Kong Arthur er lige så blank som sit sværd

Guy Ritchies film om den engelske sagnkonge er præcis så stakåndet og overfladisk som forventet. Men megaslangen, kæmpeelefanterne og de øvrige computereffekter er forrygende.

Foto: Pr-foto.

Kong Arthur førte ikke bare an i kampen mod saxerne sidst i det femte århundrede, men sloges også mod ondskaben selv og alskens uhyrer.

Der findes ikke nogen kanoniseret udgave af Arthur-myten, der er blevet fortalt vidt og bredt og på vidt forskellige måder. Men i Geoffrey of Monmouths farverige version i »Historia regum Brittaniae« fra 1100-tallet optræder troldmanden Merlin, sværdet Excalibur og meget andet, de fleste i dag forbinder med Arthur.

Og noget ved universet bliver ved med at fascinere. Legenden er i hvert fald blevet dramatiseret et utal af gange, og nu giver britiske Guy Ritchie også sit bud. Lidt overraskende, da han hidtil har gjort sig i moderne drengerøvet action. Og det bærer hans fortolkning også præg af. Hvilket ikke er ment som en kompliment.

Men lige et rids af handlingen i Ritchies »Kong Arthur«, hvor Arthur som dreng ser sin far, Kong Uther, blive myrdet af hans bror Vortigern. Arthur flygter og lever i skjul blandt samfundets nederste. Men da han bliver voksen, skal han som alle andre mænd forsøge at trække det mystiske sværd Excalibur op af stenen, hvor det har siddet i årevis.

Kong Vortigern er nemlig interesseret i at finde den retmæssige ejer og enten alliere sig med ham eller slå ham ihjel. Hvad der nu bedst tjener hans betændte og troldomsdrevne drøm om total kontrol over riget.

Da Arthur trækker Excalibur op af stenen, bindes han med ét til sin skæbne, men går kun modstræbende ind i kampen mod Vortigern og får hjælp af en broget flok mænd, der siden skal blive Ridderne af det runde bord.

Ritchie har forsøgt at fortælle historien på en på samme tid episk, actionmættet og flot facon. Det sidste lykkes. De computergenererede gigantelefanter, rotterne i menneskestørrelse, kæmpeslangen og alle de andre overnaturlige elementer er forrygende godt lavet, ja, faktisk bedre end dem i Peter Jacksons »The Lord of the Rings«-trilogi.

Teknologien er simpelthen blevet mere avanceret, og det nyder »King Arthur« godt af. Mens Jacksons »The Lord of The Rings«-forlæg til gengæld nød godt af inspirationen fra netop legenden om Arthur.

I Jude Law, der spiller Vortigern, har »Kong Arthur« også en solid skuespiller og det samme i Astrid Bergés-Frisbey, der er både urovækkende og fascinerende som en troldkvinde, der bruger det onde i det godes tjeneste.

Men Guy Ritchie er og bliver en smart i en fart-instruktør, og i det høje tempo ryger karaktertegninger og indlevelse. Det ene optrin følger det andet, uden at jeg rigtig føler noget. Heller ikke ved at se på Charlie Hunnam, der spiller Arthur på en sært blank måde.

Han ligner mest en bøffet udgave af Kasper Schmeichel og savner, præcis som sværdet, udstråling. For Jackson lykkedes det at give Ringen en særlig aura, men her er Excalibur blot et sværd, jeg forstår er noget særligt, men ikke føler er det.

Når det er sagt, er der sugende flotte scenerier i »Kong Arthur«. Som kampene mod den inkarnation af ondskaben, Vortigern bliver til efter af have ydet et af sine frygtelige ofre for at opnå større styrke: En tre meter høj ridder med tunger af sort røg omkring sig. Et uforglemmeligt syn, ligesom det blækspruttelignende uhyre under Vortigerns slot.

Nogen dybde får Ritchie nu ikke indgydt i de her vilde udvendigheder. Men som fantasy-spektakel er »Kong Arthur« fascinerende. På sin egen popcornpoppede måde.

Kong Arthur. Instruktør: Guy Ritchie. Medvirkende: Charlie Hunnam, Jude Law. Premiere i hele landet.