Bog om Muhammed-tegningerne: Anders Fogh »udviste kolonial attitude«

Boganmeldelse: Kirstine Sinclairs bog om forløbet efter publicering af danmarkshistoriens mest kontroversielle karikaturtegninger er kun delvis vellykket, og indimellem fordufter nøgternheden.

Den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir demonstrerer på Sankt Hans Torv i København. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Krisen i kølvandet på karikaturtegningerne i Jyllands-Posten havde store virkninger. Derfor er det helt på sin plads, at den behandles i sin egen bog i serien med danmarkshistorier fra Aarhus Universitetsforlag. Forfatteren er Kirstine Sinclair, som er lektor i mellemøststudier ved Syddansk Universitet.

Hun indleder med at gennemgå, hvad der skete i kronologisk rækkefølge efter offentliggørelsen af de 12 karikaturtegninger i Jyllands-Posten 30. september 2005. Herefter analyserer Kirstine Sinclair nøgternt de enkelte tegninger, hvoraf de fleste er helt glemt i dag. Det skyldes både, at de indeholdt dansk tekst, og at de var temmelig indforståede i forhold til den danske situation.

»Det understreges også af, at der i forbindelse med behandlingen af ambassadørernes brev vises et billede fra en fransk koloni i Afrika, 'hvor de hvide koloniherrer (får) bygget en høj platform, hvorfra de kan slippe for de indfødtes støj og nysgerrighed'.«


Kun én af tegningerne udløste rigtig bestyrtelse og vrede i den muslimske verden, hvilket skyldtes, at den kom med et klart budskab, som kunne forstås af alle. Det var naturligvis Kurt Westergaards tegning,
som alle kender.

Bogen gør også meget ud af den person, som kom til at spille en afgørende rolle for karikaturkrisen. Det er den daværende egyptiske ambassadør i Danmark, Mona Omar Attia, som Sinclair ser meget positivt på. Ifølge forfatteren tog hun »rollen som repræsentant for muslimske diplomater meget seriøst« (side 33). Sinclair giver også en lobhudling af hendes optræden i »Deadline« på DR2 25. oktober 2005, hvor hun fremstod »fattet, værdig og seriøs« (side 35), og hendes budskab trængte »klart igennem til seerne« (side 36).

Ambassadør Attia var også hovedforfatter til brevet dateret 12. oktober 2005, som ti ambassadører sendte til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), hvori de dels ville have den danske regering til at stille afsenderne af karikaturtegningerne til juridisk ansvar. Dels ville de have et møde med statsministeren.

Sinclair gør et nummer ud af, at Fogh Rasmussen først besvarede brevet 21. oktober, således at der gik hele ni dage mellem de to breve. Forfatteren mener, at striden mellem ambassadørerne og
statsministeren udviklede sig, »fordi statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke reagerede hurtigere« (side 33).

Er kritikken rimelig? Brevet afsendes onsdag den 12. oktober. Det modtages måske dagen efter i Statsministeriet. Allerede fredag ugen efter afsendes svaret, som skal nøje overvejes, koordineres med Udenrigsministeriet og rådføres med statsministeren. Det er derfor svært at se, at det kunne gøres meget hurtigere.

Det er et tilbagevendende tema i bogen, at for eksempel Anders Fogh Rasmussen udtrykker en kolonial attitude under karikaturkrisen. Det understreges også af, at der i forbindelse med behandlingen af ambassadørernes brev vises et billede fra en fransk koloni i Afrika, »hvor de hvide koloniherrer (får) bygget en høj platform, hvorfra de kan slippe for de indfødtes støj og nysgerrighed« (side 40). Skyldes billedet, at overdrivelse fremmer forståelsen?

Manden med grisetrynen

Ambassadør Attia var også involveret i finansieringen af delegationsrejserne til Mellemøsten i december med repræsentanter fra danske muslimske organisationer. Her medbragtes en mappe, som ud over karikaturtegningerne fra Jyllands-Posten også indeholdt blandt andet et billede med en franskmand fra en fjern landsby i Pyrenæerne iført en grisetryne, fordi han netop havde vundet en lokal konkurrence om, hvem der bedst kunne lyde som en gris.

Sinclair redegør for dette urene trav, ligesom vi også får analyseret, hvordan lokale regimer i Egypten og Syrien kunne bruge karikaturkrisen indenrigspolitisk som en afledningsmanøvre væk fra egne problemer. I det hele taget er bogen mest upartisk i begyndelsen og mod slutningen.

Alt i alt er bogen ikke dårlig, men den er heller ikke vellykket. Den ville have stået stærkere, hvis emnet konsekvent var holdt nøgternt ud i strakt arm. For mange gange pibler normativiteten frem. Det er ganske ironisk, fordi en hovedanke fra Sinclairs side mod den danske regerings håndtering af karikaturkrisen i 2005-2006 drejer sig om, at den forholdt sig »uhyre normativt« hertil (side 77). Er der psykologisk projektion på spil?

»Karikaturkrisen«
Forfatter:
Kirstine Sinclair. Sider: 100. Pris: 100 kr. Forlag: Aarhus Universitetsforlag.