Benn Q. Holm: Venstrefløjen mener stadig, at den har patent på godheden. Så kan de »knap så gode« komme og rydde op bagefter

Interview: Forfatteren Benn Q. Holm er aktuel med romanen »Et stykke af tiden«, en coming of age-bog fra det turbulente Berlin i midten af 1970erne. En smadret og delt by, der syder af Rote Armee Fraktion, David Bowie, Berlinmuren, kold krig – og en stor kærlighed med en forudbestemt udløbsdato.

»Jeg skal indskyde at jeg foragter RAF, men selve generationskonflikten i 70ernes Tyskland, kan jeg godt forstå. Vi er jo stadig i efterdønningerne fra Anden Verdenskrig og nazismen.«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold

»Jeg er skidenervøs, når en ny bog udkommer. Men det allerværste, det er det her.«

Det her?

»Ja, altså sådan et interview her. Jeg føler, jeg er til eksamen. Det gør mig virkelig urolig. Men selvfølgelig er jeg også nervøs for, at en lunefuld anmelder smadrer to års arbejde«.

Benn Q. Holm fremstår ellers ikke som typen, der er nervøs. Han ser frisk ud. Intet afslører de senfølger af coronavirussen, som han fortæller, han har bokset med det seneste halve år.

Benn Q. Holm

»I dag kaster man bare op på tastaturet og trykker »send«.«


Han ligner lidt Østerbros svar på Bryan Ferry. Velklædt, høj og ukrukket er det første indtryk, man får. Han begår sig med et vokabular og en let accent af en verden, hvor valget af ord tydeligvis har stor betydning.

Og skulle der være en nervøsitet til stede i rummet, er den ikke mærkbar. Benn Q. Holm har meget på hjerte, ligesom hans nye bog, »Et stykke af tiden«, har mange ord og mange karakterer.

Romanens handling udspiller sig over et år i et turbulent, udrangeret og politisk anspændt Berlin i årene 1976-1977. Den tyske millionby er gennemskåret af Den Kolde Krigs ultimative symbol, Berlinmuren. Og til tonerne af David Bowie, der spiller en vigtig rolle i »Et stykke af tiden«, og truslen fra terrorbevægelsen Rote Armee Fraktion forsøger den unge canadiske arkitektstuderende Ben (ikke Benn!), at forstå byen og sig selv.

Du er selv fra 1962, og bogen foregår i 1976-77, så du har vel ikke været i Berlin på det tidspunkt, du skildrer indgående i »Et stykke af tiden«?

»Nej, jeg var en stor dreng på 15.«

Smadreæstetik

Der findes et portugisisk begreb, »saudade«, som betyder, at man har en nostalgisk erindring om en tid eller et sted, som ikke er mere. Jeg oplever tit, at mange fra samme københavnergeneration som Benn Q. Holm har en kollektiv længsel efter det ramponerede 1970er-Berlin og den samtidige punkede bowieske smadreæstetik. Men hvad er det med Benn Q. Holms generation, Berlin og David Bowie, spørger jeg ærkekøbehavneren om?

»Jeg er nok lidt skyldig i »saudade«. Jeg var dog først i Berlin i 1981, altså fem år efter bogens handling. Men jeg erindrer at have fornemmet den her særlige stemning. Jeg interesserer mig ikke synderligt for David Bowie som privatperson, men han er en ekstremt vigtig katalysator for min generation. Bowie både skabte samtiden og var en seismograf for tidens strømninger.

»Bowie både skabte samtiden og var en seismograf for tidens strømninger« Foto af David Bowie taget i 1976 i Helsinki. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: Unknown.

Med hensyn til det, du kalder »smadreæstetik«, så er jeg ikke på samme hold som Søren Ulrik Thomsen, som vil have pigtråden og plankeværkerne tilbage i de københavnsk baggårde. Jeg ser gerne, at der er orden i tingene. Men nævner man Berlinmuren eller Østberlin, så starter der straks en indre film i hovedet på mange fra min generation. Det er jo ekstremt meningsladede symboler.

