Politisk kommentator

Med sine første meldinger efter sommerferien udløser statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) et nyt internt slagsmål med sine støtter i Enhedslisten og SF, fordi hun afviser at ændre på dagpengereformen.

Dermed uddeler hun billedligt talt en lussing til Johanne Schmidt-Nielsen og Pia Olsen Dyhr, som kræver ændringer af den forhadte reform, som også gør ondt på det socialdemokratiske bagland og fagbevægelsen.

Når Thorning ikke vil give sig, er det, fordi hun ikke kan. De Radikale nægter at ændre reformen, og dermed er statsministeren endnu en gang låst fast af Margrethe Vestager & Co. De Radikale finder det dybt useriøst at justere reformen på et tidspunkt, hvor økonomien er på vej op i omdrejninger, og udsigterne for at få job tegner langt bedre end under de værste kriseår.

Dermed kommer SR-regeringen på konfrontationskurs med Enhedslisten og SF, som har gjort justeringer af reformen til et af deres vigtigste krav forud for efterårets forhandlinger om en ny finanslov. Og finansloven skal ifølge regeringens drejebog være rød, for Thorning har hårdt brug for at vise, at hun kan holde sammen på sit parlamentariske bagland og fremvise røde resultater i form af investeringer i velfærd.

Risiko for fatalt opgør

Som det fremgår af dagens avis, er Thorning klar til at sende penge i retning af sundhedssektoren, hvilket er et område, som Dansk Folkeparti – sjovt nok – også har fokuseret på i flere måneder.

Risikoen for Thorning er imidlertid, at investeringerne vil ende med at stå i skyggen af slagsmålet om dagpengesystemet, og i yderste konsekvens risikerer hun et fatalt opgør med Enhedslisten. I SF ved Pia Olsen Dyhr, at hun ikke skal gøre sit ønske om ændringer af reformen til et ultimativt krav, for dermed ville et sammenbrud – og et valg – meget vel kunne blive en realitet. Sker det, vil det være en falliterklæring for centrum-venstre-partierne, som i givet fald skulle møde vælgerne efter et kollaps.

Så galt går det næppe, alene fordi omkostningerne vil være så enorme – alle vil derfor bestræbe sig på at nå frem til et forlig om finansloven, som blå blok primært kommer til at følge som tilskuere. Men med Thornings nye afvisning af at ændre på dagpengereformen vil det blive svært at orkestrere et harmonisk forhandlingsforløb, og i SF og Enhedslisten vil man alvorligt overveje, hvor langt man skal strække sig for at hjælpe en statsminister, som man – uden for citat – er tæt på at afskrive.

Sommerens forløb har nemlig været skuffende for rød blok. Dels har man ikke været i stand til at fastholde initiativet og sætte en dagsorden, og det har ikke gavnet Thorning, at der så længe har været usikkerhed om, hvorvidt hendes fremtid ligger i Danmark eller i Bruxelles. Dels har Venstre og blå blok været i stand til at bremse nedturen. De første målinger efter ferien giver en komfortabel føring til Lars Løkke Rasmussen (V) og blå blok, hvilket må være som at få en spand koldt vand i hovedet for partilederne i rød blok. Fortsætter målingerne med at vise det samme billede, når den nye politiske sæson i den kommende tid for alvor ruller i gang, vil det skabe frustrationer hos Socialdemokraterne, som midt under Løkkes monumentale krise i foråret begyndte at genvinde troen på et genvalg. Nu synes disse forhåbninger allerede at være skuffet, og det betyder selvsagt også, at Thorning har forpasset chancen for at udskrive et hurtigt valg, hvor hun kunne udnytte svækkelsen af Venstres leder.

Nu må hun fortsætte, indtil der – måske – viser sig en gunstig mulighed. Her og nu er føringen til blå blok så stor, at Thorning ikke seriøst kan overveje at trykke på knappen og kaste sig ud i en tidlig valgkamp.

Intern uenighed om DF

Helt overordnet er det tydeligt, at Thorning – nu som før – vil angribe Lars Løkke Rasmussen og blå blok med beskyldninger om, at nulvækst vil føre til massive forringelser af velfærden. Hun vil gerne vise danskerne, at SR-regeringen vil investere i velfærd, mens de blå under Løkke vil skære ned. Statsministeren har en pointe, når hun siger, at Venstre skylder at fremlægge en seriøs plan, som viser, hvordan nulvækst skal gennemføres i praksis. Thornings offensiv på præcis dette felt udgør formentlig hendes bedste chance for et genvalg, men det er ikke desto mindre langtfra sikkert, at det vil lykkes.

For det første vil det stå klart for mange danskere, at Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti ikke er med på et udgiftsstop, og det gør det svært at føre en skræmmekampagne, hvis danskerne slet ikke tror på, at nulvækst bliver realiseret under en ny borgerlig regering. For det andet har Thorning selv mange lig i lasten: Titusinder af vælgere vil stadig huske hendes løfter fra før valget i 2011, og de vil ikke lytte med samme åbne sind. Før valget turnerede Thorning og Villy Søvndal (SF) som bekendt rundt med budskabet om, at de borgerlige planer ville føre til massakrer af velfærden. Men i realiteten er de på flere områder endt med at føre en strammere kurs, end de borgerlige partier lagde op til, først og fremmest fordi de Radikale lagde S og SF i økonomisk benlås under dannelsen af SRSF-regeringen. Thornings troværdighed, når det handler om at lufte nye løfter og føre skræmmekampagne mod blå blok, er kort sagt ikke høj, og det er et alvorligt handicap forud for valgkampen.

Endelig står det klart, at Thorning fortsat har svært ved at finde sine ben i forhold til den succesrige Kristian Thulesen Dahl (DF), som danskerne opfatter som en dygtigere og mere troværdig leder end regeringschefen. I disse dage kører S kampagne mod DF og anklager Thulesen for at smide om sig med løfter for 155 »tulliarder«. Problemet er blot, at Socialdemokraternes regnestykke over DFs politik er blevet gjort så ekstremt og involverer så store beløb, at de færreste vælgere kan forholde sig til dem. Derudover er det bare svært for S at få danskerne til at blive bange for Thulesen Dahl.

Internt i rød blok er der også dyb uenighed om, hvordan DF skal tackles. Mens Thorning har givet grønt lys for kampagnen mod DF-formanden, vil SF-leder Pia Olsen Dyhr meget hellere invitere DF til samarbejde – også for at blotlægge hvad Dansk Folkeparti reelt kan levere. At usikkerheden fortsat stikker dybt i S, illustrerer Thorning, når hun – parallelt med kampagnen mod DF – erklærer, at hun gerne vil samarbejde med Thulesen.

Før ferien kunne Thorning håbe, at det sidste år i hendes regeringsperiode ville kulminere med et genvalg.

Nu ser det svært ud.