Et underholdende men fejlfuldt opgør med myten om det egoistiske menneske

To norske forfattere har forlæst sig på evolutionsteori og drager nogle forhastede og forkerte konklusioner i denne bog om mennesketyper.

Bent Meier Sørensen er professor ved CBS. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarke MacCarthy

Det er altid godt at have en fjende, når man skal skrive en bog. Hovedfjenden i denne bog er Homo Economicus: Forestillingen om at mennesket er et koldt beregnende og selvisk individ, hvis eneste formål i tilværelsen er at rage så meget til sig som muligt. Sådanne karakterer findes skam, og man opdager med det samme, hvis man har fået sådan en til bords. Så ved man, at det vil blive en lang aften med endeløse tirader om huspriser, nabostridigheder og forbigåede forfremmelser.

Bogens sympatiske formål er at give naturvidenskabelige argumenter imod sådanne bordherrer og for den skandinaviske velfærdsmodel. Til almindelig advarsel mener forfatterne at vide, at særligt én faggruppe opfører sig som Homo Economicus: økonomerne selv.

Det er den første af bogens mange forhastede konklusioner. Faktisk er den mest ætsende kritik af Homo Economicus kommet fra netop økonomer, der peger på, at vores fornuft og adgang til information om alternative valgmuligheder er stærkt begrænset. Desuden vil vi allesammen gerne gøre et godt indtryk på vores borddame, så vi lærer os selv samfundssind, og at man skal tage vare på dem, som ikke selv kan tage vare på sig. Grådighed er, uden for Danske Banks bestyrelseslokale, hvor der netop nu er lønfest, stadigvæk en last.

Forkerte konklusioner

Det lader til at undre Harsvik og Skjerve. De har forlæst sig på evolutionsteori, og ser et paradoks i, at egoistiske, overlevelsesorienterede gener kan resultere i deres egen modsætning, Homo Solidaricus, en mennesketype, der ifølge forfatterne ikke mindst befolker Norden.

»Det er bogens mest fundamentale fejltagelse. Kultur og religion er netop de ressourcer, der får os til at prøve at begrænse vores egoisme og kortsynethed.«


For at vise, at biologien faktisk frembringer ret flinke individer, skal læseren så igennem et kæmpe batteri af eksempler på dyr, som hjælper hinanden, ofte på tværs af artsskel. Det er oplysende og underholdende, men konklusionen er desværre forkert. Nok er samvittighed, empati og indlevelse evolutionært udviklede egenskaber, men vi bruger dem jo ikke, som forfatterne hævder, uafhængigt af »kulturen og religionen«.

Det er bogens mest fundamentale fejltagelse. Kultur og religion er netop de ressourcer, der får os til at prøve at begrænse vores egoisme og kortsynethed. At tro, at vores gener skulle kunne klare alt dette for os, kaldes biologisme. Den lider af den skavank, at den er forkert, uanset at biologien selvfølgelig former os langt henad vejen. Men samfund overlever kun, hvis vi efterlever gældende normer og vaner – også kaldet kultur og religion – og netop ikke blindt underkaster os vores umiddelbare biologi.

Dette faktum afskriver Harsvik og Skjerve uden at blinke: Biologien hævdes at være vores største og eneste håb, og det bør løbe en koldt ned ad ryggen, hvis »humaniteten i vores samfund skulle være afhængige af de flygtige indfald, vi møder i politik, kultur eller religion«. Således bliver hundredetusindvis af års kulturhistorie forkastet som flygtige indfald, til fordel for en forestilling om menneskets faste, biologiske natur.

Menneskets natur må ikke undervurderes

Sandt er det, at menneskets natur ikke må undervurderes, ikke mindst fordi dets empati jo primært er rettet mod familie og klan. Det er denne natur, som har været nær ved at udrydde Islands blodfejdeplagede befolkning og som i øvrigt har holdt utallige mennesker i slaveri og elendighed i årtusinder. Det så kun få noget galt i, lige indtil en fattig tømrer hævdede, at vi skulle tilgive vores fjender og gøre godt mod dem, som hader os. Den biologisk usandsynlige, politisk revolutionerende og socialt forargende tanke, at der ikke er forskel på, om man er jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde, brød med kristendommen ind i verden.

Bogens omslag. Fold sammen
Læs mere

En sådan forandring har Harsvik og Skjerve ikke meget begreb om. Jeg vil ikke snyde Dem for bogens analyse af religion: »Også religion er specifikt menneskelig; du får ikke en chimpanse til at aflevere to bananer til en abepræst til gengæld for løftet om ubegrænsede mængder frugt efter døden.« Sådan snubler bogen ofte i egne bananskræller: uanset at menneskenaturen som nævnt var givet i fast form på side 92, finder forfatterne på side 124 ud af, at der faktisk er stor forskel på mennesker i Norge og USA. Norge er jo et meget bedre land: »Mennesket er plastisk. Politik virker«.

Man skal aldrig lade sig berolige af, at tilhængere af inkonsistente verdensbilleder selv er inkonsistente. Men det giver dog håb om, at de flygtige indfald, sådanne verdensbilleder er sammenstykket af, til sidst bøjer sig for de sandheder, mennesket har erfaret, forsvaret og reformeret gennem tusinder af år.

Homo Solidaricus
Forfatter:
Wegard Harsvik og Ingvar Skejerve. Oversættelse: Camilla Christensen. Sider: 179. Pris: 230 kr. Forlag: Forlaget Filo.