Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kom ned på jorden og svar ordentligt!

Bent Jensen: Leksikon. Redaktionen af Gads koldkrigsleksikon har anbragt sig selv i en ophøjet position som forvalter af angivelig objektiv og uangribelig historisk viden og vil ikke diskutere med laverestående personer.

TEGNING: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere

Det er svært at få en ordentlig og meningsfuld debat med det kollektiv, der har redigeret Gads koldkrigsleksikon. De fire lader forstå, at de befinder sig på et så højt intellektuelt niveau, at de ikke kan nedværdige sig til at diskutere med en så lavtstående person som Bent Blüdnikow. Hvor arrogant!

De mener, at kritikken kommer fra »en lille gruppe« – som om det var et lødigt argument. Hvor mange kritikere skal der mon til, for at kvantitet slår om i kvalitet? Redaktionen undviger at svare på de konkrete punkter, der er blevet kritiseret, og klistrer i stedet etiketter på kritikerne og stempler kritikken som »grove og grundløse anklager«. Man har i tilgift fremsat urigtige påstande i forsøgene på at afværge kritikken. De fire hævder f.eks., at der er fremlagt divergerende tolkninger om omdiskuterede emner. Men det er just et af de dokumenterede kritikpunkter, at man har ignoreret divergerende tolkninger og end ikke nævnt dem i litteraturhenvisningerne.

For at imødegå kritik af manglende opslag (f.eks. Gulag og KGB) hævder redaktionen, at man kun har villet medtage opslag med direkte relevans for danske forhold. Men f.eks. Algier-krigen er omtalt. Leksikonet indeholder også desinformation. F.eks. hedder det, at Schlüter-regeringen i 1984 oprettede et freds- og konfliktforskningscenter. Alle ved, at det var Socialdemokratiet, SF og de Radikale, der vedtog oprettelsen af dette center. Gert Petersens mangeårige stalinisme er fortiet, og det påstås, at hans livslange kontakter til KGB begrænsede sig til uproblematiske »politiske diskussioner«. Det er også urigtigt.

Det hedder, at »det højrerevisionistiske« historikermiljø fik en bevilling på »et større millionbeløb«, og at højrerevisionismens mest fremtrædende forsker – denne yndige betegnelse gælder undertegnede – »da også« blev udnævnt til leder af det midlertidige center, som bevillingen resulterede i. Det insinueres altså, at centerets forskning har været underkastet politisk styring. Hvor frækt! Hvorfor nævnes det ikke, at det omtalte fredsforskningscenter fik en lige så stor bevilling, og at det derpå blev sikret evigt liv? Hvorfor nævnes heller ikke bevillingens størrelse vedrørende PET-kommissionen, hvor alene formandens honorar var større end koldkrigscenterets samlede bevilling til forskerlønninger, husleje, sekretariat og andre driftsomkostninger?

Det hedder frimodigt, at Bent Jensen naturligvis er omtalt i leksikonets afsluttende forskningsoversigt i positive vendinger. Ja, det skal jeg love for. Jeg betegnes som »højrerevisionist« og »kontroversiel«, hvilket i kollektivets konsensusprægede miljø ikke er nogen ros. Det hedder da også beroligende, at min forskning er blevet gendrevet »nøgternt« af den ikke-kontroversielle DIIS-udredning. Ak ja.

Jeg har gjort opmærksom på, at leksikonet har negligeret russisksproget kildemateriale og faglitteratur. Redaktionen indvender tamt, at »en ikke ubetydelig« del af leksikonets opslag mere eller mindre er baseret på også østlige kilder« (der skal tyk streg under »mindre«), men vælger derpå klogeligt at lade dette problem ligge.

Redaktionen anfægter min oplysning om den britiske historiker Jonathan Haslams fremragende værk om Sovjetunionens kolde krig, der har som et hovedsynspunkt, at det var selve det sovjetiske regimes natur, der fremkaldte Den Kolde Krig, og at denne krig derfor sluttede med ophøret af Sovjetunionens eksistens. Det kaldes »en banal konstatering«, der ikke forklarer noget. Jo, den forklarer netop det allervæsentligste i denne langstrakte konflikt: at det sovjetiske regime og dets hadske ideologi var selve motoren i konflikten. I stedet diverterer redaktionen læserne med tungetale om »gensidige aktions-reaktionsmønstre« og om nødvendigheden af at »analysere interaktionen mellem Øst og Vest på de forskellige niveauer«. Varm luft og banaliteter, men vi taler altså her om hovedårsagen til Den Kolde Krig.

