Det onde har altid udgjort et problem. Hvor kommer det fra? Hvad skyldes det? Og det onde udgør et særligt problem for den, der tror, at Gud er almægtig og kærlig. For er denne Gud så ophav til det onde? Og hvis ikke – hvem er så? Er det mennesket? Og hvorfor tillader Gud det i givet fald?
Spørgsmålene er store og naturligvis ubesvarlige. Leif Andersens bog »Gud og det onde« er lille og lidt for løs. Leif Andersen er lektor i praktisk teologi ved Menighedsfakultetet i Aarhus, præst, forfatter og en vidende og belæst teolog, som i bogen kommer rundt om de væsentligste positioner inden for det, der teknisk set går under betegnelsen teodicé-problemet.
»Man fornemmer tydeligt trangen til at tale til læserens erfaringsverden og gøre det vanskelige forståeligt. Men man savner også en klar af differentiering af vigtigheden af de inddragne positioner.«
Teodicé betyder »retfærdiggørelse af Gud« og det var Gottfried Leibniz, der i 1710 forsøgte at formulere et forsvar for Gud, efter at filosoffen Pierre Bayle i 1697 havde indvendt, at lidelsen i verden udgjorde en radikal indvending mod Guds godhed. Leibniz’ forsvar er blot en samling floskler, som ingen lidende kan være tjent med, a la det gode træder bedre frem på baggrund af det onde.
Leif Andersen tager os gennem mange og meget forskellige tilgange til det onde og bogen giver en bred, men også for bred, indføring i lidelsens problem. Han inddrager ærkeateisten Richard Dawkins, »Jobs bog«, Pär Lagerkvist, Søren Kierkegaard, Voltaire, Peter Høeg, Søren Ulrik Thomsen, Axel Honneth, Dostojevskij, Arendt Hannah, »Kong Fu Panda« I og 2 og Michel Houellebecq. Man fornemmer tydeligt trangen til at tale til læserens erfaringsverden og gøre det vanskelige forståeligt. Men man savner også en klar differentiering af vigtigheden af de inddragne positioner.
Og mærkeligt nok mangler der for eksempel omtale af Luthers tanker om det onde, af Kants beskrivelse af det radikalt onde, af Rüdiger Safranskis moderne klassiker om det onde og frihedens drama og af Sørine Gotfredsens livtag med det onde i »Fri os fra det onde« fra 2017. Lige så mærkeligt er det, at bogen mangler en litteraturliste.
Bonkammerat
Bogens bærende og sympatiske pointe er, at vi ikke kan tale og tænke kvalificeret om forholdet mellem det onde og Gud uden at inddrage Kristus, for Kristus forsvarer os over for Gud. Dermed får bogen et forkyndende sigte, som dog aldrig bliver »klamfromt« – et vidunderligt malerisk ord, som Leif Andersen selv benytter.
Men når vi nu er ved sproget, så er det ganske enkelt irriterende. Ikke hele tiden. For Leif Andersen er en sober og velskrivende teolog. Men af og til indsniger der sig friskfyrsagtige passager, der vil være bonkammerat med læseren og derfor blive alt for imødekommende: »konen har de nye stramme bukser på«, »jeg kan så godt følge«, »Gud, det gør du bare ikke« (det er direkte tiltale ...) eller »Jesus tapsveder«. Og når vi til slut i bogen ledes ind i overvejelserne over, hvorfor Jesus skulle lide den smertefulde korsdød, og forfatteren forsøger at inddrage den tænkt indignerede læser med ordene »Kunne det dog ikke være klaret med et morfindrop« (154), har han i hvert fald tabt denne læser.
Gud og det onde
Forfatter: Leif Andersen. Sider: 116. Pris: 119 kr. Forlag: Bibelselskabets Forlag.
