Fem stjerner til ridderromanen, du aldrig har læst

»Tirant lo Blanc« er klassikeren om den idealistiske ridders kamp mod koranfolk og krævende madonnaer og foreligger om lidt for første gang på dansk.

i 2006 blev »Tirant lo Blanc« til en film af spanske Vicente Aranda. Den blev filminstruktørens dyreste, men fik ikke helt den begejstrede modtagelse, man havde håbet på.  Fold sammen
Læs mere
Foto: DEAPLANETA PC / Album

Konstantinopel under korstogene for 700 år siden. En hvid ridder ser tilbage på somre i kongers sold og vintre i muslimers vold.

Han har optrådt i den ene turnering efter den anden og vundet halve kejserriger. Han har sejret sig vej til velstand og flotte former og fået ry som en af historiens store både her og der.

Men når han må lægge sig »med voldsomme smerter i siden« som en anden Jesus og lidt uventet mærke den første kulde brede sig – hvad er der da andre belønninger end tanken om den eneste ene?

»Tirant lo Blanc«, med udgivelsesåret 1490, hører til Spaniens største ridderromaner og største hemmeligheder: Selv om den katalanske klassiker har godt et halvt årtusinde på bagen, er oversættelsen ved forbilledlige Ole Dalgaard med »Oscar K.« som pseudonym den første på dansk nogensinde.

Denne udgave fra 1511 af »Tirant lo Blanc« findes på nationalbiblioteket i Madrid.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Album / Oronoz.

Oversættelsen udkommer 12. marts. Romanens forfatter hed Joanot Martorell og er gået over i historien som den skrivende ridder og en af fadderne til det katalanske sprog. Han følger ridderen Tirant lo Blanc eller »Tirant den hvide« fra eventyrene i barndommens Bretagne til de modne år med korstog mod islam og udsigt til både prinsessen og kongeriget

Tonen ligger langt fra det høviske og let distancerede i andre af tidens romaner. Selv kvinderne er som regel de udfarende i erotiske eskapader og »for det meste gerrige af natur«. Og bestemte strømninger i de varme lande fylder ham med afsky og en udtalt mangel på tålmodighed – for »hvad gavner maureren hans hjerne, hvis han ikke indser sin fejltagelse.«

Forbilleder og efterligninger

Værket giver Miguel de Cervantes den glimrende idé til klassikeren »Don Quijote« godt et århundrede senere. Spaniernes største forfatter kalder Joanots roman for »den bedste bog i verden« og udformer sin egen ridder med Joanots hovedperson som forbillede. Når mange i dag insisterer på berømte Cervantes som faderen til den europæiske roman, ligner det altså en sandhed med modifikationer – for han har ideen et sted fra.

Joanot Martorell er så heller ikke selv begyndt fra bunden. Forfatteren kender for eksempel den tre århundreder ældre og delvis realistiske »Sangen om min Cid« i genren med det Skipper Skræk-lignende navn epopeya. Han kender også til filosoffen Ramon Llull ovre på Mallorca og lader især sin berejste superhelt være inspireret af mallorcanerens meget læste manual i moderne ridderlighed fra 1270erne.

Danskere med kærlighed til riddere fra Den Iberiske Halvø kan under alle omstændigheder kaste sig over jagtelskeren Garci Rodríguez de Montalvos helt samtidige »Amadis fra Gaula« i en nyligt udkommet oversættelse på forlaget Tryk16 og tjekke de to værker ud for gensidig inspiration.

Stadig ikke tilfreds? Virker historien stadig bekendt fra andre sider? Ridderens sejre over både sultaner og sortøjede kvinder har rent faktisk tråde til en af Europas mest grundlæggende fortællinger: Joanot er vild med legenderne om den hellige gral og omtaler sagnets farverige skikkelser mindst en håndfuld gange undervejs.

Han beretter for eksempel om den skønne dronning Morgana og hendes overraskende fund af en bortkommet bror nede hos kejseren af Konstantinopel med truslerne østfra. Og han fortæller helt forelsket om ingen ringere end hovedmanden, kong Arthur himself – endda så man i Oscar K.s loyale oversættelse næsten kan høre ham snappe efter vejret af begejstring:

»Den berømte kong Arthur, der var herre over det lille og det store Britannien, og som grundlagde og indstiftede det blomstrende og prægtige Runde Bord, hvor så mange ædelmodige og dydige riddere tog plads, ædle mænd, der havde vist storsind og gjorde sig fortjent til ære og værdighed, og som var modstandere af enhver form for bedrag, falskhed og ondskab.«

Hvis man er bidt af en gal gralsridder, ligner »Tirant lo Blanc« kort sagt forårets pligtlæsning. Fortællingen står som et lidt glemt træ i den vildtvoksende skov af tidlig litteratur om ædle kong Arthur og hans hof. Joanot holder til overflod sin læser opdateret med alt nyt på feltet og kender herunder kollegaen Chrétien de Troyes’ opfindelse af Lancelot med den lidt for kække personlighed.

