Én stjerne: Taberne skriver historien om Den kolde Krig

Den tidligere venstrefløjsaktivist Poul Villaume blev professor i historie. Hans nye bog, »Frygtens logik«, fastholder hans gamle holdning om, at USA var hovedansvarlig for Den kolde Krig, og at kommunisterne bare var svage og defensive. Det er unuanceret historieskrivning og svagt forlagsarbejde.

Winston Churchill, Franklin Delano Roosevelt  og Joseph Stalin ved Jalta konferencen i Krim 4. februar 1945. Her blev grundlaget for freden lagt, men også begyndelsen til Den Kolde Krig. I sin nye bog, »Frygtens logik«, giver professor Poul Villaume USA hovedansvaret for Den Kolde Krig. Fold sammen
Læs mere
Foto: STF

Man siger, at sejrherrerne skriver historien. Det er en myte, ihvertfald når det drejer sig om Den Kolde Krig. Under de venstreorienterede årtier efter 1960erne myldrede det ind på universiteterne med unge lærere med holdninger langt ude til venstre. Det var hovedsagelig dem, der skrev vor samtidshistorie.

I sin nye bog om Den Kolde Krig skriver professor Poul Villaume, at han ganske vist blev revet med af maoistiske ideer, men, tilføjer han, det gjorde statsminister Poul Hartling (V) og borgerlige aviser såmænd også. Sandheden er mere dyster. Poul Villaume var pennefører for et maoistisk parti, der agiterede for en revolution og priste maoismen, som hverken Poul Hartling eller borgerlige aviser gjorde.

Det har betydning at nævne Poul Villaumes gamle revolutionære ildhu, for det har konsekvens for hans skriverier nu om Den Kolde Krig. I hans optik kunne denne krig være undgået, hvis USA ikke havde dyrket en krigerisk retorik og oprustet. De kommunistiske lande var nemlig interesseret i fredsaftaler, men USA ville det anderledes. Kommunisterregimerne i Sovjetunionen og Kina var defensive i deres militærstrategier og ville ikke udføre aggressive angreb mod Vesteuropa. I Vesten appellerede man mere til frygten i befolkningerne end til fornuften og overdrev den sovjetiske trussel, skriver Poul Villaume.

Josef Stalin ønskede ifølge Poul Villaume fred og forhandling, men USA førte en krigerisk retorik, og Roosevelt var i lommen på det industrielle våbenlobby, så »konturerne af den militariserede »garnisonsstat« viste sig, skriver Poul Villaume. Han tillægger USA hovedansvaret for, at man fik en kold krig og ikke fred og forsoning. Fold sammen
Læs mere
Foto: NF.

Denne påstand går som en rød tråd gennem hans bog, og hvis pladsen tillod det, kunne jeg citere en lang række tekster fra bogen, som bekræfter det. Selv den overskægsudstyrede massemorder Josef Stalin og hans efterfølger, bondemorderen Nikita Khrusjtjov, var ifølge Poul Villaume stemt for en »fredelig sameksistens« med den vestlige verden, der var udtryk for en »realpolitisk pragmatisme«.

For at få sine vurderinger til at glide ned hos læserne citerer Villaume en lang række historikere, der er udvalgt, så de tilfældigvis er enige med ham selv. Historikere, der er uenige, som for eksempel den borgerlige amerikanske historiker Richard Pipes, nævnes end ikke i hans bog. Det er yderst tvivlsom videnskabelighed. Læserne vil måske spørge, om professor Bent Jensen er nævnt. Jo, i note tre afskrives han som »unuanceret«, og dermed er han ude i koldkrigskulden. Danmark er iøvrigt stort set ikke nævnt i bogen, selv hvor det er oplagt, måske fordi Poul Villaume føler sig hævet over den danske debat.

Poul Villaumes bog, der er første bind af to, afviger ikke væsentligt fra hans doktordisputats fra 1995, ligeledes om Den Kolde Krig. Dengang skrev den daværende chefredaktør for Politiken, Tøger Seidenfaden, i sin anmeldelse, at bogen »virker næsten stædigt unuanceret i sin anti-amerikanisme og manglende sans for de sovjetiske determinanter bag den kolde krigs tilblivelse og forløb«.

Seidenfaden påpegede det absurde i, at Villaume tillagde USA hovedansvaret for Den Kolde Krig og udtrykte håb om, at Villaume en dag ville forstå, at det ikke-kommunistiske Europas selvforsvarsvilje i NATO ikke skyldtes en amerikansk hegemoni-plan, men »derimod demokratiske menneskers modvilje mod dette århundredes længste og største politiske katastrofe: Sovjetkommunismen«.

»For at få sine vurderinger til at glide ned hos læserne citerer Villaume en lang række historikere, der er udvalgt, så de tilfældigvis er enige med ham selv«


I Poul Villaumes verdensbillede bliver Den Kolde Krig et spil mellem ledere i USA og Sovjetunionen, der begge »blev fanger af deres egne systemer (...) Eisenhower havde med det militær-industrielle kompleks og den dermed forbundne våbenteknologiske udviklings voksende indflydelse opbygget konturerne af den militariserede »garnisonsstat«.« Det er altså USA, Villaume taler om.

Det helt mærkværdige ved Poul Villaumes bog er, at læserne aldrig får en dybere årsag til Den Kolde Krig. Det forhold, at Sovjetunionen var en dæmonisk kommuniststat, og Maos Kinas ligeså, forsvinder mellem et væld af mindre betydningsfulde oplysninger om raketter. Denne afgørende forståelsesramme mangler ganske i Poul Villaumes bog. Jo, Villaume nævner skam i en note, at Maos »Det Store Spring Fremad« fra 1958 havde tragiske konsekvenser, men ikke, at cirka 45 millioner mennesker døde.

Foto: PR.

Ulykken er, at Poul Villume og hans venstreorienterede kollegaer fik lov til at skrive det meste af vor samtidshistorie. Det så man i Gyldendals store encyklopædi og i Gads Koldkrigsleksion (2009), som Poul Villaume var medredaktør af, og som havde samme skæve behandling af perioden.

At Gads Forlag på trods af skandalen omkring Koldkrigsleksikonnet atter har givet Poul Villaume frit løb i endnu en bog, siger desværre ikke noget godt om forlagets evne til kritisk at redigere, og jeg gruer for, hvad Poul Villaume har bildt sine studerende ind på Københavns Universitet.

Frygtens logik. Den kolde Krig – en ny global historie 1917-1961

Forfatter: Poul Villaume Sider: 528 Pris: 350 kr. Forlag: Gads Forlag