Luftig lufthavnslitteratur er en gavmild gibbernakker af umotiveret og meningsløs vold og mord

Boganmeldelse: Stefan Ahnhems femte bog i den succesfulde serie om politimanden Fabian Risk, »X måder at dø på«, lider under en for flad karikatur og lidt for mange fortænkte og overgjorte scener.

»X måder at dø på« er svenske Stefan Ahnhems femte bog i den succesfulde serie om politimanden Fabian Risk. Foto: Thron Ullberg Fold sammen
Læs mere

Man kan sagtens finde pæne ting at sige om svenske Stefan Ahnhems femte bog i den succesfulde serie om politimanden Fabian Risk, »X måder at dø på«, for Ahnhem kan både skrive og skabe et labyrintisk plot.

Man kan imidlertid også finde rigtig meget mindre pænt at sige, for selv om der er fuld fart på handlingen, så peaker éns indre pulsmåler hovedsageligt på grund af de mange udpenslede mordteknikker og falder derimellem brat som følge af et for flagrende persongalleri, for mange synsvinkler og en grundlæggende mangel på mening med galskaben.

Ikke at en krimi nødvendigvis behøver at have en morale endsige en samfundspolitisk eller psykologisk dagsorden. Men hvis det eneste formål med en spændingsroman synes at være at udbrede skræk og rædsel med beskrivelser af makabre og mangeartede mordmetoder, så ligger ambitionsniveauet lavt. Der skal mere til at bygge en indbydende spændingskurve op og give fylde til formen.

» Morderen er besat af Luke Rhineharts »Terningemanden« og lader derfor sine handlinger, deriblandt de afskyvækkende mord, styre af terningekast.«


»X måder at dø på« er med andre ord hverken decideret dårlig eller applauderende god. Hvis ikke den var kommet i en fin indpakning fra et fint forlag, kunne den gå under betegnelsen lufthavnslitteratur (uagtet at lufthavnsboghandler også sælger lødig litteratur). Den leverer lige præcis så tilpas megen god underholdning til en oversøisk rute i ti kilometers højde og tørt kabineindeklima, at man kan klare både turbulens og klaustrofobisk sædeplads.

Besat af Terningemanden

Handlingen i »X måder at dø på« fortsætter umiddelbart efter, at »Motiv X« slutter, og ad omveje opklares de mange forskelligartede mord. Gerningsmanden gemmer sig under anagrammer af sit navn og bag en dør med mange låse, og han har bygget et hemmeligt rum i sin lejlighed, hvorfra han planlægger sine ugerninger. Morderen er besat af Luke Rhineharts »Terningemanden« og lader derfor sine handlinger, deriblandt de afskyvækkende mord, styre af terningekast og et sindigt opbygget system med talkoder for tidspunkt, lokalitet, køn, kendetegn med mere for offer og forbrydelse.

Politiet mener i første omgang, at der bag de mange forskellige drab skal findes lige så mange mordere. Men efterhånden bliver Fabian Risk klar over, at der i det spraglede gerningsmønster er en sammenhæng, og at morderen er én og samme person. Men de er længe på bar bund, mens nye ofre kontinuerligt kommer til.

Da efterforskningslederen Irene Lilja tilfældigvis – tilfældigheder er en del af plottet – flytter ind i nabolejligheden til en mand, som politiet har haft inde til afhøring i en af drabssagerne, sker der imidlertid noget. Risk og hans kolleger, der hele tiden er gået efter et motiv for at kunne forstå og dermed opklare hver enkelt drabssag, finder ud af, at der slet ingen bevæggrunde er.

Der er hverken tale om hævn eller affekt, men alene om underholdning og/eller tidsfordriv. Akkurat lige som – kunne man tilføje – at læsningen af »X måder at dø på« er ren adspredelse i mangel af bedre.

Handlingen begrænser sig dog ikke til dette lidt flade plot. Sideløbende med efterforskningen af den svenske terningemand af asiatisk oprindelse arbejder Risk på at afsløre sin kollega, polititeknikeren Mollander, der menes at stå bag en række drab. Både hans svigerfar, en tidligere elskerinde og en fælles kollega har mistet livet under mystiske omstændigheder.

Da Mollander efterhånden bliver klar over, at han ikke har elimineret risikoen for afsløring ved at slå den kollega ihjel, der havde en begrundet mistanke om hans ugerninger, står Fabian Risk som næste offer. Risk er således presset fra flere sider, eftersom hans søn sidder varetægtsfængslet i København, mistænkt for at have medvirket til et drabeligt overfald.

Udsyrede scener

Der er mange tråde at holde rede i, og det fungerer for så vidt fint. Problemet er snarere, at fortællervinklen rykker for meget rundt, og at ikke alle figurer står lige skarpe og troværdige. Der går lidt for meget karikatur og kliché i den, og der er lidt for mange scener, der er for fortænkte og for overgjorte.

Hvis man som læser gerne vil forstå bevæggrundene for dels terningemanden og dels polititeknikerens handlinger, må man i første tilfælde lede forgæves (det kunne bero på en fejlslagen adoption, men temaet tages ikke op), i andet tilfælde er der lidt mere at gå efter i forhold til hævn og afmagt, og så forklarer Mollander på et tidspunkt (i en af de mere udsyrede scener), at han har det »som en alkoholiker, der ikke vil drikke, men ikke kan lade være.«

Er man afhængig af spændingslitteratur med detaljerede beskrivelser af umotiveret og meningsløs vold og mord, så er »X måder at dø på« en gavmild gibbernakker. Mere mådeholdne gemytter anbefales at gå efter bøger med en lavere spændingsprocent

»X måder at dø på«
Forfatter: Stefan Ahnhem. Oversætter: Mi Ahnhem Thomsen. Sider: 416. Pris: 250 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof