Mesterforfatteren Jon Fosse gør det på sin egen måde. Det kan ikke gøres bedre

Når »Septologien« er et hovedværk i nyere nordisk litteratur, handler det mindre om det, der siges noget om, end om det, der siges.

Jon Fosses suggestive og punktumløse skrift er som et stykke musik, et meditativt et af slagsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Boris Roessler
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jon Fosse er nået til vejs ende med en roman i syv dele. Den hedder meget passende »Septologien«, og hvad bilder nordmanden sig egentlig ind, vil nogle spørge, sådan at belemre læserne med en evigt kværnende tekst uden punktummer? Med en hovedperson, Asle, der hedder det samme som sin bedste ven og har en kæreste, senere hustru, der hedder næsten det samme som dem, nemlig Ales?

Hvorfor skal det være så kringlet? Og hvorfor denne stadige vekslen mellem jegfortæller og alvidende fortæller og hvorfor disse spring i tid og sted? Det ene øjeblik er vi i nutiden, i Asles hus uden for Bergen, som selvfølgelig, det skal jo ikke være let, i romanen bærer sit førprotestantiske navn, Bjørgvin. Det næste øjeblik er vi tilbage i Asles barndom eller i hans ungdom. Det sker bare, uden overgange, uden forklaringer, og hvad er meningen?

Benspænd undervejs

»Septologien« er bare ikke et værk, der byder sig til, den er et værk, man selv skal komme til, sådan er det, og sådan er stor kunst så tit, den vinder ved nærmere bekendtskab, og den er ofte netop skøn, fordi der er nogle benspænd undervejs. Det er der i »Septologien«, men for den, der forstår at lytte, vil den suggestive og punktumløse skrift åbenbare sig som et stykke betagende ordmusik eller måske som en tekst, der næsten er som en bøn, og i slutningen af hvert bind lader katolikken Jon Fosse katolikken Asle bede sin rosenkrans. Ora pro nobis peccatoribus nunc et in hora ... Det giver så meget mening.

I den første af romanens to afsluttende dele, der bærer fællestitlen »Et nyt navn«, er det først lillejuleaften. Asle har afleveret billederne til juleudstillingen hos sin faste gallerist, Beyer, og han skal spise ludefisk med vennen Åsleik, og han tænker på studietiden på kunstskolen i Bjørgvin, og han tænker på sin navnebror, der ligger så syg på sygehuset, og han tænker på den sære gamle dame, han en kort tid som ung boede til leje hos, og han tænker på, at inden han møder den gamle første gang, siger en jaloux Ales, at hun inderligt håber, »at det er en grim gammel kælling«, han skal bo hos. Og Asle tænker meget, og han har også den særlige evne, at ting, han ser, prenter sig i hans bevidsthed, så kan han male det kun én gang sete, selv et menneske, helt perfekt. Og han omsætter hele sin sete verden i  billeder, det er hans passion, og i det andet af romanværkets to sidste dele er det igen lillejuleaften, tingene kører nemlig i ring i både mennesket og romanen, og Asle synes ikke selv, at han er særligt klog, men det er han. Her tænker han på Gud:

»allerede nu er Guds rige inden i den enkelte, og Guds væren, hans uskabte mørke og lys, hans ingenting, taler også tavst fra det som er til, fra fjorden, fra himlen, fra de gode malerier, ja fra det runde bord der ved siden af mig taler Gud tavst«

Sådan tænker Asle, og han tænker meget mere, mens han sidder i sin stue og kigger på sit pejlemærke ude i horisonten, og han tænker på sin Asle, som han fik alt for få år sammen med, og han ved, at han vil være hende tro til døden, også nu, efter hendes død.

»Septologien« handler om kunsten og kærligheden og det evige, og det er der så meget, der gør, så når værket er et hovedværk i nyere nordisk litteratur, handler det, som altid, når det handler om kunst, mindre om det, der siges noget om, end om måden, det siges på. Jon Fosse, som i årtier har været en vidtberømt dramatiker og forfatter, siger tingene på sin helt egen måde, han gør tingene på sin helt egen måde, og hvad bilder han sig ind, har nogle denne gang tænkt, men det bør man ikke tænke. Man bør give hans septologi en chance. Ikke for hans, ikke for Guds, men for sin helt egen skyld.

Septologien Fold sammen
Læs mere
Foto: Forlag.

Septologien VI og VII: Et nyt navn

Forfatter: Jon Fosse. Oversættere: Jannie Jensen og Arild Batzer. Sider: 114 og 154. Pris: 150 kr. og 200 kr. Forlag: BATZER & CO