, der stadig troede, og markerer således indgangen til desillusionens tidsalder.

Bøn for Tjernobyl
Forfatter: Svetlana Aleksijevitj. Oversætter: Katja Hansen. Sider: 352. Pris: 300 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.