Pludselig møder Amalie en fremmed dame på sit badeværelse

Boganmeldelse: Kim Fupz Aakeson og illustratoren Signe Kjær har begået en fin, fabulerende bog om det moderne barn fanget i en mylder af papforældre, familieopbrud og selvoptagede voksne. Den kan både læses af børn og deres (pap) forældre.

Kim Fupz Aakeson, forfatter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Der var engang, hvor en almindelig genkendelig kernefamilie bestod af en mor og en far og så en håndfuld børn. Børneflokken har gennem tiderne varieret i størrelse, men er generelt skrumpet, siden dengang, oldemor var lille. Til gengæld er antallet af forældre i flere og flere familier vokset, så det indimellem kan være svært for omverdenen at hitte rede i, hvem der er pap, og hvem der er nærmeste pårørende.

At det heller ikke altid er lige let for de børn, der bliver »begavet« med flere voksne end de to, de som udgangspunkt skulle nøjes med at forholde sig til, viser Kim Fupz Aakeson og Signe Kjær i deres nænsomt udfordrende »Dengang Amalie fik sindssygt mange papforældre«. Med underspillet humor og dramatisk overdrivelse fortæller forfatter og illustrator den rørende historie om pigen, der på få øjeblikke får udvidet sin familie med ikke bare én eller to papforældre, men med en lind strøm af nye medmødre og medfædre.

»Den produktive Fupz Aakeson viser endnu engang sit fabulerende fortælletalent med denne fine historie, hvor der siges mere end det, der ved første øjekast læses...«


Amalie møder en søndag morgen en fremmed kvinde på badeværelset. Hun præsenterer sig temmelig overraskende som hendes nye papmor. Amalie synes godt, at forældrene kunne have advaret hende om det, og til det svarer faren en anelse distræt: »Fair nok (…) Der har bare været så meget.«

Lidt senere dukker endnu en papmor op, »lige til kaffetid«, som det bliver formuleret. Inden Amalie når at vænne sig til endnu en forælder, vælter det ind med flere nye papmødre og papfædre, og det ender med, at Amalie som den eneste fornuftige må sige fra.

Alle de voksne, der fylder og forvirrer og hver især har en mening om aftensmaden, vil med til forældremøde og skal fortælle hver sin godnathistorie, så det tager en krig at kunne få lov at sove, det er for meget. Mor, far og Amalie indgår et kompromis: De voksne kan få lov at vælge én kæreste hver. Fremover er der kun dem og to papmødre.

Som den opmærksomme læser vil bemærke, er Amalies mor biseksuel og ender med at flytte sammen med Mona (fra badeværelset). Det gøres ikke til et issue, det er ikke bogens budskab at tage forskellige seksualiteter op, men Fupz Aakeson er som altid ferm til at lægge flere lag ind i den enkle historie og gøre det mangfoldige og (for nogle) fremmedartede ganske ligetil.

Foto: Politikens Forlag.

Hvis man ser ekstra godt efter, vil man også opdage, at alle figurer har det samme tøj på gennem hele historien, der i princippet strækker sig over en længere periode. Med denne lille finesse twister Signe Kjær historiens tidsramme og realisme, så vi som (voksne) læsere må forstå, at Amalie måske nok har en veludviklet fantasi, men at barnet midt i familieopbrud, nye familiekonstellationer og mere eller mindre selvoptagede voksne kan føle sig voldsomt fortabt og uforberedt på følgevirkningerne af det, der sker omkring det.

Produktive Fupz Aakeson viser endnu engang sit fabulerende fortælletalent med denne fine historie, hvor der siges mere end det, der ved første øjekast læses, og hvor det tilforladelige tilspidses, så også den voksne højtlæser får noget at tænke over. Hans humoristiske og umiddelbart lette tekst om et kompliceret emne understøttes af Signe Kjærs skønne, skæve streg, hvor Amalie ligner en slags Cirkeline Røverdatter, og hvor det svære og foruroligende i hverdagen gengives fra barnets troskyldige, hittepåsomme perspektiv.

Dengang Amalie fik sindssygt mange papforældre
Forfatter:
Kim Fupz Aakeson. Illustrator: Signe Kjær. Sider: 40. Pris: 150 kroner Forlag: Politikens Forlag