Den handler om meget, Jonathan Franzens nye store roman, »Purity«, der tirsdag udkommer på amerikansk. Sådan som den berømmede forfatters forfatterskab, herunder bedstsælgende titler som »Korrektioner« og »Frihed«, jo typisk gør det.
Den handler om de store spørgsmål i tiden, om internettet, om det legitime i og grunden til at lække oplysninger som en anden Julian Assange eller Edward Snowden. Om atomtruslen og den globale opvarmning. Om USA i dag og DDR før Murens fald, og hvad der siden hændte og om, hvad kommunismens elendighed gjorde ved mennesker.
Om de ting, vi hele tiden læser om i avisen og måske selv har en mening om, og som Jonathan Franzen personligt er kendt for at have meninger om, for han har meninger om næsten alting.
Men nu ville 56-årige Jonathan Franzen ikke være Jonathan Franzen, hvis ikke også hans nye roman handlede om det elementært menneskelige, om sex og kærlighed, kærlighedens smerte, ikke mindst, om det at være barn af nogle forældre og forældre til nogle børn.
Det meget nære og det meget store bliver hos Jonathan Franzen til et enormt og flot komponeret væv af hændelser, steder og diaologer, og ingen kan tage fra ham, at han kan fortælle virkelig gode historier. Er han også en virkelig god forfatter? Det vil vi vende tilbage til.
Først en skitse af, hvad »Purity«, denne mursten af en roman, egentlig drejer sig om. Det begynder med den unge, studiegældsatte kvinde Purity Tyler, kaldet Pip, hendes uglamourøse arbejdsliv et sted i nutidens Californien, hendes forhold til den mor, hun elsker, men som hun også har svært ved at holde ud.
Om hendes ikke særlig lette forhold til mænd. Og om den far, hun i sagens natur har, men hvem er egentlig hendes far? Og det forsætter med den højt begavede Andreas Wolf, tilbage i DDR-tiden, en fyr, hvis forældre arbejder loyalt for arbejder- og bonderepublikken, om hans dybe forelskelse som systemkritisk ung mand i en purung pige, Annagret, som er smukkere end noget andet levende.
Om en forbrydelse, der bliver begået, som har med hende at gøre, og som kommer til at forfølge ham resten af hans liv.
Andre figurer dukker op. Herunder journalisten Tom og Toms elskede, Anabel, og hvem er de mon forældre til? Og vi bliver ført videre til Los Volcanes i Bolivia, et jordisk paradis, hvor Andreas Wolf nu holder hof. »The Sunlight Project« hedder hans projekt, han og hans beundrende medarbejdere sidder lige der, langt fra USA, og finder informationer, som magthaverne ikke vil have skal komme frem, og Andreas Wolf, den gamle DDR-dreng, er den karismatiske leder af det hele, men handler det hele i virkeligheden ikke bare om ham selv?
En mesterlig evne til at gribe alle bolde
Mange figurer, mange tråde, mange steder. At alt og alle efterhånden viser sig at indgå i det samme netværk, at tingene på den måde går op, kan ikke overraske, og Jonathan Franzen har en mesterlig evne til at håndtere alle de bolde, han kaster op i luften, og gribe dem sikkert igen.
At der altid også hos Jonathan Franzen er denne påpegning af forskellen mellem, hvad der tilsyneladende er menneskers motiver til at gøre, som de gør, og hvad der er deres egentlige motiver, gør ham ikke mindre spændende. Det store spejler sig altid i det mindre.
Andreas Wolfs idealisme har sin forklaring. Pips sarkasme har sin. Annagret er for altid farvet af de overgreb, hun engang blev udsat for. Intet er kun det, det ligner på overfladen. Fortiden er altid også til stede, og den fortid har altid også med ens opvækst at gøre – med forholdet til forældrene eller til dem, man tror er ens forældre, eller til dem, der på et tidspunkt i ens liv overtager forældrerollen.
Som nu Horst, hvis skæbne ikke skal afsløres her, men hvis skæbne kommer til at farve hele den lange fortælling.
Gør alt dette Jonathan Franzen til en virkelig god forfatter, lød spørgsmålet?
Ja. I hvert fald, hvis man med en virkelig god forfatter mener en virkelig god storyteller. Franzens litterære tilgang er traditionel og konservativ. Hans teknik er enkel: Så skete der sådan og sådan og sådan afløst af nogle veloplagte dialoger, efterfulgt af så skete der sådan og sådan og sådan. Osv. På de præmisser fungerer også »Purity« glimrende. På samme måde som en virkelig fin storyteller som vores egen Hanne-Vibeke Holsts prosa fungerer glimrende.
»Purity« er, sagt på en anden måde, en flot, muskuløs, velsmurt fiktionsmaskine. Stor litteratur? Ikke på den måde. Men vældig underholdende, så længe det varer.
Titel: »Purity«.
Forfatter: Jonathan Franzen.
Sider: 576.
Vejl. pris: 28 dollar.
Forlag: Farrar, Straus og Giroux. En dansk oversættelse udkommer på Gyldendal 22. september.
Læs også de tre anmeldelser af Tore Rye Andersen, lektor i litteraturhistorie på Aarhus Universitet, Katrine Marie Guldager, forfatter og Bo Green Jensen, forfatter, oversætter og kulturjournalist på Weekendavisen.
