Hans hustru døde af kræft. Så begyndte han at tvivle på Gud

C.S. Lewis' »En sorgens dagbog« er skrevet som et (næsten) uredigeret, umiddelbart øjebliksbillede af sorgens ansigt.

Debra Winger som Helen Joy Davidman og Anthony Hopkins som C.S. Lewis i Richard Attenboroughs film »Shadowlands« fra 1993. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ronald Grant Archive/Mary Evan

At døden er et livsvilkår, og at vi før eller siden kommer til at miste et menneske (eller flere), der står os nær, er en kendsgerning så ubarmhjertig, at vi helst ikke ser den i øjnene, før den står og stirrer på os. Uforberedte og lamslåede føler vi os snigløbet af virkeligheden, og sorgen over, at den, vi elskede, ikke længere er iblandt os, kan komme til at slå os ud af kurs og få os til at tvivle på det, vi tror på, om det så er Gud, Gandhi, Gammelsmølf eller os selv.

Da man normalt ikke indbydes i sorggruppe ved »almindelige« dødsfald, anbefales det at tage imod den udstrakte hånd, som erfarne forfattere udi død, tab og sorg rækker én. Det kunne være Joan Didions usentimentale bøger om hhv. hendes mands og hendes datters død, »Et år med magisk tænkning« og »Blå timer«, eller Naja Marie Aidts på flere planer uafrystelige »Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage« om hendes søns død.

Man kan også med god gavn læse den britiske forfatter og filolog C.S. Lewis' korte og umådeligt fine »En sorgens dagbog«, som netop er blevet genudgivet af det lille kristne forlag ProRex. Her inviterer han læseren med ind i den sorgbearbejdelse og midlertidige tvivlen på sin gud, som han gennemlevede i tiden efter at have mistet sin hustru, og man behøver ikke være troende for her at finde en ligesindet, en trøstende hånd, en litterær sorgterapeutisk støtte.

C.S. Lewis, der nok er mest kendt for sine Narnia-bøger, men derudover skrev en lang række værker inden for forskellige genrer, mistede i 1960 sin hustru, den amerikanske forfatter Helen Joy Davidman. De havde blot været gift i fire år, da hun, mor til to små drenge fra et tidligere ægteskab, døde af kræft. Deres i første omgang professionelle forhold havde udviklet sig til stor kærlighed, og C.S Lewis skriver om hende, at »hun var min datter og min mor, min elev og min lærer, min undersåt og min hersker, og i summen af alle disse identiteter var hun min trofaste kammerat, ven, skibsfælle og medsoldat«.

Mindet om hende er imidlertid en svær og foranderlig størrelse. Allerede »mindre end en måned efter hendes død mærker jeg begyndelsen på en langsom, snigende proces, der vil gøre den H., jeg tænker på, mere og mere til et produkt af min egen fantasi«.

»Har man selv mistet, føler man sig set og hørt og holdt i hånden af Lewis.«


Hans sind grupperer og udvælger ordene, udtrykkene, handlingerne, latteren, alt det, han ved og husker om hende, så hendes virkelige form udviskes. Han harcelerer derfor over flosklen, at den døde altid vil leve i ens erindring. Hun vil netop ikke leve, det vil mindet derimod, og at elske mindet står for ham som noget nær incest.

Mens mindet forandrer sig, er tabet til gengæld en tilbagevendende smerte. Han føler sig ført bag lyset, fordi han troede, at smerten ville fortage sig med tiden, men eftersom der findes mange former for smerte, og han først opdager dem én efter én hen ad vejen, bliver han ved med at føle et (nyt) tab, bliver ved med at miste.

Har man selv mistet, føler man sig set og hørt og holdt i hånden af C. S. Lewis. Med selv de mest banale betragtninger – og de er der, de skal være der – rammer han sorgen, forladthedsfølelsen og meningsløsheden ind. Selv vreden mod den udefrakommende kraft, der i ens mistrøst gøres til den ansvarlige for ens pinsler, i hans tilfælde Gud, er genkendelig, og netop i genkendelsen føler man sig omfavnet.

»En sorgens dagbog« er skrevet som et (næsten) uredigeret, umiddelbart øjebliksbillede af sorgens ansigt, og derfor virker det så meget desto stærkere. C.S. Lewis nedfældede sine tanker i fire kladdehæfter i månederne efter hustruens død som en slags sorgbearbejdelse, og her så mange år efter er de stadig sanseligt nærværende og nutidige.

Så tak til forlaget for at genudgive bogen i Helge Hoffmanns nænsomme oversættelse, hvor C.S. Lewis' billedrige og lettilgængelige sprog gengives med udtryk som bl.a. »hik fra min underbevidsthed« og »nu må jeg ikke tænke mig for langt af led«. Og tak til C.S. Lewis for at dele sin sorg og dermed forberede os andre på den ubarmhjertige kendsgerning, at døden er et livsvilkår.

Bogens omslag. Fold sammen
Læs mere
Foto: ProRex.

»En sorgens dagbog«

Forfatter: C.S. Lewis. Oversætter: Helge Hoffmann. Sider: 94. Pris: 130 kr. Forlag: ProRex.