Hella Joof har et forslag: Vi bør oprette en sandhedskommission. Så kan alle sexkrænkerne få frit lejde i et år

Mit kulturliv: På baggrund af en række faste spørgsmål forsøger vi at koge en kulturel Maggi-terning på nogle af landets mest markante kulturprofilers tanker om og forbrug af kultur. I denne uge er det forfatter og filminstruktør Hella Joof.

»Et godt råd: Man skal aldrig sige, hvad folk ikke skal gøre. Hjernen har svært ved at høre »ikke«. Man skal altid hellere sige, hvad der er godt at gøre.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold

Hvad er dansk kultur for dig?

»Altså bortset fra H.C. Andersen, Suzanne Brøgger, Inger Christensen, Bournonville, Janteloven, Jellingstenen, PH-lamper, folkebibliotekerne, ved jorden at blive og vores glade grundtvigianisme, så har vi jo en fantastisk og omfangsrig drukkultur med »Sejle op ad åen og skååål«, mens resten af verden ser skrækfascineret til.

Så har danskerne også en særlig ramsaltet humor, som kan være svær for udefrakommende at trænge ind i. Ironi er en særlig dansk dialekt. Den er så internaliseret, at vi ikke længere opdager den. Når jeg åbner et spisekort, siger jeg, »bare jeg ikke skal ha' en kæmpe ribeye og kæmpestort glas vin«, og det betyder det stik modsatte. Vi elsker at smide et »det sagde hun også i går« efter en tvetydig replik. Og derfor er det svært for os, når vi bliver kritiseret for vores sprogbrug eller manglende inklusion eller sexistiske under- og overtoner. Der er en særlig dansk idé om, at »må man nu lige ha' lov at være her« og »må man ha' lov at more sig i åbningstiden?«.«

Hvad er den bedste kulturoplevelse, du har haft for nylig?

»Jeg så »Hamlet« på det kongelige. Esben Smed var i storform. Og vi havde rejst os under fremkaldelserne, men det må man ikke uden mundbind, for det er et siddende arrangement. Og så gør vi det ikke, selv om det er helt gakkelak. Vi skulle jo alligevel rejse os et halvt minut efter for at komme ud af salen.«

Esben Smed er en enestående god Hamlet på Det Kongelige Teater, mener Hella Joof. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilia Therese.

Staklerne på scenen er mine kolleger

Er du nogensinde gået i pausen i forbindelse med en film eller forestilling eller har læst slutningen på en bog først?

»Ja, jeg er gået til dårlig teater. Jeg har altid været flink og ventet til pausen, for staklerne på scenen er mine kolleger, og der er ingen grund til at være ubehagelig. Og det kunne lige så godt være mig selv, der stod deroppe. Jeg har edderrødme været med i meget lort. Når man møder op til læseprøven, tror man jo på det, og så går det tit støt ned ad bakke derfra og ender i en formidabel ydmygelse. Men som en klog skuespillerinde engang sagde: »Man infantiliserer sine kolleger, hvis man bliver under en hel forestilling«.«

Fortæl om det værk, der har dannet dig mest som menneske.

»Min yndlingsbørnebog er »Mio min Mio«. Det var først som voksen, at jeg fandt ud af, at historien blot var en fantasi. Jeg tænkte hele min barndom, at der var et land, hvor man fik sin egen hest og overvandt ridder Kato med jernkloen. Da jeg læste den for min datter, fik jeg tårer i øjnene over, hvor smukt Astrid Lindgren indkapsler et barns ensomhed og forkerthedsfølelse og lader fantasien være en vej ud af mørket.

Som voksen vender jeg altid tilbage til Toni Morrisons »Salomons sang«. Jeg læser den en gang om året og opdager, at mange af de visdomsord, jeg tror er mine egne, stammer derfra. Hun kan skrive om den ulykkelige kærlighed, der fører til sindssyge og død, om den fortvivlende afstand, der kan opstå mellem børn og forældre, og det isnende had i et ægteskab. Og så fik jeg desuden et sprog for det at være sort i verden, som jeg ikke havde, fordi jeg er opvokset i en hvid familie i et hvidt samfund.«

Synes du, at danskerne mangler kulturforståelse og måske endda dannelse?

»Vi mangler helt sikkert dannelse. Og det er både hos høj og lav. Jeg blev beskæmmet, da jeg så gnaveradfærden hos mine landsmænd, samme dag som hendes højhed statsministeren opfordrede os til ikke at hamstre. Et godt råd: Man skal aldrig sige, hvad folk ikke skal gøre. Hjernen har svært ved at høre »ikke«. Man skal altid hellere sige, hvad der er godt at gøre. Det virker på børn og bange borgere med toiletpapirsforsyningsangst. Et andet godt råd, stik mod Machiavelli: Det er bedre at gøre folk trygge end at gøre dem bange. Hellere en tryg, selvstændig befolkning end en flok lammehaler.«

»Jeg fik udslæt af filmen »Betty Blue«. Jeg bryder mig generelt ikke om film med idiotiske liderlige masochistiske kvindekarakterer, som kun findes inde i kvindehadende mandlige instruktørers hoveder.«


Splittet omkring kulturstøtte

Hvorfor tror du, at kulturpolitik er så lavt prioriteret?

»Kunstnere har altid været noget forhutlet rakkerpak. Nogle lurvede gøglere i et cirkus med mølædte dyr. Kunstnere får først høj status, når det går dem godt. Når de begynder at sælge. At sidde på et loftskammer med blodhoste og væggelus er der ikke meget status i. Kultur er lavt prioriteret, fordi det i manges øjne kommer langt nede på behovspyramiden.

