Det hele startede tilbage i 1960’erne, da USA’s hippier kastede deres kærlighed på Volkswagens Rugbrød og lavede de små hækmotoriserede minibusser om til trillende kollegieværelser. I Californien var surferne hurtige til at tage konceptet til sig, og selv i dag ser man ofte de gamle Type 1 rugbrød parkeret på langs Californiens gode surfstrande. I 1988 begyndte Volkswagen så selv at producere en camper-version af deres Transporter minibus, og de valgte at døbe den California. Siden er der solgt over 160.000 Volkswagen California camperbusser. Den fylder 30 år i år, og jeg var tidligere på året i Californien for at fejre dens fødselsdag (se videoen herunder).

Den er på mange måder forrygende, men den kan i nogle tilfælde godt blive en anelse for rudimentær til det forkælede campingpublikum anno 2018. Det råde Volkswagen nu bod på ved at præsentere Volkswagen Grand California. Øvelsen er ligetil ­– i stedet for varevognen Transporter har de taget udgangspunkt i storebrodermodellen Crafter.