Den, der vil vinde et folketingsvalg, må først vinde kampen om, hvad der skal være valgkampens centrale tema.

Med et år til næste valg blev netop den fase af slaget om regeringsmagten sidste weekend indledt og tegnet helt tydeligt op. Fredag brugte Venstre og Lars Løkke Rasmussen sommergruppemødet i Maribo til at præsentere et nyt udspil på asyl- og familiesammenføringsområdet. Pressen var mødt talstærkt op, ikke mindst på grund af den furore, politisk ordfører Inger Støjberg havde vakt to uger i forvejen med en kronik her i Berlingske. Der var to budskaber på pressemødet. Vi gik ind i et valgår, og regeringen havde lempet udlændingepolitikken for meget, hvorfor Venstre vil kæmpe for nye og anderledes sorterende stramninger.

Søndag var det så statsminister Helle Thorning-Schmidts tur. Hjemvendt fra sommerferie tog hun på sit kontor på Slotsholmen imod alle tre danske morgenaviser. Under armen havde hun en stor kræftpakke, der udover at skulle nedbringe en højere dansk dødelighed stod som symbol på, hvad en socialdemokratisk vækst på 0,6 pct. i det offentlige forbrug kan komme til at betyde for den almindelige dansker, ikke mindst i sammenligning med, hvad Venstres plan om nulvækst vil resultere i, hvis Løkke bliver statsminister næste gang. Så der står vi: Skal udlændinge eller velfærd vs. nulvækst dominere den kommende valgkamp?

»Det er tydeligt, at Venstre og Socialdemokraterne først og fremmest vælger at markere sig på det punkt, hvor modstanderen står svagest i forhold til et folketingsvalg. Det er det, der er anledningen til de tematiseringer, vi ser nu,« siger Erik Meier Carlsen, tidligere chefredaktør ved flere danske aviser og forfatter til flere bøger om dansk politik.

Banesåret er blottet

Han peger på, at det banesår, som udlændinge­politikken var for rød blok i nullerne, atter er blevet blottet .

»Der blev lavet en meget behændig konstruktion op til sidste valg, hvor SF accepterede at sidde i en S-ledet regering, der administrerede en stram udlændingepolitik og de Radikale også måtte spise det hele, for ellers blev deres mål om en ny regering urealistisk. Men nu bliver det hamrende svært, fordi SF ikke længere vil føle sig bundet af den aftale. Det kan udstille en destruktiv uenighed i rød blok, hvis det lykkes for Venstre at tematisere udlændingepolitikken igen.«

Omvendt ser han, at den økonomiske politik på mange måder er en lignende akilles­hæl i den blå blok.

»DFs enorme politiske succes har bestået i, at Kristian Thulesen Dahl har understreget partiets sociale profil ved at gøre sig til garant for, at Venstres planer om nulvækst i de offentlige udgifter ikke bliver til virkelighed. Hvis han skal veksle de meningsmålinger, han har nu, til et faktisk valgresultat, så skal han fastholde den kurs. Det kan gøre blå bloks projekt usikkert. Og det vil der blive boret i helt vildt i en kommende valgkamp. Særligt Socialdemokraterne vil presse Venstre til at fortælle, hvor der skal skæres i ­velfærden,« analyserer Meier Carlsen.

Moderne politik

Vi er trådt ind i en af de nye dimensioner i moderne politik og for længst stukket til søs på den politiske marketings hav, hvor der tales om framing og priming af valg. Langt fra hedengangne tider, hvor partierne ud fra deres ideologiske samfundsanalyse internt havde besluttet et valgprogram, man sidenhen skulle ud i virkeligheden og overbevise vælgerne om. Og lige så langt fra den tid, hvor vælgerne var parti-monogame og kartoteket over partimedlemmer talte mange hundredtusinde­.

I stedet har partierne foretaget meningsmålinger og fokusgruppeundersøgelser af et vælgerkorps, der er troløst som aldrig før, og man har identificeret, hvad de synes, er de vigtigste problemer, og man har fundet ud af, hvordan man kan præsentere sig som det parti, der bedst kan løse dem. Og hvis det samtidig kan være emner, som modparten har det svært med, er målet fuldt.

Det var den amerikanske statskundskabs-professor John R. Petrocik, der for alvor satte dette aspekt af valg på begreb.

Teorien om issue ownership

I midten af 90erne tog han i en forskningsartikel et opgør med den på det tidspunkt udbredte opfattelse, at det ikke var valg­kampagner, men partitilhørsforhold og større strukturer som økonomiens tilstand, der afgjorde, hvor vælgerne satte deres kryds. For når han sammenlignede vælgerundersøgelser og meningsmålinger før, under og efter det amerikanske præsidentvalg i 1980 mellem Jimmy Carter og Ronald Reagan valgkampagne, var der tydelige bevægelser – fra en svag føring til Carter ved begyndelse af valget til Reagans ret store sejr på 11 procentpoint. Vælgerne flyttede sig i de måneder, hvor kampagnerne stod på. Men hvorfor?

Det var her, Petrocik udviklede en teori om issue ownership, ejerskab over politiske emner eller problemer. Kort fortalt forsøger et parti i sin valgkampagne på at indramme det problem og fastsætte det tema, som hele valget skal handle om og vælgerne sætte deres kryds efter. Det er altså ikke først og fremmest konkrete politiske forslag, ideologiske visioner eller den politiske debat, der flytter stemmer. Det er evnen til at gøre det tema eller det problem, hvor man selv står stærkest, som den, der kan håndtere det, til kriterium for vælgernes beslutning.