Jeg påduttes en opfattelse om, at man skal beskrive Den Kolde Krig »udelukkende på grundlag af vestlige kilder«. Et så afsindigt synspunkt har jeg naturligvis aldrig fremsat. Når redaktionen forsvarer ikke-omtalen af Solsjenitsyn, skyder den sig selv i foden. Solsjenitsyns indflydelse på den vestlige opinion var en vigtig del af Den Kolde Krig – også i Danmark. Og derfor naturligvis relevant for et leksikon om Den Kolde Krig.

For at redde sig ud af klemmen påpeger redaktionen triumferende, at undertegnede ikke selv har levet op til dette kriterium. Men igen påduttes jeg en opfattelse af historieskrivning, som jeg ikke har, og for det andet er mine værker Tryk og tilpasning (1987) og Bjørnen og haren (1999) ikke leksikalske værker om alle mulige emner, men fremstillinger af det dansk-sovjetiske forhold i en periode af Den Kolde Krig. Bjørnen og haren dækker perioden 1945-1965. Solsjenitsyns storværk om Gulag blev først offentliggjort i 1970erne.

Uffe Ellemann-Jensen skriver rammende, at en hovedskavank ved dette leksikon er, at »der luskes rundt om« mange af de ubehagelige og pinagtige ting, som karakteriserede Danmarks adfærd under Den Kolde Krig. Det gælder således de store opslag om Socialdemokratiet, om Socialistisk Folkeparti, om fod­noteperioden og mange andre emner. En anden anke er, at mange artikler er skrevet i et svært tilgængeligt, ofte næsten uforståeligt sprog for alle andre end en indforstået kreds, der i forvejen kender til de behandlede emner.

Det kan diskuteres, hvor megen vægt man skal lægge på en historieforskers egne politiske sym- og antipatier, og i hvor høj grad det f.eks. skal nævnes, at en person på et tidspunkt støttede formørkede og folkemorderiske regimer og disses ideologi. Blüdnikow omtalte Poul Villaumes tidligere fascination af Stalin og stalinismen. Det har vakt forargelse, og Villaume mener selv, at han var anti-stalinist, da han – angiveligt på grund af »social indignation« – engagerede sig voldsomt i den politiske sekt KAm-l, der hyldede både stalinismen og maoismen. Som om social indignation har noget at gøre med at lave reklame for folkemord og andre forbrydelser.

Men da Villaume løber fra sin fortid, var der altså gode grunde til at omtale hans tidligere engagement på Stalins side. Faktisk har Blüdnikow været meget hensynsfuld i sin beskrivelse. Den »kulturrevolution«, som Stalin havde lagt op til i 1952-1953, og som til Villaumes store ærgrelse blev forpurret af Stalins ledende kammerater, drejede sig nemlig om, at folkemorderen i sin halvsenile og forrykte tilstand havde planlagt omfattende udrensninger for at sikre sit blodtørstige regime. Bl.a. skulle sovjetiske jøder indfanges, deporteres og likvideres. En berygtet skueproces med jødiske læger og partifolk var allerede blevet gennemført i 1952 som optakt til de kommende pogromer. Stalins død, som måske var forvoldt af hans nærmeste kammerater i den sovjetiske ledelse, forhindrede imidlertid planens udførelse. Villaume, der var chefideolog og redaktør af sektens blad Arbejderbladet, beklagede, at den påtænkte udrensning ikke var blevet gennemført. At påstå, at dette var udtryk for et anti-stalinistisk engagement, er desinformation.

Redaktionen har besluttet at spille fornærmet. Det er uklogt. Den har anbragt sig selv i en ophøjet position som forvalter af angivelig objektiv og uangribelig historisk viden og vil ikke diskutere med laverestående personer. En jammerlig og samtidig latterlig attitude! Kom dog ned på jorden, opgiv tanken om egen ufejlbarlighed og forsøg at svare ordentligt på i det mindste nogle af de mange fremsatte kritikpunkter.