5 stjerner: Grønlands uundgåelige selvmord

Boganmeldelse: I »Blomsterdalen« af Niviaq Korneliussen er Grønland både et paradis på jord og et fængsel for ulykkelige skæbner. Det er i al sin enkelthed for svært ikke at falde og blive nede i en brutal kultur, i en brutal natur, i et brutalt system.

Niviaq Korneliussens »Blomsterdalen« er spækket med hjertevarme karakterer og mørk humor. Den er medrivende, angsprovorerende og lyrisk, og efter en lettere langsommelig start er der smæk for skillingen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Angu Motzfeldt

Måske du kender det apokryfe citat, der i forskellige afskygninger typisk tilskrives Stalin »Hvis et menneske dør, er det en katastrofe, hvis 100.000 dør, er det statistik«. Flere af karaktererne, vi møder i »Blomsterdalen«, kan nemt agere legemliggørelsen af netop det. Og ikke mindst dem, vi ikke møder.

En serie af selvmord opremses løbende igennem romanen. Med dødsårsag, efterspil på sociale medier eller reaktioner og refleksioner fra omgivelserne. Et for hver af de mennesker, der sidste år tog deres eget liv i Grønland.

»Indledningsvis er det chokerende og grotesk med de mange selvmord. Undervejs bliver det forpustende og frustrerende, og mod bogens slutning er alting formålløst og ubarmhjertigt.«


»Kvinde. 25 år. Hængning i kærestens lejlighed«, »Mand. 48. Skød sig selv i hytte ved fjorden«, »Vi vil altid huske dig, skriver de inde på Facebook og tagger dig, men the truth is, at det er det de færreste, der gør, for de fleste kommer videre, scroller videre, og de husker dig først lidt igen, når de tror, de ser dig i byen, de tænker, nå nej, hun er her jo ikke mere.«

Romanens hovedperson har haft selvmord tæt inde på livet fra en ganske ung alder. Hun har et liv i Grønland med sin familie, hvor hun føler sig allermest hjemme med sin kæreste Maliina. Alt det skal hun nu forlade til fordel for en studieplads på antropologistudiet i Aarhus.

Livet i Grønland føltes forkert, men det forkerte viser sig svært at drage væk fra, og hendes udlængsel erstattes af hjemve, allerede inden hun rigtig kommer afsted. Kulturelle forskelle, esoteriske sociale koder og sproglige badutspring, der går tabt i oversættelsen, gør det umuligt at slå rod ved de aarhusianske studiekammerater.

Da et selvmord i Maliinas familie sender hovedpersonen tilbage til Grønland, denne gang til Tasiilaq, finder hun et sted, hvor hun måske hører til; blandt de navnløse grave på kirkegården i Blomsterdalen, der er dækket af plastikblomster.

»Gravens farver er organiseret, så de røde plastikblomster står ved hjertet, de pink for enden af af graven, og de hvide plastikroser rundt om det hele. Der står ikke, hvornår hun er født, der står ikke, hvornår hun døde, der står ikke, hvem hun er. Jeg lægger en hånd på korset, det føles forkert. Jeg tager nogle skridt tilbage og ser på hende, så op, op, op til fjeldene, hvor Blomsterdalens ægte blomster springer ud om sommeren. Hvad hedder jeg? Jeg har ikke et navn, jeg er bare et tal.«

Et allestedsnærværende endeligt

Indledningsvis er det chokerende og grotesk med de mange selvmord. Undervejs bliver det forpustende og frustrerende, og mod bogens slutning er alting formålløst og ubarmhjertigt. Der er intet quick-fix, og der er ingen, der har helle for den altopslugende håbløshed, som æder Grønlands unge og gamle. Hvem som helst kan blive den næste, og selvmordet kommer tættere og tættere på. Konstant present og insisterende.

En roman som denne, der tvinger mig til at forholde mig til en virkelighed, er nærliggende at kalde »vigtig« og »relevant«. Tillægsord, der typisk knyttes til udgivelser med politiske dagsordener, der ikke nødvendigvis har en overvældende litterær værdi. Heldigvis for »Blomsterdalen« er den meget andet end vigtig og relevant.

Det er en roman spækket med hjertevarme karakterer og mørk humor. Den er medrivende, angstprovokerende og lyrisk, og efter en lettere langsommelig start er der smæk for skillingen. Vi møder Navarana, der ikke kan og ikke vil afkode de sociale spilleregler i et givent rum. Der er Maliina, der ikke vil godtage alt det mørke og grumme, som tilværelsen byder hendes kære. Og Sejer, der hverken kan finde plads til sig selv eller til Sabina. Mest af alt, fordi der nok ikke er nogen plads at finde.

Hele tiden er jeg på stikkerne over, hvem af dem, jeg møder, der bliver den næste til at slutte sig til selvmordsstatistikken. Ikke fordi fortællingen er forudsigelig, men fordi det føles så uundgåeligt.

Blomsterdalen
Forfatter: Niviaq Korneliussen. Sider: 318. Pris: 250 kroner. Forlag: Gyldendal.