Berlinmurens mytologiske betydning er så heller ikke blevet mindre af, at den også fik en helt særlig position i populærkulturen, for eksempel aktualiseret i John le Carrés romaner, for eksempel »Spionen der kom ind fra kulden«. Det er en populærkulturel strømning, der går videre hos blandt andre Bowie. Man kan sige, at »kunsten« har tilføjet Murens betydning et ekstra og afgørende politisk-historisk lag.«

Den analoge verden

Din roman rummer en interessant skildring af, hvordan man i 70erne hele tiden var underlagt en kompliceret logistik i modsætning til i dag, hvor vi har mobiltelefoner og internet. Er der også et savn efter den analoge verden i romanen? Den mere håndgribelige verden, som nu er ved forsvinde?

»Både og. Verden oplevedes dengang som meget mere enkel. Det er jo trods alt 40 år siden. Der var ikke Facebook, e-mail eller sms. Det var sort/hvidt. Det var os mod dem. Det gør det dog ikke mindre modbydeligt. Det var en hård tid, særligt for dem, der var fanget bag Muren, med Stasi og maskinpistoler, så jeg ønsker slet ikke at romantisere det.

Men det var jo også sådan, det var konkret. Jeg kan huske fra 1980erne, hvor jeg delte en lejlighed på Nørrebro med min bror, at hen ad eftermiddagen begyndte telefonen at ringe. Det var den eneste måde, man kunne få fat i hinanden på. Man turde næsten ikke gå ud, for tænk nu, hvis nogen spændende ringede!

Havde man ikke fået nogle aftaler på plads, så måtte man tage ind til byen. Der var stort set kun Café Sommersko og Café Dan Turèll dengang. Så defilerede man frem og tilbage mellem de steder og håbede på at løbe ind i folk. Man var i tilfældighedernes vold, og det var irriterende, men også befriende, når jeg tænker over, hvordan man typisk socialiserer i dag. De unge lider jo i dag af kritisk FOMO (Fear Of Missing Out, red.). Det synes jeg må være stressende. Måske har corona, selv om det har været en forfærdelig tid, trods alt givet den unge generation et tiltrængt pusterum?«

Så din bog handler ikke om nostalgi?

»Nej, jeg sidder ikke og savner skrivemaskinen. Som forfatter er en computer langt at foretrække. Men før nettet var man i langt højere grad fri for de her halvretarderede typer, der udspyer ubehagelig hate speech og gakkede konspirationsteorier på sociale medier. Med deres flammende had afsporer de alle saglige debatter. Der var sgu da en fordel ved det gode gamle læserbrev. Man var nødt til lige at tænke lidt over, hvad det var, man sad og skrev.«

Østtyske vagter ved Berlinmuren. Arkivfoto fra 1981. Fold sammen
Læs mere
Foto: NF.

Altså lidt ligesom når folk køber en pistol i USA, og de skal vente x antal dage på at få den udleveret?

»Ja. Man skulle lige hen til postkassen. I dag kaster man bare op på tastaturet og trykker »send«. 80 procent af alt det aggressive svineri, man ser, kunne måske have en relevans, hvis folk lige talte til ti, inden de fyrede det af. Når jeg skriver om »gamle dage«, er de ikke nødvendigvis altid gode, men vi har tabt eftertænksomheden med tabet af gårsdagens langsommelighed.«

Amerikas skandinavere

Din hovedperson, Ben, som er i begyndelsen af 20erne, er arkitektstuderende fra Canada. Hvorfor placerer du lige ham i Berlin i 1976?

»Jeg har valgt Ben, fordi han er en outsider. Han skulle ikke være dansk, for så ville man læse det med sine egne øjne, og så er canadierne jo en slags »amerikanske skandinaver«, så jeg følte, at jeg kunne skildre ham troværdigt. Han repræsenterer også ungdommens oplevelse af at være på sidelinjen og så pludselig blive smidt ind i en helt anden kontekst.«

Bogen hedder jo »Et stykke af tiden«, hvorfor har du lige valgt lige det her stykke af tiden/historien?

