Almindeligheden er ikke, hvad den har været. Ikke, efter at man har læst Pablo Llambías´ nye roman, »Zombierådhus«. Sidst kunne man glæde sig over forfatterens smukke kærlighedsepos »Natteskær«, nu er den tidligere forfatterskolerektor tilbage på det ualmindelighedsspor, han også var inde på i »Rådhus« fra 1997, og det er noget helt, helt andet, men ikke af den grund spor ringere. »Zombierådhus« er simpelthen vidunderligt ualmindelig, og dens ualmindelighed ligger i ualmindelige tekster, der fylder den inkarnerede danske almindelighed - nationens i alt 98 rådhuse - med ualmindeligheder, finurligheder, disgressioner, pjat og katastrofer. Meget morsomt. Meget rystende. Meget begavet.
Romanen er også, og nok så vigtigt, den finurligste kommentar til velfærdsstaten, jeg har læst. Rådhuset som institution med dets borgmester, byrådsmedlemmmer, kommunaldirektør, fuldmægtige, kontorassistenter, TAPer og borgere er jo, som vi alle ved, sindbilledet på den trygge velfærdsstat, som intet ondt bør ramme, som ingen katastrofer, ingen uforudsigeligheder bør anfægte, men hos Llambías bliver den udfordret, velfærdsstaten, og også i dén grad. Alting flytter sig. Alting skælver. Alting er noget andet, end man tror. Som når en forgyldt udgave af Frihedsgudinden stiger op af jorden ved rådhuset i Vejen, hvor der er bryllup. Som når rådhuset på Samsø inviterer de ansatte til et seriøst kommunalt kursus i intuitiv massage, der ender med, at kollegaerne knalder heftigt og uforudsigeligt på kryds og tværs. Som når Merlin Entertainment køber hele Grindsted og gør byen til en temapark med borgerne som statister. Som når Fanø pådrager sig gudernes vrede. Som når kød og blod sendes rundt i specialdesignede baner i Albertslund. Som når fimbulvinteren bryder ud på Nordfyn, en hund stiger til himmels i Allerød, og en drage vimser rundt i Dragør.