Livet på landet: Når der ikke er noget vand, må man nøjes med sprut

Marc Reugebrinks »Salt« er en sprudlende velfortalt roman om grimme tørstende mennesker i en grim tørstende provins.

Marc Reugebrinks »Salt« er en roman uden helte og sejrherrer. Et kulsort skrift, der handler om, at det, vi tror holder sammen på det hele – autoriteterne, insitutionerne, fællesskabet, Gud – slet ikke holder sammen på noget som helst. Ikke, når først det virkelig brænder på. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michiel Hendryckx Michiel Hendry

Det sker under eftermiddagsteen, hjemme hos baron Jacob Unico Wilhelm van Rüdersdorf Helmstadt og hans hustru, baronesse Agnes Christina Helmstadt van Uitganck, et sted i den hollandske provins engang i slutningen af 1800-tallet, et sted i hollandske Marc Reugebrinks onde roman »Salt«.

En ven af huset, Julius Vrijmoedt, er til stede. De taler om det vand, der drikkes på godset og i den omkringliggende landsby, vandet fra voldgraven, og har du nogensinde tænkt over, hvad der befinder sig i det vand, Wilhelm, spørger Julius, og det har baronen ikke nogensinde tænkt over. Og Julius forklarer, at baronens og baronessens eget vandkloset ledes ud i denne voldgrav, at indholdet af alle egnens latriner også flyder rundt i det flydende, og det samme gør sæben fra vaskepladsen og den lud, som Archibald Hermsen bruger i sit lille møbelværksted ...

»Det er ham, baron van Rüdersdorf Helmstadt, selveste herredsfogeden, ham, der er ansvarlig for egnens styre, og som ejer jorder og skove i øst og vest og syd og nord, det er ham, og kun ham, der er den skyldige.«


Og det har allerede fået forfærdelige følger, fortæller Julius videre. Han taler om mavekramper og dysenteri, om opkastninger og diarré, om radmagre børn, der vokser op i fugtige boliger, om gravide kvinder, der føder flere måneder for tidligt, og hvis afkom viser sig at være blodige skabninger uden menneskelige kendetegn og om alle mulige andre forfærdeligheder. Og han siger, at den stedlige befolknings sløvhed sandsynligvis er forbundet med et overforbrug af alkohol, som mange tyer til for at slukke den tørst, der altså ikke kan slukkes med rent vand.

Uvidende bæster

Tak skæbne. Baronen og baronessen er forståeligt nok rystede over det oplyste. Eftermiddagsteen bliver et vendepunkt på det grimme slot i den grimme lille by, hvor de almindelige, provinsgrimme mennesker sidder og drikker sig i hegnet ved det runde egetræsbord i den grimme beværtning De Burggraaf. De er nogle uvidende bæster, de mennesker, de har aldrig set havet, nogle af dem tror endda, at det er det rene opspind, det med det hav, og det er blandt dem, baronen finder dem, der nu – beslutter han – skal grave efter det rene, friske vand, det er blevet hans livsmål at finde. Og de får gode penge for det, menneskene, og til sidst er der huller over alt, men der kommer ikke frisk drikkevand. Ikke en dråbe. Til gengæld falder helvedesprædikanten pastor Tols hustru i et hul og tror, hun skal dø, og baronen bliver mere og mere desperat.

»Så snart bunden af et hul blev fugtig og tung, gravede han med sine bare hænder i den sumpede jord, snusede til mudderet på sine fingre, slikkede af og til på det og fortrak ansigtet i en smertelig grimasse. »Salt,« mumlede han så, »salt, salt, alt sammen salt. Scheiße.««

Men der er ingen vej tilbage. Baronessen beslutter, at alt, der nogensinde har været i berøring med det livsfarlige vand, skal bortskaffes – service, glas, håndklæder, hele hendes garderobe – og i mangel af bedre erstatter hun vand med alkohol.

»Små slurke for at få maven til at falde til ro. Et glas vin mod tørsten. En flaske Rheingau midt på dagen og så lige en lille Elsbitter før aftensmaden.« Og til sidst det rene, menneskelige forfald:

»Der i døråbningen, let foroverbøjet, stod baronessen, stod Agnes Christina, helt bar, nøgen, uden tøj, uden sin natskjorte, som hun havde haft på for lidt siden, uden noget som helst, upåklædt, bleg, med bryster, der så ud, som om de vuggede i takt med hendes pibende åndedræt, med brystvorter så store som kagetallerkener og hørgult hår under armene og i skødet, stridt hår, hårdt som børster. På indersiden af låret havde hun en gul-grøn-violet plet, som hun havde fået ved et fald tidligere på ugen.«

Huller overalt

Også landsbyen er ødelagt. Stræder og veje er fulde af dybe huller, et par af de små huse har sammenstyrtede mure, nogle af træerne står helt skæve, og det er ham, baron van Rüdersdorf Helmstadt, selveste herredsfogeden, ham, der er ansvarlig for egnens styre, og som ejer jorder og skove i øst og vest og syd og nord, det er ham, og kun ham, der er den skyldige:

»Han havde ikke fundet vandet, han havde ikke formået at redde sin kone. Der var ikke noget tilbage for ham at gøre.«

Da alt håb synes ude, kommer baronen på den i og for sig gode og konstruktive idé at få bygget et boretårn. Han skriver til et anerkendt firma i Hamburg, og ejeren selv drager stolt afsted for at få lidt afveksling i dagligdagen og bistå den nødstedte adelsmand, og det skulle han nok aldrig have gjort, og hvad skal det hele dog ikke ende med?

»Salt« er en roman uden helte og sejrherrer. Et kulsort skrift, der handler om, at det, vi tror holder sammen på det hele – autoriteterne, insitutionerne, fællesskabet, Gud – slet ikke holder sammen på noget som helst, når først det virkelig brænder på. Mennesket er et elendigt væsen. Dømt til at tabe.

Når »Salt« alligevel er frydefuld læsning, ligger det i de sanseligt sigende detaljer, i de præcise ord, i de lækre sætninger, i det litterære og sproglige mesterskab, simpelthen. Og det er måske pointen: Når alt andet er tabt, står kunsten tilbage. Som vidnesbyrd om det, der var. Og i bedste fald som en ny begyndelse.

Foto: Michiel Hendryckx.

Salt

Forfatter: Marc Reugebrink. Oversætter: Miriam Boolsen. Sider: 150. Pris: 248