»God litteratur kan handle om hvad som helst. Den kan handle om en mand, der taler med fisk. Men prøv lige og se, hvor mange store forfattere Sydafrika har. Det er et land, der har været præget af konflikter og skarpe modsætninger. I den store konflikt ligger der også en uro, en friktion og en kraft, der skaber store fortællinger. Der er en drivkraft i frygten og på et bagtæppe af neutronbomben, SS20-raketter og Warszawapagten og NATO, potentiel dommedag, bliver der sat ekstra strøm til en fortælling.

Men det handler måske også om, at jeg er kommet lidt op i alderen. Det er naturligt, at jeg søger tilbage. Men jeg er altid påpasselig med nostalgi, da det nemt kan ende som sentimentalitet og en fastfrossen forestilling om, at alt var bedre i gamle dage. Så enkelt er det aldrig. Men det var anderledes, og det forhold er det altid værd at genbesøge. Desuden er der nogle almenmenneskelige problemer, der løber som en tråd gennem alle tider, men som forskellige tider belyser på en anden måde.«

RAF

Ben møder i Berlin unge Rote Armee Fraktion-sympatisører. Hvad ser du som kimen til den venstreekstreme terrorbevægelse?

»I det tyske sagskompleks med RAF (Rote Armee Fraktion, red.), atomtrussel, massearbejdsløshed, osv. har vi også det, man kalder »Det tyske efterår«. RAF får en vigtig symbolsk betydning i den her hårde grå tid, hvor alt gik ad helvede til.

Ulrike Meinhof and Andreas Baader var lederne i den venstreekstreme terrorbevægelse »Die Rote Armee Fraktion«. De blev begge arresteret i 1972 og begik selvmord i deres celler et par år senere. Fold sammen
Læs mere
Foto: STF.

Jeg skal indskyde, at jeg foragter RAF, men selve generationskonflikten i 70ernes Tyskland, kan jeg godt forstå. Vi er jo stadig i efterdønningerne af Anden Verdenskrig og nazismen. Manges fædre og onkler havde været fremtrædende aktive nazister, og de var der stadig, og nogle af dem spillede igen centrale roller i landets magtstrukturer, hvilket jo blandt andet ledte til det her voldsomme generationsopgør. Det er et perspektiv, man tit overser.«

Benn Q. Holm

»Ungdommen er intens, næsten bipolær. Man føler mere. Man er mere selvdestruktiv og ‘udødelig’, ens nerver er eksponerede«


Der er i den tid, du skildrer, en intens higen efter revolution. Den higen virker, som om den handler om meget mere end blot politik?

»Bare sig navnet Che Guevara! Han bliver sådan én, man ser på plakater på alle ungdomsværelser. Hvor de borgerlige børn måske havde en plakat med Bruce Lee, så havde de venstreorienterede den fotogene revolutionære på væggen.

Der er i perioden en voldsom tidsånd, som mange bare lader sig føre med af i en strøm af marxistisk revolutionsromantik, som samtidig komplementerer ungdommens rodløshed og let naive retfærdighedssans.

»Hvor de borgerlige børn måske havde en plakat med Bruce Lee, så havde de venstreorienterede den fotogene revolutionæer på væggen.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Christophe ARCHAMBAULT.

I dag er det så ikke arbejderklassens befrielse, man slås for, men om man må have en mexicanerhat på! Men de her miljøer er tit selvforstærkende og ender med at blive steder, hvor mange unge tilbringer de formative år. Lige med kommunismen var der for eksempel med invasionerne i 1956 i Ungarn og i 1968 i Prag mange gode muligheder »for at stå af toget«, men folk blev alligevel hængende, hvilket kan være svært at forstå som et udtryk for noget rationelt.«

Patent på godhed

Du skildrer også det aktivistiske miljøs selvforståelse, som berettiger til konstant at docere andre om moral. Har du selv oplevet det?

