Jeg elsker ikke de store ideer – jeg elsker det lille menneske

Med årets tildeling af Nobelprisen i litteratur rettes verdens opmærksomhed mod hviderussiske Svetlana Aleksijevitj og hendes bøger om de skelsættende begivenheder i Østeuropa.

67-årige Svetlana Aleksijevitj åbner dørene for pressen efter nyheden om, at hun er tildelt Nobelprisen i litteratur. Foto: Vasily Fedosenko/Reuters Fold sammen
Læs mere

Torsdag klokken 13.00 åbnede Det Svenske Akademis faste sekretær, Sara Danius, de guldrandede døre til sit kontor i Gamla Stan i Stockholm og meddelte, at årets nobelpris i litteratur 2015 går til hviderussiske Svetlana Aleksijevitj. Hun får prisen og de medfølgende 10 millioner svenske kroner for »sit mangestemmige værk, et monument over lidelse og mod i vor tid«, som motiveringen lød.

For danske læsere har der hidtil ikke været meget at læse af nu 67-årige Aleksihjevitj. Blot et enkelt essay ligger i oversættelse, og først om en måneds tid udkommer det første regulære værk på dansk af Aleksijevitj, nemlig »Krigen har ikke et kvindeligt ansigt«. Bogen er første del af et fembindsværk, der kredser om, »hvad tiden gør med mennesket«. Eller mere specifikt, kunne man tilføje, om mennesket under og efter Sovjetunionens sammenbrud.

Men hvor Aleksijevitj herhjemme er ukendt uden for de snævreste litterære kredse, ja, så forholder det sig anderledes i hjemlandet, fortæller Berlingskes korrespondent i Moskva, Simon Kruse:

»Aleksijevitj skriver om historiske begivenheder, som igen er blevet politisk følsomme i hendes hjemland. Tjernobyl-ulykken og Anden Verdenskrig var belagt med tabuer i sovjettiden, og det er de blevet igen, fordi de rører ved nogle af de myter og fortællinger om den heroiske fortid, som de nuværende magthavere nu også rider på. Det er i den forbindelse vigtigt at sige, at Aleksijevitj er en hviderussisk forfatter, men at hun skriver på russisk. Hun er med andre ord del af den russisksprogede litteratur og mindst lige så læst i Rusland som hjemme i Hviderusland. Mange – i hvert fald i Kreml – vil se et politisk signal i prisen, der ikke så meget adresserer Hviderusland som Rusland og Vladimir Putin, fordi Aleksijevitj har kritiseret Ruslands fremfærd i Ukraine og på Krim-halvøen.«

Kruse fortsætter:

»Aleksihjevitj har i vidt omfang holdt sig uden for politik, men tilhører den kritiske intelligensia i Hviderusland, der ikke er regeringstro eller på anden måde loyal over for præsident Aleksandr Lukasjenko. Man kan sige, at hun er en slags intellektuel og kulturel modpol til det politiske, og en af Ruslands mest kendte journalister, Oleg Kasjin, udråbte hende forleden til slags moralsk bannerfører for den russisksprogede verden og dermed som en modpol til ingen ringere end Vladimir Putin. Netop fordi hun er en alternativ stemme og ikke en del af det politiske system. Den position – positionen ved siden af det politiske – var også typisk i Sovjetunionen, hvor forfattere fik voldsom stor indflydelse, fordi de var én af de få kilder til alternative synspunkter, der fik lov at eksistere. Men de skal forblive forfattere: Sidst der var valg i Hviderusland, valgte en anden forfatter og digter, Vladimir Nikljajev, at stille op. Han endte i fængsel. Så man får hammeren at føle, hvis man går ind i politik.«

Kan blive brugt politisk

Simon Kruse tror ikke, at præsident Lukasjenko vil vende sig mod Aleksijevitj, nu hvor hun har fået den mest prestigetunge af alle litteraturpriser:

»Det ville ikke overraske mig, hvis han forsøger at tage ejerskab på Aleksijevitj, som styret ellers ikke har noget til overs for. For at forsøge at spille på en eller anden form for national stolthed. Så på den måde vil prisen give hende en slags beskyttelse. Fordi hun har verdens bevågenhed, og fordi det er praktisk for Lukasjenko at bruge hende. Samtidig træder hun ind i et spil, hvor Hviderusland ønsker at stemme Vesten lidt mildere ved blandt andet at frigive fanger. Hviderusland forsøger at finde en balancegang mellem Rusland og Europa, og det skal hun også bruges til, vil jeg tro.«

