Den driver nærmest ned ad siderne: Smerten og indignationen over menneskets letsindige omgang med livet. I Sørine Gotfredsens nye bog, »Fri os fra det onde«, tager hun sin læser med på et hjerteskærende togt, der går gennem hendes eget univers præget af et udtalt tidehvervsk kristendomssyn.
Med fortællingen om Luthers liv og virke som dominerende klangbund får vores til- værelse en rusketur. Intet er for småt og intet for stort. Gotfredsen udlægger nemlig i bogen her sit syn på Det Onde.
Sørine Gotfredsen tager afsæt i, hvor hadet i et menneske kommer fra med Anders Breiviks terrorhandling som relevant analytisk bagtæppe. Hun gennemgår omhyggeligt temaet omkring ondskab set gennem en længere række overskrifter – som skyldighed, vildfarelse, frihed, kropslighed og autoritet, blot for at nævne nogle.
Luther er hele tiden med som referenceramme, og i lyset af Reformatoren behandler hun også sit tema gennem analytiske nedslag i forskellige typer af film, serier og litteratur. Alt sammen for at vise os, hvor »den mørke rest« i mennesket kommer fra.
Mangfoldighedsfestivalen »Pride« tages i afsnittet »Kropslighed« under indgående behandling, lige så vel som menneskets seksualitet, talen om det tredje køn og kønsidentiteten i det hele taget, sådan som den udformer sig i vores moderne samfund. Det er nemlig alt sammen hovmod og dermed – ifølge Sørine Gotfredsen – forbundet med Den Onde selv:
»En oplagt følge af den store demonstration af enhver tænkelig kønsidentitet, der præger sekulær vestlig mentalitet i dag, er, at den nemt ender i en konfrontation med kristendommen. Og under alle omstændigheder kolliderer den med den kristendom, der grunder i Martin Luthers tænkning.
Ifølge Luther findes en skabthed, som mennesket ikke må stille sig op imod, og når det alligevel forsøger, afsløres det, i hvor høj grad det er styret af en hovmodig trang til at afvise, at det én gang for alle ér skabt. Hovmodet er for Luther forbundet med det onde selv.«
I afsnittet »autoritet« tager Gotfredsen præsterollen under sin personlige lup og indlemmer her den folkekære præst Andreas fra den lige så folkekære film »Italiensk for begyndere«. Ham er der nemlig for lidt kriger i:
»… en præst som Andreas bliver eksponent for en forestilling om kristendom, der ikke tager højde for det onde som en realitet.«
Og videre: »Andreas taler til mennesket ud fra den forudsætning, at det kun skal opbygges gennem mildhed. Han siger ikke for alvor nogen imod, og på den måde undergraver han resterne af sin egen autoritet.«
At Sørine Gotfredsen netop ikke bryder sig om denne bløde præstetype som eksponent for kristendommen, virker ret indlysende, fordi mildheden ikke kan siges at være Gotfredsens tilgang til den form for åndelig opbyggelse, hun netop kæmper for.
Mildhed og overbærenhed er her i bogen, såvel som i den øvrige offentlige debat, ikke den vej, hendes ærinde går. I bogens første afsnit om »skyldighed« fortæller hun da også, hvordan hun altid har haft brug for at udpege sig en fjende, med hvem hun kunne udkæmpe slag, der gav hende »en vidunderlig energi og følelse af at være del af en større fortælling.«
Videre i afsnittet beskriver hun det således:
»Bevidstheden om fjenden skaber en fornemmelse af fremdrift og noget at måle det hele i forhold til, og når jeg som ældre tænker tilbage på de kunstige fjender, jeg skabte engang, begynder jeg at indse, hvordan en stor del af livet i virkeligheden handler om at finde en kamp at kæmpe. Det er en risiko, at man aldrig finder den.«
Den risiko løber Gotfredsen i hvert fald ikke.
Den følelse jeg sidder tilbage med her ved min læsepult er dog desværre ikke kamplyst – men i stedet sørg-modighed. En sørgmodighed, der ikke bliver mindre for hver gang, forfatteren kommer med personlige input til sin egen debat.
At en stor del af livet handler om at finde en kamp at kæmpe, er en betragtning jeg på sin vis kun kan give Gotfredsen ret i. Så er spørgsmålet blot, mod hvilken fjende og med hvilke våben vi ønsker at kæmpe? Og da især med hvilket udgangspunkt.
Hvis man tænker, at Gotfredsens kamp med »knytnævens sprog« er sund, opdragende kost, kan man sagtens give sig i kast med »Fri os fra det onde«.
Og har man i øvrigt lyst til at bevidne, hvorledes Sørine Gotfredsen tolker Luther ind i alle sammenhænge af vores liv på en vis, der giver mig billeder på nethinden af læger, der forsøger at operere menneskekroppe ud fra en 1500-tals medicinsk håndbog – så er der også rigeligt stof til eftertanke.
For mig at se lader bogen imidlertid meget tilbage at ønske og håbe for et fællesskab i den kristne kirkes ånd. Det, som nænsomt og kærligt samler medmennesker op, i stedet for at kaste dem fra sig i en selvretfærdig kamp om at blive eneejer af den komplette, gyldne sandhed.
Bogen bringer under alle omstændigheder intet nyt under den »Gotfredske himmel«, så at sige. Kun mere krig. Mere smerte og flagellant-lignende tilbøjeligheder, hvor Guds absolutte kærlighed og suverænitet er udvisket til fordel for en middelalderlig kamp mellem Gud og Djævelen.
Titel: Fri os fra det onde
Forfatter: Sørine Gotfredsen
Sider: 255.
Pris: 250 kr.
Forlag: Kristeligt Dagblads Forlag
