Botanik på LSD. Grimms eventyr for voksne. Et af vores største internationale talenter har skrevet en mageløs klimaroman

»Rosarium« er en formidabel roman og nøjagtig som sit cover: frodig, vilter, dunkel og eventyrlig. Wow – jeg kan ikke huske, at jeg har læst noget lignende før.

»»Rosarium« er nok ikke en roman til den læser, der elsker krimier og middelklassefortællinger fra Østerbro og omegn. Men netop derfor skal den på det varmeste anbefales. I denne skøre tid, hvor vi er lukket inde i os selv, er det forunderligt at rejse et sted hen, hvor der ikke er nogen begrænsninger, slet ikke for fantasien,« skriver Anne Sophia Hermansen om Charlotte Weitzes seneste roman. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Grimms eventyr for voksne. Det er mit bedste bud på en beskrivelse af Charlotte Weitzes usædvanlige slægtsroman »Rosarium«. En roman om planter med menneskelige egenskaber og mennesker med plantelignende egenskaber. Om at rejse ind i den vilde natur og komme ud som et forældet menneske. Og om det modsatte – om at være tsar af civilisation og kunstskatte og alligevel være et udyr.

Et rosarium er en have med talløse rosenarter, og rosen er da også en gennemgående figur i Weitzes roman. Vi kender rosen som litterær figur fra Shakespeare, Umberto Eco og fra den middelalderlige »Roseromanen«, som handler om kunsten at elske og kærlighedens gåde. Weitze går skridtet videre og forsyner rosen med menneskelige egenskaber, men heldigvis ikke så langt, at hovedpersonen også er en rose. Kun lidt. For Weitze vil have os til at forstå, at mennesker og natur ikke er adskilte størrelser, men griber dybt ind i hinandens eksistens. På mange måder er »Rosarium« en klimaroman, en genre, der er i kraftig vækst, og som vi kommer til at se meget mere til de kommende år.

Men uden helligfrans-moraliseren og løftede pegefingre (og tak for det).

Romanen er opdelt i tre dele, som indbyrdes er forbundet. Først en grimmsk fortælling om en bror og søster, der aldrig kommer hjem fra skoven. Dernæst om deres datter (ja, vi er ude i søskendesex her), som bliver gravid med en trans og får et sæt tvillinger, og endelig om et oldebarn, der fletter historierne sammen og fører dem op til nutiden. Der er i øvrigt på sidste side et stamtræ, hvilket kan være nyttigt for ikke at fare vild i relationerne, som jeg kun overfladisk har skitseret her.

Egentlig afskyer jeg ordet magisk, men Weitze skriver med stor poesi, for eksempel i fortællingen om Johannes, der bliver til Johanne, men før det er storebror til en dødfødt lillesøster. Weitze beskriver morens endeløse sorg, men også hvordan der pludselig høres en lille raslen henne fra lillesøsterens dyne. »Som om en engel ordnede sine vinger,« står der lakonisk og med tankevækkende skønhed. Og forinden – godt nok i en anden fortælling – beskrives det, hvordan en hornhindes små prikker forbindes til stjernebilleder.

»Rosarium« er nok ikke en roman til den læser, der elsker krimier og middelklassefortællinger fra Østerbro og omegn. Men netop derfor skal den på det varmeste anbefales. I denne skøre tid, hvor vi er lukket inde i os selv, er det forunderligt at rejse et sted hen, hvor der ikke er nogen begrænsninger, slet ikke for fantasien. »Rosarium« er botanik på LSD. Den er en rejse dybt ind i tsarens polske skove, med damperen over Atlanterhavet, ind i klostre, slotte og videre ind i kønsidentitet, klimakamp og en lille kriminalgåde i Botanisk Have.

Charlotte Weitze fastslår med »Rosarium«, at hun er et af vores største internationale talenter.

Charlote Weitze: Rosarium. 418 sider, 299,95 kroner. Gutkind