»Ja, sådan er det jo stadig. Venstrefløjen har altid haft patent på godheden og mener stadig, at den har det. Patent på at være de gode mennesker og patent på at have ret.

Og det er jo en behagelig position at være i. Men det er jo også en position, der kun fungerer, hvis man lukker øjnene for virkeligheden. Det er jo nemt at mene, at alle bådflygtninge skal ind i EU. Det er jo et gratis synspunkt. Der kommer jo også noget efter, og det må de »knap så gode« så bagefter komme og rydde op i.«

»Et stykke af tiden« er også en coming of age-fortælling, hvor du forsøger at indkapsle den her urettede og ofte vilde energi, der ligger i ungdommen. Hvordan ser du selv den tid?

»Ungdommen er intens, næsten bipolar. Man føler mere. Man er mere selvdestruktiv og »udødelig«, ens nerver er eksponerede. Jeg ser det dog ikke nødvendigvis som et mere ærligt liv, men som mere umiddelbart. Det er jo også i denne fase, vi tit bliver dannet som mennesker, det er her, vi møder mange af de ting, vi tager med os resten af livet.«

Kan man genopdage sig selv gennem sin fortid, hvis man for eksempel pludselig får revideret sin opfattelse af fortiden?

»Som ung mand så mødte man jo altid nogle piger hver fredag aften, men man tænker jo også over, om der er mere i det. Man tænker jo også over om man nogensinde møder »Hende«.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

»Jeg blev overrasket, da jeg læste det samtidige værk »Christiane F.« (»I morgen er det slut«, red.), hvor Berlinmuren ikke er nævnt med ét ord! Så det har også med bogen været mit mål at komme helt tæt på, hvordan det reelt var i Berlin i 1976, uden at forfalde til eftertidens gendigtning af perioden. Til min store overraskelse blev det tydeligt for mig, at mange vestberlinere i 70erne ikke skænkede Muren den store opmærksomhed i hverdagen. Den var der bare.«

»Hende«

»Et stykke af tiden« rummer også en intens kærlighedshistorie, den synes jeg sjældent man møder hos mange mandlige forfattere. Hvorfor tror du det?

»Som ung mand mødte man jo altid nogle piger hver fredag aften, men man tænker også over, om der er mere i det. Man tænker over, om man nogensinde møder »Hende«.«

Ben møder så sin store kærlighed, Sabine, men der er desværre også en udløbsdato på forholdet, da han skal hjem. Er der en særlig skønhed i den dødsdømte kærlighed? Mange af Vestens store kærlighedshistorier, Abélard og Héloïse, Romeo og Julie, filmen »Lost in Translation« etc. handler netop om nogle, der IKKE kan få hinanden. Hvorfor tror du, vores vestlige kultur drages af den ulykkelige kærlighedshistorie?

»Jeg blev underligt nok også selv lidt bevæget af historien om Ben og Sabine, fordi den fik sit eget liv. Jeg ved ikke altid, hvor jeg skal hen, når jeg skriver. Nogle gange fører historien mig og ikke omvendt. Men der er selvfølgelig en undertone af vemod. Tit er der en stor skønhed i ulykken. Men kærlighedsforhold med en uafvendelig udløbsdato har også altid en magisk intensitet, som man så betaler en høj pris for.«

Hvordan tænker du tilbage på din egen ungdom?

»Der var den her klike, jeg hang ud med i slutningen af gymnasietiden, hvor nogle af os tog til Spanien. Nogle åbnede en bar (blandt andre Lars Seier, red.). Vi prøvede os selv af og endte indimellem i nogle mærkelige og fascinerende miljøer. Det var en intens og lærerig tid.

Det er noget, jeg i dag kan trække på, en slags hovedstol. Jeg har altid sagt, at man som forfatter kan trække på den, men man må ikke overbelåne den. Men nu er jeg så langt i livet, at jeg tror, jeg vil overbelåne min hovedstol. Jeg skal nå at bruge min »friværdi«, inden jeg falder død om, så nu skal hovedstolen fyres af!«