Men hvad nytter det at vinde kampen mod corona, hvis vi taber vores sjæl? Hvad nytter det med bedre kræftbehandling, hvis vi bare overlever, men ikke har noget indhold at fylde i vores tilværelse i de 30 år, vi er på pension?

Samtidig er jeg ret splittet omkring kulturstøtte, bare ordet! Altså, hvorfor kalder vi det ikke kulturinvestering, så kunstnere ikke skal føle, at de er på støtten? Og nogle gange i meget revolutionære stunder tænker jeg: drop kulturstøtte i udvalgte grene af kulturen i en periode og se, hvad der vokser op af sig selv. Måske er det netop det, som er skabt ud af en indre nødvendighed, det, som bare må skabes, fordi der er et overtryk inde i nogle kunstnere. Måske er det mere robust og levedygtigt end kommunalt støttet troldeteater.

Vi kunne også gøre investeringer i kunst og kultur skattefrit og få både almindelige mennesker og erhvervslivet til at slås om at investere i kultur og købe kunst til deres hjem og domiciler.«

»Håndbold stiller ikke et følelsesregister og et sprog til rådighed for dig, rammer ikke din sjæl og får ikke dit hjerte til at synge ligesom ballet, musik, billedkunst og teater.«


Bylden skal skæres væk

Kan du pege på en kulturdebat, der har ændret noget?

»Der pågår en debat lige nu, som har med kultur at gøre. Nemlig den måde, vi omgås mænd og kvinder imellem. Og der er ingen, der kan sige sig fri. Der findes sexisme alle vegne. I restaurantkøkkener, på slagterierne, på lærerværelser, på avisredaktioner, på skuespillerskolerne, på kunstakademiet, i modebranchen, på teatre og i filmbranchen, gisp!

Og vi skal have skåret den byld, og den skal tømmes for pus, og selve byldesækken skal trækkes med ud, så der ikke dannes en ny byld, og såret skal hele nedefra. Og det tager noget tid, og vi må væbne os med tålmod og venlighed og tilgivelse, for vi skal ikke starte en krig mellem kønnene. Vi vil fred, og fred involverer alle parter. Og vi skal ikke blive fristet af hævngudinderne, som sweet talker os. For der findes hævngerrige kvinder bag hvert hjørne. Og når de rotter sig sammen, kan de vælte selv de mest progressive mænd for såkaldte krænkelser, som fandt sted for ti år siden …

Peter Frødin (til højre), Martin Brygmann og Hella Joof – sammen kendt som det »Det brune Punktum«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix.

Forslag: Lad os give amnesti i et år. Lad os lave en »Truth Commision«. Så hvis der sidder nogle mænd og sveder og ved, at det er et spørgsmål om tid, før de bliver væltet ned af tinderne og ud af hjørnekontorerne, så kom frem. Fortæl din historie, beret om din brøde. Sig undskyld, soning, tilgivelse, og så kan vi komme videre. Soning er vigtig – den er med til at vise, at man betaler en pris, en bod. Man gør et sonoffer. Det gør det nemmere for ofrene at tilgive. Det er, når man springer soningen over, at sagerne ikke vil gå væk, fordi ingen kan se, at det har omkostninger for gerningsmanden.«

Er der en særlig kunstart, der siger dig absolut ingenting?

»Heavy metal og installationskunst.«

Hvad er det mest overvurderede værk?

»Jeg fik udslæt af filmen »Betty Blue« (1986, instr. Jean-Jacques Beineix, red.) Jeg bryder mig generelt ikke om film med idiotiske liderlige masochistiske kvindekarakterer, som kun findes inde i kvindehadende mandlige instruktørers hoveder. De kunne med fordel gå i terapi. Instruktørerne altså.«

Hella Joof så gerne Anja Andersen som sportsminister. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Anja Andersen som sportsminister

Færdiggør sætningen: Hvis jeg var kulturminister, ville jeg…

»Være på kulturens side. Brænde min partibog og alene kæmpe for kulturen. Få erhvervslivet på banen. Indkalde kulturens folk og tale dem/os op. Ikke mere piveri og indbyrdes kiv om bevillinger. Vi er alle i samme lille båd, der gynger. På samme hold. Opfordre til at tænke nye måder at finansiere på. Tænke i partnerskaber. Tage mit lyssværd med over i Finansministeriet og afbrænde noget røgelse og holde en flammende tale, true med at strippe, hvis ikke pengedrengene ryster op med nogle slanter. Det er jo trods alt vores egne penge.«

Hvad er den største myte eller løgn, vi fortæller om vores kulturliv?

»At håndbold er lige så meget kultur som ballet. Der er intet galt med håndbold, jeg har spillet meget håndbold iført forskellige grimme trøjer i grimme haller gennem min barndom og ungdom. Men håndbold stiller ikke et følelsesregister og et sprog til rådighed for dig, rammer ikke din sjæl og får ikke dit hjerte til at synge ligesom ballet, musik, billedkunst og teater. En håndboldkamp fra 1967 er forsvundet, den er væk. Håndbold og ballet er ikke af samme slags. Hvis det er opfattelsen på bjerget, må vi øjeblikkeligt se at få kløvet Kulturministeriet i minimum to. Et Kunstministerium og et Kulturministerium, ja og gerne for mig et Sportsministerium. Anja Andersen som sportsminister!«