3 gennemsnitlige stjerner til krimi, som læseren hurtigt gennemskuer

Boganmeldelse: Der er mange pletskud i Julie Hastrups »Vildskud«. Desværre bliver handlingen hurtigt lidt for gennemskuelig og sproget en tand for pludrende i sommerhuskrimien, som lover mere, end den indløser.

»Julie Hastrup pirker og purrer, men det er, som om hun selv holder sig for næsen og samtidig sprayer historien over med velduftende air freshener,« skriver Merete Reinholdt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Hævntørst er en grim følelse, og i krimien »Vildskud« kratter Julie Hastrup dristigt i den tabubelagte og urmenneskelige kraft, der flammer op i os, hvis og når en anden person gør dem, vi elsker, ondt. I en normal hverdag føler vi os måske nok hævet over øje-for-øje-mentalitet, æresdrab og selvtægt, men i Hastrups ottende bind i serien om drabsefterforskeren Rebekka Holm er påstanden, at ingen kender dagen, før solen er gået ned, og sorgen har lagt sig.

Temaet er interessant om end langtfra nyt i krimilitterær henseende. Hastrup formår imidlertid at stikke et spadestik dybere i det bundfald af ildelugtende følelser, som det moderne menneske har nogenlunde held med at holde skjult for både omverdenen og sig selv i en velfungerende hverdag. Ved at præsentere læseren for en række genkendelige scenarier, hvor helt almindelige og fredsommelige mennesker mister deres elskede på grund af andre menneskers fatale fejltrin, roder hun så meget rundt i sovsen af undertrykte urkræfter, at stanken stiger op gennem siderne og sætter sig i ens næsebor.

Man kan ane hørmen

Lugten fiser imidlertid hurtigt ud og får aldrig rigtigt kvalmen og spændingen til at stige. Hastrup pirker og purrer, men det er, som om hun selv holder sig for næsen og samtidig sprayer historien over med velduftende air freshener. Man kan stadig ane hørmen, men det er under en fernis af parfumeret pænhed, der forhindrer, at man kommer helt ind under huden på bogens figurer.

Det er ærgerligt, for der er virkeligt gode takter og flere pletskud i »Vildskud«. Men handlingen bliver for let og gennemskuelig, og sproget, der ofte er pludrende og lettere klichéfyldt, virker for langtrukkent i ligegyldige passager og for overfladisk der, hvor stanken gemmer sig.

Fire mennesker mødes i en sorggruppe, efter at de hver især har mistet deres kære, fordi andre gjorde dem ondt eller bare ikke var opmærksomme nok. Arkitekten Johannas lille datter er druknet i en svømmepøl under en ferie i Italien, vinduespudseren Arnes 21-årige søn blev overfaldet af to unge mænd med en hammer en nat ved Nørreport i København, den tilbageholdne Lars’ elskede hustru forblødte under en operation, der gik galt, og den eksplosive, unge, kønne Mille overværede sin søster dø under et apoplektisk anfald på grund af slem nøddeallergi en sommeraften på en restaurant på Refshaleøen.

Foto: POLITIKENS FORLAG.

For alle fires vedkommende gælder det, at døden kunne være undgået, hvis andre havde handlet anderledes. Mille sætter hurtigt gang i en ophedet diskussion om hævntørst, og det, der i begyndelsen virker som en verbal ventil ned til de farlige følelser, bliver pludselig noget andet og mere. Først bliver den unge tjener, der ikke tog Milles søsters nøddeallergi seriøst, bortført, og efterhånden kommer andre personer med tilknytning til gruppen ud for mistænkelige ulykker, og flere mister livet.

Drabsefterforsker Rebekka Holm er dygtigere end alle andre politifolk, så hun finder selvfølgelig ud af sagens rette sammenhæng. Det samme gør læseren ret tidligt, og derfor peaker spændingskurven kun i enkelte middelhøje klimakser. »Vildskud« er såmænd udmærket underholdning til en regnvejrsdag i sommerhuset, men den lokker mere, end den indløser.

Vildskud.

Forfatter: Julie Hastrup. Sider: 448. Pris: 300 kr. Forlag: Politikens Forlag.