Fem stjerner til ny Knausgård: Flere steder endnu mere læsværdig end »Min kamp«

»I kyklopernes land« er en samling af Karl Ove Knausgårds tekster fra de seneste ti år. Den er et forbilledligt bidrag til en skandinavisk kunst- og kulturdebat, der savner seriøsitet, ærlighed og mod, mener anmelder Mette Leonard Høeg.

Anmelder Mette Leonard Høeg giver fem stjerner til Karl Ove Knausgårds »I klyklopernes land«. Men ved siden af de værdifulde indsigter og skarpe analyser løber også en pinefuld og udpræget knausgårdsk usikkerhed og forfængelighed, mener hun. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Wågström/PR

»I kyklopernes land« er essayisme med selvbiografiske strenge. Samlingen af tekster af Karl Ove Knausgård fra de seneste ti år fremstår som en slags spejlvending af forfatterens famøse selvbiografiske seksbindsværk, idet forholdet mellem det partikulært personlige og det universelle er vendt om. Hvor essayismen i »Min kamp« var central, men ofte fulgte den personlige historie som et akavet og kedeligt vedhæng, virker det pinagtigt hverdagslige i essaysamlingen effektivt som en indgang til sjældent medrivende kunstanalyse og refleksion over helt fundamentale spørgsmål om eksistens og kunst. »I kyklopernes land« er både fyldig og fokuseret og flere steder endnu mere læseværdig end »Min kamp«.

Samlingen består af tekster, der med en enkelt undtagelse allerede er blevet publiceret i tidskrifter, aviser og udstillingskataloger mellem 2009 og 2018. De vidner om forfatterens forkærlighed for maleriet og fotografiet og inddrager kunstnere som Edvard Munch, Kitty Kielland, Anna Bjerger og David Hockney og fotografen Stephen Gill. De viser også tydeligt Knausgårds hang til den vestlige litterære kanon og præference for modernisme og avantgardelitteratur og kontroversielle litterære og filosofiske skikkelser som Peter Handke, Michel Houellebecq, Nabokov og Heidegger. Desuden rummer samlingen rejseessays, et om et roadtrip i vikingernes fodspor i Nordamerika, som måske er samlingens bedste, og et om en tur til Albanien for at overvære en hjerneoperation. Tidsmæssigt griber teksterne bredt og glider kontinuerligt fra den græske oldtid og Homer over norsk 80er- og 90er-litteratur og videre frem til samtidskunst og tilbage igen.

Teksterne forbindes af en række genkommende fokuspunkter. Fremtrædende her er forfatterens indædte modvilje mod den i dag udbredte opfattelse, at kunst og litteratur bør være moralsk »god« – stærkest udtrykt i det stålsatte og herligt syrlige essay om den nye svenske puritanisme, som samlingen tager sin titel fra, og som vakte stor debat ved sin udgivelse i 2015 i svenske Dagens Nyheter. Knausgård insisterer på litteraturen som et unyttigt og grænseløst rum, der må være fritaget for forventningerne om moralsk ordentlighed. »Jeg er ikke imod det rigtige, men jeg insisterer på retten til at sige at også det der ikke er rigtigt findes.«

Forbilledligt bidrag til kulturdebatten

Dertil står begrebet om selvløshed centralt i samlingen. Hovedtemaet for samlingen er betydningsdannelse i kunsten og kunstens værdi og effekt for forfatteren, individet og samfundet. Kunstnerisk kvalitet bestemmes flere gange som en opløsning af forestillingen om selvet hos både afsenderen og modtageren, for eksempel: »Det mærkelige ved at skrive er at det særegne ligesom slipper grebet, at det som normalt samler jeget, i forestillingen om os selv, opløses (…) Det samme sker når man læser, ens eget jeg slipper grebet idet man følger teksten længere ind, og en tid underordner sig et andet slags jeg.«

»Hovedtemaet for samlingen er betydningsdannelse i kunsten og kunstens værdi og effekt for forfatteren, individet og samfundet.«


Teksterne samles desuden af et skarpt blik for det betydningsskabende potentiale i modsætninger og uafgørlighed. Udgangspunktet for analyserne af specifikke kunst- og litterære værker er oppositioner, dikotomier og spændingsforhold, mellem det partikulære og det universelle, mellem teori og livserfaring, mellem den horisontale og den vertikale opfattelse af tid, mellem virkeligheden og forestillingen om virkeligheden, mellem det teknologiske og det menneskelige, mellem det unikke og det almene.

Ved siden af de værdifulde indsigter og skarpe analyser løber også en pinefuld og udpræget knausgårdsk usikkerhed og forfængelighed. Samlingen er svær at omfavne uforbeholdent, for den er således også præget af selvhøjtidelighed og prætention. Knausgård er ofte mærkeligt studentikos. Hans referencer og synspunkter indikerer af og til en fastlåsthed i det norske universitets- og litterære miljø i 80erne. Opfattelserne af kunsthistoriske kategorier og perioder er lidt for rigide. Og teoretiseringen mangler af og til raffinement og nuancering. Det mærkes stærkest i det ikke særligt gode afslutningsessay om det norske litterære magasin Vagant, som forfatteren har en helt overdreven respekt for. Dette og et tidligt fodbold-essay fra 2009 med den kiksede titel »Djævlen går i gummistøvler« samt den lidt vamle festtale til Laurie Anderson kunne med fordel være udeladt af samlingen.

Ikke desto mindre repræsenterer samlingen med sin anti-relativisme og opposition til postmodernisme, sin seriøse og passionerede tilgang til kunst og kultur og sin umoderne autoritative tone en værdifuld refleksion over og diskussion af vigtige spørgsmål om kunstnerisk kvalitet, æstetik og værdi. »I kyklopernes land« er et forbilledligt bidrag til en skandinavisk kunst- og kulturdebat, der savner seriøsitet, ærlighed og mod.

I kyklopernes land

Forfatter: Karl Ove Knausgård. Sider: 462. Oversat af: Sara Koch. Forlag: Lindhardt & Ringhof. Pris: 349,95 kroner.