Jonathan Franzens nye essays er medrivende pessimistiske: Her får du Jordens undergang i fugleperspektiv

Den amerikanske stjerneforfatters klimaessays er gode og mørke og allerbedst, når hans store kærlighed til de fjerede skabninger er med inde over.

Fantastisk fugleelskende Jonathan Franzen vil til enhver tid hellere studere en snusket, lille, brun sangfugl end en gepard. Fold sammen
Læs mere
Foto: HECTOR GUERRERO

Hvis nyere amerikanske forfattere generelt er overvurderede, er Jonathan Franzen efter min mening en af de mere overvurderede af de overvurderede. Hans omfangsrige romaner er anstrengende som alt for lange TV-serier. Hans sprog er af den ferme, men temmelig duftløse slags. Den kunstneriske nerve i hans frembringelser er svære at spore. At seriøse kritikere har kaldt hans romaner for »mesterværker«, og at mange får tilfredsstillet deres uforståelige længsel efter Den Store Amerikanske Samtidsroman ved at læse ham, kan kun undre sådan én som mig, der hellere vil læse 150 siders intelligent europæisk prosa end 6-700 siders ret uinspireret amerikansk ditto.

Men nok om det. Nu foreligger Jonathan Franzens nye essaysamling, »Ved enden af verdens ende«, på dansk, og ser man bort fra, at det næsten aldrig, og heller ikke her, er en stor fornøjelse at læse oversat non-fiction, så er det langt hen ad vejen en glæde at fordybe sig i den knap 60-åriges forsøgsvise overvejelser, der viser, hvor magtesløs også en succesrig, hvid, midaldrende, mandlig forfatter kan føle sig, når han står over for den største af alle udfordringer: Klimaforandringerne.

Den litterære superstjerne har før oplevet modvind og modgang. Han blev hånet, spottet og latterliggjort, da han fuckede det op at få sin roman »Korrektioner« med i Oprah Winfreys »Oprah's Book Club«, og han er blevet beskyldt for at være de sexistiske, mandlige litteraturkritikeres darling. Det er heller ikke kun mig, der synes, at hans fiktion mangler noget flyvehøjde, men som titlen på den aktuelle udgivelse viser, så er der nu anderledes alvorlige ting på spil: Det er simpelthen den kendte klodes overlevelse, det handler om, og der bliver ikke ladt meget håb tilbage, når Jonathan Franzen – med de mere eller mindre udrydningstruede fuglearter som stadig reference – indser, at det er indkodet i menneskets gener »at se bort fra en fremtid, som måske alligevel aldrig kommer«. Hvordan, spørger han, kan man leve med erkendelsen af, at »Twitter-præsidenten« har trukket USA ud af Parisaftalen? Hvordan tackler man det faktum, at galskaben i Det Hvide Hus og alskens anden galskab viser, at »oplysningstidens forhåbninger til den menneskelige fornuft er styrtet fuldstændig i grus«?

Fanatisk fugleelskende Franzen

Det er gode spørgsmål, men Jonathan Franzen ender med at affærdige dem til sidst med en ironisk-resigneret bemærkning om, at der ingen grund er »til at tage sorgerne på forskud«. Det er ikke noget svar, men jo alligevel en slags svar, at Jonathan Franzen på den måde er så meget pessimist, at han simpelthen opgiver at svare, men alt er ikke sort, for hans realistiske pessimisme afbalanceres i hans nye essayssamling af hans smittende begejstring for og kolossale viden om de fjerede flyvere. Jonathan Franzen vil, forstår man, til enhver tid hellere studere en snusket, lille, brun sangfugl end en gepard, han skriver begejstret om jamaicasangerens insisteren på at blive på en enkelt ø, mens dens fætre og kusiner gerne flyver i tusindvis af kilometer frem og tilbage, og han beretter om fascinationen af den kolossale albatros, der kan overleve det mest utrolige, men som er forsvarsløs over for mus.

»Der sker ting og sager, når Jonathan Franzen – med de mere eller mindre udrydningstruede fuglearter som stadig reference – indser, at det er indkodet i menneskets gener »at se bort fra en fremtid, som måske alligevel aldrig kommer«. «


Og der er i det hele taget meget, der flyver smukt i Jonathan Franzens udrydningstruede univers, og hans smittende fuglebegejstring kobler han fint, mørkt og perspektivrigt med sin frygt for den forestående klimakatastrofe og dens konsekvenser for såvel de vingede skabninger som for alle andre dyr på Jorden, mennesket inklusive.

Højt at flyve

Nogle af nærværende essays, der er blevet til over en årrække, er i øvrigt ganske fuglefri. Det gælder teksten om den store amerikanske forfatter Edith Wharton, hvor Jonathan Franzen kobler sin beundring for forfatterskabet med en uskøn, chauvinistisk, biografistisk tilgang, der henviser til hendes ubehagelige sider og åbenbart forsonende mangel på skønhed (!) Det gælder også sådan noget som de fine ord om den forhenværende ven, forfatteren Bill Vollmann, der interesserer sig for alt og angiveligt kan skrive om ligefremme vulgariteter som skraldespande og lignende, så de fremstår inspirende poetiske. Man får lyst til at læse ham.

Men det meste af essaysamlingen er – som det fremgår – skrevet i fugleperspektiv, og det på en så medrivende måde, at man får lyst til at blive fuglekigger, selv om man som undertegnede knap kan se forskel på en gråspurv og en musvit. Essayisten og klimapessimistrealisten Jonathan Franzen er virkelig ikke så ringe. Slet ikke, når han flyver så højt som her.

Foto: Gyldendal.

Ved enden af verdens ende

Forfatter: Jonathan Franzen. Sider: 254. Pris: 299,95. Forlag: Gyldendal