Venstres udspil til en ny udlændingepolitik er en vaskeægte lempelse af Danmarks stramme kurs, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til Politiken.

»Man vil sige til næsten en halv milliard mennesker, at de kan bo og arbejde i Danmark, bare de kan tjene 18.000 kroner om måneden. Det er en kæmpe lempelse af udlændingepolitikken, og en stor invitation til rigtig mange mennesker om at komme til Danmark,« siger Helle Thorning-Schmidt til avisen.

Fredag blev Venstres folketingsgruppe enige om udspillet ’Danmark - for dem der kan og vil’, som indebærer, at partiet vil gøre det lettere for personer fra en række lande at komme til Danmark for at arbejde i job svarende til en overenskomstmæssig mindsteløn på industriområdet.

Borgere uden for EU har som udgangspunkt har skullet tjene 375.000 kroner om året for at opnå opholdstilladelse, men ifølge Venstre skal folk fra blandt andet Chile, Argentina, Nordamerika, Australien, Japan, Brunei, Sydkorea, Singapore og New Zealand kunne komme hertil, hvis de kan fremvise en kontrakt på en overenskomstmæssig årsløn, der svarer til 215.000 kroner.

Det er Helle Thorning-Schmidt imod.

»Det er en enorm lempelse i forhold til rigtig mange nationaliteter, som uden videre kan komme til Danmark og arbejde. Det er jeg optaget af. Jeg tror, det vil føre til social dumping, og jeg forstår ikke, at Dansk Folkeparti vil lægge mandater til«, siger hun til Politiken.