Rune Stubager, professor i Statskundskab på Århus Universitet, som blandt andet forsker i issue ownership fortæller, at kampen om dagsordenen har væsentlig betydning for folketingsvalg.

»Udlændingespørgsmålet har i de senere år været et rigtigt godt eksempel på det. Hver gang, det kom op, gik DF, R og Enhedslisten frem. Det er de vælgere, der svinger mellem blokkene – og det gør de især mellem V, S og DF – der er interessant i forhold til, hvilken blok der danner regering, og der kan man se, hvordan issue ownership har betydet noget. Socialdemokraterne har mistet mange vælgere i løbet af nullerne på den konto. «

Partierne undersøger vælgernes holdninger

Stubager bemærker også, at man kan se, at partierne forsøger at neutralisere hinandens stærke emner, som når Helle Thorning-Schmidt var hurtig til at kritisere Venstres nye udlændingepolitik for at være en grel lempelse, eller når Venstre og DF skynder sig at takke ja til Thornings kræftpakke.

»Partierne bruger betydelige summer på vælgerundersøgelser for at finde ud af, hvordan de kan tale om de emner og ønsker folk har, og hvordan de kan udstille modstanderen på bedste vis. Og de gør sig store bestræbelser på at annullere modstanderens stærkeste emne.«

Som Petrocik bemærkede i sin artikel, har partier forskellige ry for at kunne håndtere forskellige problemer. Her bliver det tydeligt, at Venstre prøver at trække på arven fra værdikampsdagene i Fogh Rasmussen-perioden, hvor partiet cementerede sig som partiet, der kunne håndtere det udlændinge- og integrationsspørgsmål, som centrum-venstre igen og igen blev splittet på. Venstre har også varslet nye integrationspolitiske initiativer, som Martin Geertsen, der tidligere på sommeren forsøgte at blæse liv i værdidebatten med en ny kanon til udlændinge, vil stå som afsender af. Omvendt er det historien om Socialdemokraterne som velfærdsstatens opbygger og som bolværk mod liberalistiske nedskæringer, Helle Thorning-Schmidt forsøger at gøre gældende.

Böss: Venstre vinder

Spørger man Michael Böss, der udover at sætte pen til papir her i Berlingskes debatspalter, er lektor ved Århus Universitet med en række bøger om værdipolitik i bæltet, hvem der vinder kampen om valgets dagsorden, hælder han mest til, at Venstre løber af med sejren.

»Jeg kan godt se, at Venstre atter kan gøre udlændinge til valgkampens centrale tema. Der har været en tendens til at tro, at værdipolitikken ville glide i baggrunden, når økonomien igen blev vigtig, men det passer ikke. Værdipolitik er vigtig i en tid, hvor de politiske ideologier ikke betyder så meget mere. På den anden side mener jeg ikke, at vi har behov for det store værdipolitiske slagsmål som i 2001. Dengang var der tale om et opgør, som delte Folketinget og befolkningen, ikke mindst når det kom til udlændingepolitik. Den modsætning er der ikke i dag.«

Erik Meier Carlsen følger Böss’ analyse op. Heller ikke han mener, at udlændinge­politikken kan udløse de helt samme ­energier som i 2001.

»Det er lykkedes at etablere en meget bred konsensus om udlændingepolitikken, og hvad der egentlig skal lægges oven i, kan være svært at se. Det centrale politiske spørgsmål i dag er en strategi for velfærdssamfundets udvikling, og hvordan vi gør det mest robust. På den anden side er udlændinge­politikken meget følelsesmæssigt engagerende. Her kan spørgsmål om offentlig vækst hurtigt blive lidt uklart og teknisk for mange vælgere. Til Socialdemokraternes fordel kan man sige, at Venstres fald i meningsmålinger fra de meget høje procenter, de stod til lige efter valgnederlaget i 2011, begyndte da Lars Løkke Rasmussen introducerede tankerne om nulvækst.«

Berlingske har i sommer bedt TNS Gallup foretage en undersøgelse af, hvad vælgerne mener, er de vigtigste problemer lige nu. Her topper de velfærdsøkonomiske emner som beskæftigelse, som 58 pct. betegner som vigtigst (68 pct. blandt rød bloks vælgere og 53 pct. blandt borgerlige), og sundhedspolitik, som 43 pct. finder vigtigst, mens udlændinge og integration følger lige efter med 41 pct. samlet og med 59 pct. af de borgerlige vælgere i ryggen.

S og V har altså valgt emner fra toppen af vælgernes liste, og som partierne ved, og som Petrocik viste, kan valgkampagner flytte om på prioriteringerne og dermed på vælgernes kryds. Kampen om dagsordenen er kun lige fløjtet i gang.

»De meningsmålinger, vi ser i øjeblikket, er ikke særligt retningsgivende for, hvordan vælgerne vil stemme, når det kommer til stykket. Det bliver meget mere tæt, og jeg vil ikke udelukke, at Thorning-Schmidt kan genvinde Statsministeriet. Målingerne viser, at frustrerede S og SF-vælgere er gået til DF, men det kan man ikke være sikker på, at de gør på valgdagen, for det er jo ikke logisk at gå til DF, når de peger på Løkke, der taler for nulvækst,« slutter Erik Meier Carlsen.