Fra det virkelige liv

Men bogen trækker ikke kun på et spansk folkeeventyr, på en mystiker fra dejlige Mallorca og på legenderne om kong Arthur og hans ædle riddere.

Et fjerde afsæt har været vigtigere end de tre andre tilsammen: Joanots hovedperson lægger sig tæt op ad navnkundige Roger de Flor med det vanvittige liv. Typen er ganske enkelt et litterært bud på Italiens mest kendte sørøver og dermed inspireret af virkelige hændelser.

Virkelighedens varmblodige eventyrer fra 1200-tallets slutning sættes på Tempelriddernes frygtede galejer allerede som dreng og overtager hurtigt kommandoen selv. Manden må så alligevel flygte til Genova efter mistanker om illoyalitet og lever nogle år som succesfuld pirat og snart efter som søofficer på fast løn ved sicilianeren Frederik IIs hof.

Kapere på Rogers tid – og dermed i Tirant lo Blancs epoke – har ikke lignet hippierne fra »Pirates of the Caribbean« ret meget: De har ifølge nyere undersøgelser haft færdigheder som vor tids professorer med store mængder af paratviden og evne til kølhaling på indtil flere sprog. Så tidens største vendekåbe med hæren på 6.500 effektive »almogavarer« bag sig bliver hurtigt for kostbar til kongens budget og må se sig om efter en ny og måske ligefrem indbringende krig.

Hans næste station bliver en konflikt længere sydpå. Den skal få ekkoer helt frem til vore dage. Og den skal blive hans sidste.

Det Byzantinske Rige med Konstantinopel som hovedstad er alvorlig trængt af en muslimsk styrke ved navn Rumsultanatet ude fra Anatoliens sletter. Kejseren i det nuværende Istanbul ser Rogers lejesoldater som eneste udvej og lader den erfarne ridder gifte sig ind i familien og endda udnævne til megas doux med ansvar for rigets flåde.

Det Byzantinske Rige med Konstantinopel som hovedstad er alvorlig trængt af en muslimsk styrke ved navn Rumsultanatet ude fra Anatoliens sletter. Her er nutidens Konstantinopel, Istanbul, med Hagia Sophia ved daggry. Fold sammen
Læs mere
Foto: SEDAT SUNA.

Udfaldene i de næste måneder går for så vidt ganske glimrende og fører rent faktisk til muslimernes fortrængning østover og dermed til en foreløbig fred om Hagia Sophias mure. Men chefen selv falder i unåde. Slibrige rygter lader ham tjene sine egne interesser. Roger de Flor stikker krigsbytte til side og pønser på en fremtid med sig selv som herre over de erobrede områder. Og han må ovenikøbet se sine lejesoldaters løn blive tilbageholdt og truer derfor Konstantinopel med selvsamme hær.

Han bliver offer for et komplot med kejserens egen søn som arrangør og falder i april 1305 for en snigmorders hånd langt væk hjemmefra. Styrkerne uden deres daglige leder går hurtigt grassat i tilfældige overgreb og plyndringer – alt imens muslimerne lige så stille kommer til kræfter og får erobret Konstantiopel halvandet hundrede år senere.

Alt for få bøger er egentlig skrevet om den rigtige Roger de Flors tilværelse. Men vi danskere har da fået »Tirant lo Blanc« i en fornemt oversat og kommenteret udgave. Bogen ligner en biografi med de værste skarnstreger malet kønnere op og ekstra boller på suppen generelt.

For den holder sig langt hen ad vejen tæt på kaperens skæbne og bøjer så af i sidste øjeblik. Tirant selv lider noget så udramatisk som strådøden og kan fra sin himmel se hele byen og til sidst den halve verden sørge over tabet: Et kapitel hedder for eksempel »Hvordan prinsessen brød ud i klage over Tirants afsjælede legeme« og går satirisk nok over i kapitlet »Hvordan prinsessen endnu en gang brød ud i klage over Tirants lig.«

Kald det revisionisme. Kald det forsøg på genopretning af en alt for trist historie. Kald det eftertidens lille drøm om riddere med runde borde og en snorlige rygrad. Oscar K. og forlaget Jensen & Dalgaard fortjener i hvert fald godt fyldte graler for besværet med en dansk premiere ud over det sædvanlige.

Tirant lo Blanc

Forfatter: Joanot Martorell. Oversat og kommenteret af Oscar K. Forord af Rigmor Kappel Schmidt. Sider: 1.210 over tre bind. Forlag: Jensen & Dalgaard. Pris: 500 kroner. Udkommer 12. marts.