I bog efter bog afdækker franske Patrick Modiano den rolle, hukommelsen spiller for vores identitet, både den indre og den ydre. Således er hans faste scenerum, Paris, ikke kun et netværk af gader og bygninger, men af livstråde og muligheder, for hvad nu hvis?
Altid er der tale om løsrevne erindringer: Farver, sætninger, navne, der som en proustsk madeleinekage sætter minder i gang og skaber grobund for mulige sammenhænge. Som var livet et stort puslespil, hvor man har en uklar idé om, hvad det endelige billede skal forestille, men hvor man intuitivt genkender en brik, når man ser den, hentet frem fra de dybeste, mest slørede hukommelseslag. For det modtog Modiano fortjent Nobelprisen i 2014.
Modiano skriver som en leg. Springer frem og tilbage i tid, antyder med ganske få ord en dybere historie bag hver person, men lader Jean være tæt på blind.
Men i modsætning til, hvad myten om verdens mest anerkendte litteraturpris vil, så satte det ikke den franske mester i stå. Tværtimod bliver han ved med at skrive. I den helt utroligt fine lille roman »Usynligt blæk« møder vi således forfatteren Jean, der som ung en kort overgang var tilknyttet et detektivbureau. Her fik han en sag om en jævnaldrende, sporløst forsvundet kvinde ved navn Noëlle. Det eneste, hun har efterladt sig, er et (sløret) billed-id-kort til at hente poste restante med samt en notesbog med en række navne og datoer. Ejeren af detektivbureauet virker ikke synderligt interesseret i at få sagen opklaret, men for Jean bliver den hans livs omdrejningspunkt.
Fordi han som spirende forfatter fra første færd er mest interesseret i skriften og dens muligheder, og fordi sagens personer for ham er født ud af det dokument, han fik udleveret, er de for Jean især relaterede til deres navne – det, der kan indfanges af skrift – og han har svært ved at koble sine andre sanser på, også når nogle tydeligvis optræder under flere identiteter, for man »er« sit navn, sin tekst. I en grad, så han misser et spor, fordi han hører et navn forkert; tror det stavet på engelsk i stedet for fransk.
Som læser tænker man, om det samme er tilfældet med den forsvundne Noëlle: »No elle«, altså engelsk-fransk for »ingen hende«? Alligevel er det netop sanserne, der tager over, og som gør, at sagen bliver ved at leve i Jean gennem årtier. Og det er derfor, han overvejer, om der mon er noteret afgørende spor med usynligt blæk i Noëlles notesbog, spor, som han har overset gennem årene? For der MÅ jo være tale om en form for skrivning, hvis det skal give mening? Langsomt, men sikkert males der et billede frem af en mand, som har ladet sit liv forme af skrift, og af en kvinde, som har ladet tilfældet råde. Begge defineres af tiden; han ved at knytte sig til fortiden, hun til nuet.
Ser i et spejl, i en gåde
Men hvad med fremtiden? Modiano skriver som en leg. Springer frem og tilbage i tid, antyder med ganske få ord en dybere historie bag hver person, men lader Jean være tæt på blind. Han ser, men ser ikke, samtidig med at han gentager som et mantra, at man ikke kan stole på vidner. At vidner husker det, de vil huske. Præcis som Jean selv, der ser i et spejl, i en gåde, mens han gennem årene erfarer mere og mere om Noëlle. Ligesom vi erfarer små bidder om Jean, som på klassisk Modiano-vis er lånt fra forfatteren selv: F.eks. er de begge født i 1945, begge har gået på kostskole i Annecy i Haute-Savoie og begge har belgisk pas. Modianos mor var belgiskfødt skuespillerinde, der optrådte under kunstnernavn, mens hans far var af jødisk-italiensk afstamning. Begge forældre var mere eller mindre fraværende under Modianos og hans brors opvækst, noget, der bl.a. er blevet beskrevet i den fantastiske »Askeblomster« (1991).
Alt det behøver man ikke vide for at nyde »Usynligt blæk«, men det er sjove brikker at kende, fordi man kan sidde og lægge puslespillet om Jean, mens han selv lægger det, der handler om ham selv og hans livs søgen efter en mening, som udgøres af en ukendt, men med tiden mere og mere »velkendt« person.
For sådan er erindringen: Jo oftere en historie gentages, jo mere sand og levende bliver den. »Usynligt blæk« sniger sig ind under huden og lagrer sig som en sindstilstand. Det er stor romankunst og mesterligt gjort.
Usynligt blæk
Forfatter: Patrick Modiano. Oversætter: Ane-Grethe Østergaard. Sider: 138. Pris: 200 kr. Forlag: Batzer & Co.
