Kærlighedens smerte

Hvis en ringere forfatter end Pablo Llambías havde skrevet den historie, havde den være ulideligt banal, men nu er den kun ulidelig på, om man så må sige, den gode måde.

Covers Fold sammen
Læs mere

Hvor meget handler Pablo Llambías´ nye roman, »Natteskær«, om Pablo Llambías? Meget. Tror jeg. Dels fordi Pablo Llambías, der engang var rektor for Forfatterskolen, allerede i nogle hudløse sonet-samlinger har skrevet om Pablo Llambías, så der altså ligesom allerede hos læseren som læser er skabt en forventning om, at nu er han nok på den igen, Pablo Llambías. Nu skriver han nok om sig selv igen. Dels fordi der er så mange ligheder mellem hovedpersonen i »Natteskær« og dens forfatter, Pablo Llambías, at den nævnte forventning til overmål synes at blive bekræftet. Pablo Llambías nye roman er med andre ord, tror jeg nok, en roman, hvis lidende og grædende hovedperson er forfatteren Pablo Llambías, eller i hvert fald én, der i meget høj grad ligner den Pablo Llambías, jeg kender eller tror, jeg kender, eller som jeg kender så meget ,som man nu kan sige, at man kender en person, som man kun har læst og haft perifere professionelle kontakter til.

Så vidt det autobiografiske. Der er allerede skrevet enormt meget om denne trend inden for moderne litteratur, og jeg orker næsten ikke at nævne, at norske Karl Ove Knausgårds store romanværk »Min kamp« er det mest kendte nutidige eksempel på genren, og at nogle synes, at alt det navlepilleri på enhver måde er for meget, mens andre labber det i sig. Men det har jeg så gjort alligevel. Sorry. Og så ikke et ord mere om det autobiografiske.

Det afgørende er dette: Er »Natteskær« en god roman? Gider man bruge tid på den? Og hvis det, »man«, der skal svare på dette, er det »jeg«, der skriver dette, og det er det jo, så er svaret ja. Og også i den grad. Og hvorfor så det?

Det korte svar er, at Pablo Llambías skriver med så insisterende, direkte enkelhed, at det gør ondt. Her er et eksempel. Hovedpersonen, den midaldrende litterat, har lige mødt hende, han senere skal gifte sig med. Hun er så ung.

 

Jeg er nervøs ved tanken om at se hende. Jeg ved ikke, om jeg er nervøs for at blive afvist eller for ikke at blive det. Hvad hvis hun gerne vil? Jeg kan ikke tro, hun ønsker et forhold til mig. Der er ingen fremtid i det. Når hun erkender betydningen af de mange års aldersforskel, er det slut. Risikerer jeg at få mine følelser klemt i den proces? Jeg er interesseret i hende. Hvorfor er jeg interesseret i hende? Det spanske sprog spiller en rolle. Det samme gør hendes skønhed. Jeg kan godt lide hendes væsen, tror jeg, selv om jeg ikke kender det endnu.

 

Sådan begynder det. Sådan begynder et forhold, fyldt med smerte. I mere end én forstand. I begyndelsen er smerten en del af legen. Det seksuelle.

 

»Du må gerne slå mig,« siger hun.

»Ok,« siger jeg.

»Du må også gerne binde mig.«

 

Senere bliver smerten, den ikke-seksuelle, ikke lystbetonede smerte, en del af forholdet, med hende, den unge, som den voldelige, og han, den midaldrende, som ofret, og der er også den psykiske smerte, som både er årsagen til og konsekvensen af den fysiske smerte. Den midaldrende mand er et offer, og han græder som antydet meget, og indmellem digter han små eventyr med dyr og ting, der kan tale, og som han læser op for sin elskede, og som han forsøger at få udgivet, men forgæves, og mere ynkeligt kan det næsten ikke blive. Den midaldrende mand bliver mishandlet af den unge kvinde, og hun har vist en personlighedsforstyrrelse, nej, hun har ikke »vist« en personlighedsforstyrrelse, hun har en personlighedsforstyrrelse, og mareridtet synes ingen ende at ville tage. Hun slår op med ham, out of the blue, og hun går tilbage til ham, det er det ene øjeblik den rene idyl, og så er det pludselig sort nat, og sådan går det frem og tilbage mellem lys og mørke, den midaldrende mand er offeret, selv om hun jo på sin vis også er et offer, nemlig et offer for sin egen personlighedsforstyrrelse, og det bliver ved og ved, og det er næsten ubærligt. Og som om det ikke var nok, er der også en sag med en studerende, som den midaldrende mand har undervist på universitetet, og som han har udvist en diskret seksuel interesse for, og som åbenbart heller ikke er helt normal oven i hovedet. I hvert fald ender det med slet skjulte, men unfair anklager om noget snavs, med den midaldrende mand som den skyldige, og han ender med at forlade sit job som underviser på grund af hele den dumme affære, og hvor langt ud kan man komme?

Meget langt. Åbenbart. Og hvad det hele ender med, eller om det ender, skal ikke afsløres her, og hvis man synes, at ovenstående lyder som en banal og sort kærlighedshistorie, så, ja, og hvis en ringere forfatter end Pablo Llambías havde skrevet den historie, havde den også være ulideligt banal, men nu er den kun ulidelig på, om man så må sige, den gode måde. Ulidelig i sin smerte, sin hudløshed og sin håbløshed. Så er du advaret.

 

Natteskær

Forfatter: Pablo Llambías. Sider: 344. Pris: 249,95. Forlag: Gyldendal