Daniel Dencik: Vil du have ægteskab og familie, skal du affinde dig med det næstbedste

Daniel Dencik vender og drejer kunsten, kærligheden og kønskampen i omstændelig og prætentiøs roman. Den er mislykket på et højt niveau. Lidt ligesom dens mandlige hovedperson.

Som litteratur betragtet er »Snask« det meste af tiden lidt som at læse lektier. Man kan kalde den mislykket på et højt niveau. Lidt ligesom dens mandlige hovedperson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Snask« er en roman om kunst. »Snask« er også en kærlighedsroman. »Snask« er desuden, og måske især, en litterær gravsten over den klassiske, pisseirriterende, chauvinistiske, testosteronstinkende mand. Over ham, der har styr på tingene, tager kvinderne, som han vil og kan, tjener penge nok til både at forsørge sig selv og sine nærmeste og overlader yngelplejen til moren, når først børnene indfinder sig.

I hvert fald er romanens mandlige hovedperson, Trevor, det stik modsatte: tørlagt alkoholiker, traumatiseret barn af Jehovas Vidner, endnu mere traumatiseret far til en lille dreng, der omkom ved en bilulykke, falleret filminstruktør og ret talentløs digter. En meget blød mand. Et sted i romanen gør han status over kønskampen. Det er sin kvinde – unge, superlækre Alicia – han taler til:

»Kvinderne har efterhånden fået overtaget, mens mændene prøver at redde, hvad der reddes kan. Det er ligesom i skak. Kun hvis du aner, at du kommer til at tabe, søger du remis. Under paroler som ligestilling, ligeværd og ligeløn prøver mændene nu at spille med på det vindende hold. Man kan sige, at vi prøver at trække idylkortet igen. Men eftertiden vil indse, at nutidens mand indtager en aktiv og lidt tragikomisk rolle i sit eget nederlag.«

Frem og tilbage

Stilen er typisk for ellers ofte fremragende Daniel Denciks nye roman. Den er sjældent overbevisende i sine replikskifter. Det er altså virkelig svært at forestille sig en mand, der taler på den måde til sin elskede, en sen aften, efter at babyen er blevet puttet, og indimellem kunne man også godt bruge nogle længere pauser fra romanens al- og bedrevidende fortællerstemme, der ser tingene med skiftevis Trevors, skiftevis Alicias blik, frem og tilbage, frem og tilbage. Her er det Alicias indre, der skæres ud i pap. Det er før, hun og Trevor er blevet gift:

»Hun var ikke interesseret i et fast forhold med de begrænsninger og krav om mådehold, som det førte med sig. Det var enten eller med Trevor, han var ikke én, man fjollede rundt med. Tiltrækning, havde hun svaret, da han ville vide, hvorfor hun troede, de blev ved med at se hinanden.«

»Som skønlitteratur er »Snask« for stilistisk ensformig og for prætentiøs til virkelig at fænge. Mislykket på et højt niveau.«


Er »Snask« således ikke nogen udelt læsefornøjelse, så er den så meget desto mere rig på indfald, ideer, hændelser og snak. Alicia kommer ind på filmskolen, endnu ikke fyldt 20 år, og imponerer ved at gøre alting anderledes end alle andre. Hun er en auteur for fuld, ungdommelig udblæsning, der bruger virkeligheden som råmateriale, og hun gør det så overbevisende, at hun, stadig ganske ung, får en pris på Sundance Film Festival og bliver inviteret til Hollywood, hvor de allesammen vil score hende, Netflix, Amazon, you name it, og Trevor, ja, ham går det stik modsat: Han får først plads på Danmarks dyreste uddannelse, da han allerede er halvgammel, og han bliver som antydet ikke til noget ved filmen. I stedet skriver han, vel ankommet til sin ungdoms magiske plet, Samoa i Stillehavet, nu med hustru og barn, i jagt på en fælles selvrealisering i det fjerne, på en roman med den vistnok ikke ironisk mente titel »Onanien i Oceanien«. Samme Samoa får blandt andet følgende ord med på vejen. Det er igen Alicia, Trevor taler til:

»På Samoa er der ingen grund til at opsætte overvågningskameraer, for der er ikke noget, der er skjult. Alle ser alt. Det er interessant at sammenholde det med dine film og din succes. Man kan sige, at du netop søger efter den skjulte side af virkeligheden. Du fravrister hemmelighederne deres hemmeligholdelse, mens du stjæler deres værdi. Du går efter øjeblikkene, hvor vi ikke ved, at vi er på. Det, ingen må se, vores allesammens snask.«

Omstændelig insisteren

Sådan vender og drejer Daniel Dencik (film)kunsten, verden, parforholdet, kønnene. Omstændeligt, insisterende. Indimellem får vi også nogle digtlinjer fra Trevor. Som her:

»om natten vokser det snorkende/træ i skovens mørke tarme«

Ganske jammerligt, ja, og hvad skal det hele dog ikke ende med? Måske ender det godt. Hen imod romanens slutning når Trevor til en slags erkendelse vedrørende sin egen og Alicias og barnets livssituation:

»Det bedste middel til at holde sammen på ægteskab og familie er at affinde sig med det næstbedste. Det er hele den selvbedrageriske og selvpineriske dynamik, der holder kernefamilier sammen, snarere end de gode, kristne dyder, man ofte giver æren.«

Og det kunne godt stoppe her, men det gør det ikke. Da romanen (endelig) er nået til vejs ende, kommer der en efterskrift i form af en slags poetik, hvor forfatteren blandt andet forklarer titlen:

»Snask kan rumme en særlig intensitet i forhold til ophavspersonen, da det gengivne omhandler det inderste, som ingen må se, hvorfor der i spekulativ forstand også knytter sig en større værdi til snask end til det tilsigtede.«

Og jo, det skal nok være rigtigt, men lige meget hjælper det. Som skønlitteratur er »Snask« for stilistisk ensformig og for prætentiøs til virkelig at fænge. Mislykket på et højt niveau. Lidt ligesom dens mandlige hovedperson. Men det er der måske også en slags pointe i?

Foto: Forlag.

»Snask«
Forfatter:
Daniel Dencik. Sider: 368. Pris: 300 kr. Forlag: Politikens Forlag.