Hvem er de – »de intellektuelle« - ny bog undersøger det: »Ubegribeligt« at kendte danskere ikke er med

Boganmeldelse: Erik Svendsens bog om »De intellektuelle« er – på trods af flere blinde vinkler – i sig selv en intellektuel bedrift: lang, lærd og læseværdig og en undersøgelse af spørgsmålet: Hvad er en intellektuel – og hvem er det i Danmark?

»En intellektuel er en, der blander sig i noget, der ikke kommer ham ved,« mente den franske filosof Jean-Paul Sartre. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Unknown

Den smukkeste definition af at være intellektuel er forfattet af den italienske filosof Antonio Gramsci. Fra det fængsel, fascisterne havde sat ham i, skrev han: »Alle mennesker er intellektuelle, kunne man sige, men ikke alle fungerer som intellektuelle i samfundet.«

Det skyldes, at ikke alle får chancen. Muligheden for at tænke hænger sammen med ens historie og betingelser, et forhold som ofte slås fast i Erik Svendsens »De intellektuelle«. Erik Svendsen har selv fået chancen, og bogen er intellektuel bedrift: lang, lærd og læseværdig.

Bent Meier

»Svendsen leder med lys og lygte for at finde kvinder, der har filosoferet over den intellektuelles rolle, men får faktisk ikke øje på Hannah Arendt.«


Der kommer også danske intellektuelle på banen, men første del af bogen har et internationalt, ja, universelt sigte. Den del vil – snarere end at finde ud af hvem de intellektuelle er – besvare spørgsmålet: Hvad er en intellektuel?

Heldigvis er de intellektuelle ikke for ophøjede til at beskæftige sig med et så flygtigt og jordisk fænomen som sig selv, så der er materiale nok. Hvis den smukkeste definition er Gramscis, er den frækkeste Jean-Paul Sartres: En intellektuel er en, der blander sig i noget, der ikke kommer ham ved.

Erik Svendsen leder med lys og lygte for at finde kvinder, der har filosoferet over den intellektuelles rolle, men får faktisk ikke øje på Hannah Arendt. Lykkeligvis finder han Dorthe Jørgensen, der vender den intellektuelle i retning af en metafysisk, måske religiøs sandhed.

Men forfatteren holder snuden i et klassisk oplysningsspor, der forlænges i et dansk, kulturradikalt spor, involverende Georg Brandes, PH og Suzanne Brøgger. Denne linje er en styrke ved bogen, men det er også dens svaghed.

Styrken er, at den oplysningstanke, Erik Svendsen selv bekender sig til, står klart og udførligt, ja, lysende i bogen. Denne oplysningstanke rammes så i det tyvende århundrede af postmodernismen, hvilket giver plads til Michel Foucaults idé om »den specifikke intellektuelle«: En person, der kun engagerer sig fra sag til sag, i modsætning til oplysningstænkernes universelle sigte.

Den postmoderne position affærdiger Svendsen dog med et tørt hug: Foucaults interesse er »i sidste ende at konfirmere, at hans diskursanalytiske approach må og skal bekræftes.« Av.

Bogens anden del fokuserer på de danske intellektuelle, og her bliver bogens oplysningsfilosofiske credo til en decideret svaghed. Svagheden består i, at Svendsen kun meget nødigt lader sig oplyse af dem, han betragter som mørkemænd, for eksempel nationalkonservative som Harald Nielsen med samt dennes åndelige arvtager, Søren Krarup.

Svendsen synes her ikke at være »synderligt nysgerrig efter at sætte sig ind i, hvad andre måtte tænke og mene om tilværelsen« – for nu at citere, hvad Svendsen selv siger om Krarup.

Komisk uvilje

Det er ikke kun Krarups noget ramsaltede kristendom, Svendsen ikke er interesseret i, det er også hans populisme og nationalisme, der affejes. Næsten komisk er forfatterens uvilje til at begribe den retoriske genialitet i begreber som »systemskiftet« og »systemet Politiken«.

Som et slags undskyld vedgår Svendsen, at Krarup fik ret med hensyn til vurderingen af Sovjet og Mao. Jo, men bogen forbigår det, der må gøre mest ondt på forfatteren: at Danmarks befolkning i dag stort set har taget Krarups udlændingepolitik til sig.

Også nærværende avis får den kolde skulder. Efter den navnkundige anmelder Jens Kistrups død er der i dag »ikke meget kulturstof i Berlingske, der har Kistrups niveau. Læseren har andre interesser end de intellektuelle: flotte biler, lækkert køkken, luksusure og andre materielle goder, der kan flashe rigdommen.«

Vel, nok er jeg ikke Kistrup, og nok er Svendsen ikke Sartre, men mon ikke vi alligevel for et kort øjeblik kan afbryde de vulgære fantasier, Berlingskes læsere er hjemsøgt af, og åbne deres sind for intellektuel skønhed?

»At Erik Svendsen taber udsynet i takt med, at hans egen generation taber pusten, er en velkendt svaghed ved 68erne.«


Kritik og klagesange plejer at kunne fange deres opmærksomhed, hvilket bringer os til bogens undladelsessynder. Efter kapitlet om Krarup får kun Carsten Jensen og Svend Brinkmann spalteplads, og det er ikke engang for deres originale tænkning, men omhandler, hvordan de som intellektuelle bruger Facebook.

Med andre ord: der er intet selvstændigt kapitel om Rune Lykkeberg, vel nok landets stærkeste intellektuelle. Eller, for den sags skyld, Søren Ulrik Thomsen eller Frederik Stjernfelt. Ubegribeligt.

At Erik Svendsen taber udsynet i takt med, at hans egen generation taber pusten, er en velkendt svaghed ved 68erne. Det skal dog ikke forhindre Berlingskes anmelder i at rose denne vigtige bog og, med en afsluttende gestus, at ære Svendsen med den fine titel: intellektuel.

Men læs og døm selv. Alle mennesker er intellektuelle.

De Intellektuelle
Forfatter:
Erik Svendsen. Sider: 378. Pris: 350 kroner Forlag: Forlaget Spring.