Ligesom at smukt slebne smykkesten er resultatet af en dygtig håndværkers tålmodige arbejde med naturens forunderlige råmateriale, således funkler Anne-Cathrine Riebnitzskys nye roman, »Smaragdsliberen«, som en fornem højkarats litterær juvel. Med spidset pen og skarp prosa udkrystalliserer hun lidt af livsens råstof til magisk pragmatisk og poetisk litteratur om døden, livet, troen og tidens trusler. Det er både enkelt og stort.
Riebtnitzsky kan noget, som få er forundt, når hun med oftest helt korte og stiliserede sætninger bygger en scene eller et univers op. Selv om sproget er skåret ned til det mest nødvendige for at beskrive et optrin, et fænomen eller en figur, bliver det samlede udtryk frodigt og alt andet end minimalistisk. Samtidig evner forfatteren at trække den vide verden og store universelle spørgsmål ned i en relativt kort roman, så dansk litteratur samlet set bliver vægtigere, og den enkelte læser får større udsyn. Det er formfuldendt som nøjsomt slebne glasklare sten.
I »Smaragdsliberen« arbejder den aldrende jødiske ædelstenssliber Pierre Levy med at forvandle en sjælden colombiansk smaragd, som hans arbejdsgiver i mange år har gemt i sin kælderboks. På værkstedet, der ligger i den lille tyske by Idar-Oberstein, bliver stenens struktur nøje gransket, inden arbejdet går i gang, og slibemetoden bliver diskuteret. I en ægte smaragd er der indeslutninger, små røragtige kanaler, sprækker og gasbobler, som kaldes dens jardin (have), dens urtehave, og i denne helt særlige grønne sten udgør disse naturens værdifulde aftryk en form for hjerte, som Pierre skal passe på ikke at skade.
Hans eget hjerte har for nylig spillet ham et puds og for en stund sendt ham over i det hinsides. Han har haft en nærdødsoplevelse, som har fjernet hans frygt for døden – faktisk ville han hellere være blevet i dette behagelige lys, hvor også hans for længst afdøde hustru befandt sig – og han er fortrolig med, at han lever på lånt tid.
Hans største bekymring er datteren Zara, der er kunsthistoriker, skilt fra sin danske alkoholikermand, bosat i Paris og nu sendt på ekspedition for Unesco til Georgien. Her skal hun kortlægge nogle gamle hulemalerier i bjergene på grænsen til Aserbajdsjan. Det er ikke nogen ufarlig rejse, og Riebnitzsky får med enkle sproglige virkemidler denne del af historien til at sitre af spænding.
I Paris bor også Pierres barndomsven fra Nazareth, Youssef, som han jævnligt mødes med på en stamcafé, hvor de spiller skak. De er et umage par, en gammel tynd jøde og en lige så gammel tyk muslim, men deres venskab rækker tilbage til dengang, hvor de var for unge til at bekymre sig om trosforskelle. De tror begge først og fremmest på mennesket.
Youssef er guldsmed og naturligt interesseret i den sjældne smaragd, som Pierre arbejder med, men det, der optager ham mest, er et af børnebørnenes stigende radikalisering og den retning, som verden er på vej imod. Youssef og Pierre mærker på hver deres måde, hvordan omgivelsernes blik på dem er afhængig af udefrakommende begivenheder og uafhængig af hvem, de er som personer.
Mens den fine smaragd langsomt slibes til, skærpes de religiøse spændinger i blandt andet Paris og i grænselandet til Aserbajdsjan. Paris rammes af terror, Zara af voldsomme begivenheder i de svært tilgængelige klippehuler, og inden Pierre rammes af endnu et hjerteanfald, bliver både hans ven og verden forskånet for endnu en tragedie.
»Smaragdsliberen« er i al sin enkelthed en allegorisk roman om døden og livet, naturens råstoffer og menneskers forråelse, men også om venskab og visdom og verdens vidundere. Ligesom at lys – og måske også livsgnister og dødens strålekrans - gnistrer om kap i de ædelstene, der under en dygtig slibers hænder og håndværk bliver formet fra rå og uberørte naturfænomener til små funklende mirakler, er Riebnitzskys fjerde roman en sjælden smykkesten, man skal skynde sig at forkæle sin bevidsthed med, inden tilværelsens mere eller mindre hvasse klinger sliber én ud af det store spil.
Smaragdsliberen.
Forfatter: Anne-Cathrine Riebnitzsky. Sider: 328. Pris: 300 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.