Din nye roman foregår fra 1980erne og frem til finanskrisen. Dermed kan man vel sige, at du er tilbage, hvor Køge-krøniken sluttede. Er det her en moderne familiehistorie, eller hvordan ser du »Et rigtigt liv«?
»Ja, vi er jo ganske rigtigt rykket videre fra 50erne og 70erne, hvor der skete store forandringer med kernefamilien, men »Et rigtigt liv« er ikke et forsøg på at beskrive samfundsmæssige omvæltninger på samme måde som Køge-krøniken var. Men egentlig er det meget symbolsk, at moderen så dør og efterlader Filip uden den grundlæggende opmærksomhed og omsorg, som han har brug for. For måske har det været et generelt problem siden 1970erne, at omsorgen er forsvundet ud af vores samfund. »Et rigtigt liv« er for mig også et forsøg på at komme til at diskutere de store spørgsmål. Kan vi leve i et samfund uden omsorg? Jeg går 100 procent ind for kvindefrigørelsen og ville ikke selv egne mig som hjemmegående husmor, og derfor vil jeg heller ikke forlange det af andre, hverken mænd eller kvinder. Men Gud, hvor jeg synes, at vores samfund mangler omsorg. Tid. Grundighed. Jeg tror faktisk, at de ting er forudsætningen for at få et godt liv.«
