5 stjerner til katolikken Jon Fosse: Jo mere Gud skjuler sig, jo mere viser han sig. Og omvendt

Almindeligheden møder det guddommelige i Jon Fosses smukke romanserie om det allerstørste i det allermindste. Nu er den mere end halvvejs.

Gud synliggjort: Et krucifiks af træ, skabt af en purung Michelangelo til Basilica di Santo Spirito i Firenze, cirka 1492.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Alberto PIZZOLI

Det er en af de sødeste historier om et kærlighedsmøde, man kan forestille sig. Det er den norske forfatter Jon Fosse, der fortæller den. Det sker sådan nogenlunde lige midt i hans smukke, syv dele lange romanværk »Septologien«.

Romancens mandlige hovedperson, Asle, er ganske ung, lige droppet ud af gymnasiet, lige begyndt på kunstakademiet i Bjørnvig, som han kom ind på, selv om han ikke havde studentereksamen, men fordi han var så god til at male. Nu sidder han på en café i den norske provins, og han ser –  typisk pessimistisk – at glasset er lidt mere end halvtomt, og han ser, at hende, der sidder et par borde fra ham, og som han endnu ikke kender navnet på, rejser sig, og han ser ned i avisen, og så stopper hun op ved siden af hans bord.

»Godt at få hilst på dig,« siger hun smiler, og Asle rejser sig. »Også på dig,« siger han. Og de rækker hinanden hånden, og så bliver de stående og holder hinanden i hånden. Og så bliver de enige om, at nu er de kærester, Asle og Ales, for det hedder hun, næsten det samme som Asle, rent tilfældigt, og så måske alligevel ikke, måske er hun den anden, han også er. Og så lever de et liv sammen, tæt, tæt, helt frem til den dag, hun dør, men så død er hun nu heller ikke, hun er hele tiden hos Asle, eneboeren, hundeejeren, enkemanden, hun er i hans hoved, i hans fantasi, og hvis hun en dag skulle finde på at stå op fra de døde og komme gående ind i sit gamle hus, skal hun ikke savne et eneste stykke tøj »eller noget af det andet hun ejede, for alt har jeg taget vare på,« tænker Asle.

Frem og tilbage

»Septologien« er nået til del fire og fem, og den ligner stadig sig selv. På den gode måde. Uden overgange springer værket frem og tilbage i Asles tid, fra manddom til ungdom og tilbage igen, og hele tiden med Asle selv som den, hvis blik alting ses med, og hvis tanker alting tænkes med. Og Asle tænker meget. Han tænker meget på Gud. Han tænker, at Gud skjuler sig hele tiden, »ja det er som om han viser sig ved at skjule sig, i livet, i tingene, i det som er, ja selvfølgelig også i et maleri, og måske er det sådan at jo mere Gud skjuler sig jo mere viser han sig, og omvendt, ja jo mere han viser sig eller bliver vist frem, bliver påstået at være sådan eller sådan, jo mere skjuler han sig, tænker jeg, ja at Gud åbenbarer sig ved at skjule sig,« tænker Asle.

» Man behøver ikke være hverken være kristen i det hele taget eller – mere specifikt – katolik, for at hænge på og hænge ved. «


Jons Fosses septologi er nået til del fire og fem, og den ligner stadig sig selv. På den gode måde Fold sammen
Læs mere
Foto: Boris Roessler.

Som ung ville han slet intet have at gøre med Gud. Konfirmeres? Nej, tak!  Men så mødte han altså Ales, og Ales´ mor var østriger og katolik, og Ales blev derfor også katolik, så lige dér, i den elskedes tro, katolicismen, som i øvrigt også er Jon Fosses tro, finder han ro og trøst og glæde og stof til guddommelig eftertanke. Han tænker over de største ting og gør det med en ligetil, beskeden, livssklog og ikke særligt intellektuel tilgang til alting. Et sted formulerer han det selv meget præcist sådan her:

»Det eneste sprog jeg så at sige mestrer det er billedsproget, tænker jeg, og alle mine tanker lægger sig ligesom oven på hinanden, de kommer ligesom ikke i rækkefølge, men de er der ligesom samtidig, tænker jeg …«

Asle og Asle

Tænke, tænke, tænke ... Asle tænker, og han tænker, at han aldrig er blevet til noget særligt, selv om hans mangeårige bekendte, galleristen i Bjørgvin (Jon Fosse bruger det gamle navn for  Bergen), altid har haft store tanker om ham, og han tænker, at nu nærmer det hele sig måske en slags afslutning, selv om hans gode ven og navnebror Asle ligger på sygehuset og nok er den første af de to, der går hjem til Gud.

Ellers er der ikke så meget at skrive hjem om, og det er så noget af det meget fine ved Jon Fosses septologi: At han netop bruger det ganske uspektakulære menneske Asle til at fortælle ganske uspektakulært, men også dybt og klogt, om dén kunst, der kan sige mere om det guddommelige, end noget andet menneskeligt kan sige, og om dén menneskelige kærlighed, der kan fortsætte lige så intenst efter døden, som den var før døden, og om dén kærlighed, Guds, der bare er der, hvis man ellers tror på den.

Det er så fint og følsomt gjort, og man behøver ikke være hverken være kristen i det hele taget eller – mere specifikt – katolik, for at hænge på og hænge ved. Historien har det væsentligste med. Det største i det mindste og det mindste i det største. Det er rigeligt. Gud eller ej.

Jeg er en anden. Septologien IV og V

Forfatter: Jon Fosse. Oversættere: Jannie Jensen og Arild Batzer. Sider: 80 og 134. Pris: 150 kr. og 200 kr. Forlag: Batzer & Co.