Det storpolitiske spil står i grel kontrast til Aleksijevitj, der bor i en lille lejlighed på ottende sal i en boligblok i Minsk. Ikke engang naboerne ved, hvem hun er. En anden kontrast, der er til at få øje på, er mellem den prestigefyldte nobelpris og hendes lille danske forlag, der ejes af Marie Andersen. Forlaget har hidtil kun udgivet en enkelt titel, men 1. november udkommer Aleksijevitj »Krigen har ikke et kvindeligt ansigt« på Palomar, som forlaget hedder. Og det var lidt af en tilfældighed, at Andersen overhovedet hørte om den hviderussiske forfatter:

»For et år siden var jeg ved at lave noget research til Babelfisken, et nettidsskrift for oversættere. Vi ville lave noget om favoritterne til Nobelprisen i litteratur, fordi det jo interesserer oversættere, og jeg fik til opgave at finde ud af noget om Aleksijevitj, som også på det tidspunkt var i spil til prisen,« fortæller Marie Andersen.

Dengang fik franske Patrick Modiano som bekendt prisen, men Marie Andersen var blevet fascineret af Aleksijevitj, og da hun tilfældigvis var i Sverige den dag, Nobelprisen sidste år blev offentliggjort, købte hun en af hendes bøger.

»Jeg blev virkelig optaget af den,« husker hun, »så jeg undersøgte, om hun var oversat til dansk. Det var hun ikke, så jeg skrev til hendes agent og spurgte, om der var andre, der havde købt rettighederne. Det var der heller ikke, så jeg bød på dem og fik dem.«

Derefter kontaktede Marie Andersen en oversætter, der straks sagde ja til at oversætte »Krigen har ikke et kvindeligt ansigt«. For Marie Andersen var der flere ting, der sugede hende ind i Aleksijevitjs værk:

»Det er nogle meget stærke beretninger, og hun har skrevet dem helt specielt. I »Krigen har ikke et kvindeligt ansigt« møder vi en række russiske kvinder, der kæmpede i Den Røde Hær under Anden Verdenskrig. De var ikke kun med som sygeplejersker, men også som kampvognsførere, piloter og mekanikere og kæmpede side om side med mændene. Men da de efter krigen kom tilbage, blev der set ned på dem, så de lod være med at fortælle om deres oplevelser. Men Aleksijevitj begyndte i 1970erne at indsamle de her oplysninger. Hun baserer bogen på mundtlige beretninger, men laver samtidig en kraftig redigering. Hun prøver at lade dem fremstå, som om det var folk, der sad og talte, men hun tager kun ekstraktet af de ting, hun hører. Hun taler måske med folk i tre dage, og det kan der godt komme bare tre linjer ud af, fordi hun kun tager de steder med, hvor folk er blevet berørt,« fortæller Marie Andersen om forfatteren, der er uddannet journalist fra det hviderussiske statsuniversitet i Minsk og gennem det arbejde har udviklet den skrivegenre, som har gjort hende til en af de mest betydningsfulde forfattere i moderne russisk litteratur.

Fik nægtet udgivelse

»»Krigen har ikke et kvindeligt ansigt« er sammensat af de beretninger, men også af Aleksijevitjs samtaler med censuren, for i første omgang udkom bogen slet ikke. Det blev hun nægtet. Først i 1985 blev det muligt, men da var der stadig noget, der ikke måtte komme med. Hun kommer også med en masse overvejelser om sit projekt i bogen. »Krigen har ikke et kvindeligt ansigt« er en del af en cyklus på fem bøger, hvor temaet er det lille menneske mod det store system.«

Eller som Aleksijevitj selv har formuleret det: »Jeg elsker ikke de store ideer – jeg elsker det lille menneske.«

Marie Andersen har købt rettigheder til ét bind mere i serien. Men nu har Nobelprisen ændret alt. For det lille forlag:

»Det er da lidt overvældende. Det er nu ikke, fordi jeg gik efter Nobelprisen. Det var historien og forfatteren, der fascinerede mig. At det her så er kommet oveni, er jo meget fantastisk og mærkeligt på samme tid.«

Sådan kunne Aleksijevitj sikkert også have svaret. Selv om hun ikke går op i den slags. Da det svenske litteraturmagasin »Vi Läser« sidste år spurgte hende, hvordan hun havde det med at være i spil til Nobelprisen i litteratur, lød svaret: »Priser er ikke noget, man skal tænke på. Det vigtige er at fortsætte med at arbejde.«