Daniel Dencik bevæger, imponerer og udfordrer. Læs og hold ud!

"Nordisk vildt" er en spændingsroman, der går over grænsen. På den gode måde.

Daniel Dencik insisterer på at brede sin roman ud i alle retninger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

En bagvendt krimi, hvor afsløringen kommer før opklaringen. En fortælling om et uopretteligt tab og et par vidt forskellige tvillinger, der elsker den samme kvinde. En grænseløs, metafysisk, naturiagttagende, filosoferende spændingsroman.

Daniel Denciks »Nordisk vildt« er det hele og mere til. Ulig ret meget andet, jeg lige har læst. Og vanvittigt godt skrevet, hvilket ikke vil overraske dem, der kender til tidligere Dencik-bøger som »Grand Danois« og »Sportshjerte.« Her er et par linjer fra begyndelsen:

»Foråret har sprængt vintermørket i stykker, men kulden er blevet hængende. En hinde fra de gråtunge januarnætters fostervand er ikke blevet brudt, skoven ligger gemt bag sin egen uskyld. Det har regnet i nat.«

Det er hovedpersonen og jegfortælleren, Silas, der har ordet. Han er eks-soldaten, der har kæmpet for Danmark, jægeren, der kender sin våben og sine dyr, det forfaldne gods´ dybt intelligente eneboer, der ikke har læst en bog i 20 år, men som alligevel formår at udtrykke sig så såre smukt. Han er i begyndelsen besat af at holde skoven fri for invasive arter og plaffe alt det andet ned. Senere forstår han, at nordisk vildt er et begreb, »der kun kan benyttes, så længe man trækker et slør hen over fortiden ved eksempelvis den seneste istid.« I virkeligheden har han hele tiden vidst det. Et sted skriver han:

»Men jeg undertrykte min viden i et forsøg på at skabe en mening med mit liv.«

»Jeg rager mig en skid«

Silas - den søgende - har et dårligt øje, måske har Afghanistan og alt det andet grimme også givet ham PTSD, i hvert fald er han mærket af alle de krige, han har været med i. Han har været narkomisbruger, men han er ligeglad: »Jeg rager mig en skid,« skriver han et sted.

Men der er andre, der ikke rager ham. Den enæggede tvillingbror, Elias, dennes hustru, Sara, som han, Silas, var den første, der elskede, og Elias og Saras søn, Sebastian, og da en bukkejagt på godset ender med en katastrofe, sætter det gang i en lang, asymmetrisk fortælling med Silas i centrum. Nu er det ham, der træder i karakter, selv om det mest er ham, der ikke har kunnet finde ud af det. Et sted siger han det sådan her:

»Jeg har bare haft brug for en hammer i hovedet.
Det har jeg altid haft.
Det var det, stofferne kunne.
Det var det, hæren kunne.«

»"Hvis man »bare« vil læse en god spændingsbog, uden, om man så må sige, at blive afbrudt undervejs, bliver man skuffet eller bare enormt irriteret."«


Ubelæste Silas´ lige så begavede bror er fysiker og jødisk mystiker, modsat Silas stærkt optaget af sine jødiske rødder i en dansk nutid, hvor der er flere jødiske begravelser end bryllupper. Hvor Silas er den desillusionerede hjemvendte - »Indimellem tænker jeg på, hvad det er, jeg har forsvaret alle de år. Jem & Fix. Harald Nyborg og Jysk. Man blev sindssyg, hvis man tænkte for længe over det« - så er Elias medlem af den jødiske organisation Habad, der har bygget en tro op omkring et træ, og når han i romanen får ordet, taler han fanden et øre af. Selv umiddelbart efter det indledende chok, der vender verden på vrangen og bringer brødrene tættere på hinanden end i mange år, plaprer han løs om gud og atomer, og hvis man tror, at man er sluppet af med hans metafysiske knytnæveslag, fordi han i romanens eget univers ikke længere kan være fysisk tæt på Silas, så tager man fejl, for så skriver han i stedet et meget langt brev til ham. Her er et eksempel på hans stil:

»Kun Guds fortsatte begrænsning beskytter de endelige ting mod at miste deres væren. Hvis skaberens magt over skabelsen blev fjernet, ville skabningerne vende tilbage til total intethed. Adskillelsen mellem skaberen og skabelsen er grundlaget for vores verden.«

Let at følge Elias er det ikke. Heller ikke for Silas selv. Elias´ lange, krævende eskapader står, om man så tænder på dem eller ej, som slående kontraster til nøgterne Silas´ præcise naturiagttagelser, ligesom de er totale modsætninger til den del af »Nordisk vildt«, der handler om eftersøgninger, afhøringer, retspsykiatri og andre af den slags meget konkrete størrelser. I den forstand rummer romanen flere verdener, og hvis man »bare« vil læse en god spændingsbog, uden, om man så må sige, at blive afbrudt undervejs, bliver man skuffet eller bare enormt irriteret. Men hold ud! Daniel Dencik insisterer på at få det hele med, han vil vise Silas og Elias i hver deres ekstrem, og hvis asymmetri er en svaghed, så er »Nordisk vildt« en svag og mislykket roman, men sådan læser jeg den ikke. Jeg læser den som en roman, der er original og kompromisløs i sin komposition, virtuos i sine skift mellem det prosaiske og det udflippede og ikke mindst elementært rørende i sin skildring af Silas og hans kamp for at holde det hele ud. På den ene eller den anden måde. Som her:

»Jeg afskaffede min lyst. Gik op i andre ting. Det kan man godt. Man kan vænne sig til alt.«

Også - kan det tilføjes - til Daniel Denciks dybt originale prosa.

BMINTERN - Cover Fold sammen
Læs mere
Foto: Forlag.

Nordisk vildt

Forfatter: Daniel Dencik. Sider: 488. Pris: 300. Forlag: Politikens Forlag.