Argumenterne føg gennem luften i det publikumstomme studie i DR Byen, hvor både Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen kæmpede til det sidste om vælgernes gunst. Flere gange var duellen ved at ende i et decideret skænderi mellem de to, og især dukkede spørgsmålet om nulvækst i den offentlige sektor op igen og igen.

På et tidspunkt forlod Lars Løkke Rasmussen endda sin plads og gik de få skridt over til Helle Thorning-Schmidt og lagde et brev foran hende.

»I går sendte du et brev ud til halvanden million danskere, hvor du skriver en direkte usandhed. Nemlig at vi ikke vil bruge penge på ældre og sundhed. Og du har jo et eller andet med breve, ikke?« sagde Løkke med henvisning til, at Socialdemokraterne i valgkampens slutspurt i et brev til 1,5 millioner husstande advarer mod at stemme på Venstre.

Socialdemokraternes statsminister var ikke imponeret.

»Det er utroligt, at du går og taler om nulvækst, lover alle pengene væk i skattelettelser, som du i øvrigt ikke har lagt en plan frem for. Og så i øvrigt prøver at bilde danskerne ind, at de kan få den samme service. Det kan de ikke,« sagde Helle Thorning-Schmidt og affejede kritikken af brevet med en tør bemærkning:

»Hvis det her er din plan, så er jeg ikke særlig imponeret. To sider, der fortæller om Venstres politik.«

Ros med på vejen

På andre områder var de to dog mere enige; eksempelvis understregede begge politikere nødvendigheden af at sætte flere penge af til politiet og Politiets Efterretningstjeneste i kølvandet på skudattentaterne 14. og 15. februar i København. Ligesom begge partiformænd bedyrede, at de ville det brede politiske samarbejde efter valget uanset resultatet. Lars Løkke Rasmussen fandt også overskud til at rose statsministeren for hendes håndtering af situationen i kølvandet på terroren i København.

Ikke desto mindre var det især forskellen mellem Socialdemokraternes og Venstres politik, der var i centrum under valgkampens sidste duel.

Socialdemokraterne anser fikserum til stofmisbrugere for at være en god ting; Venstre vil vente på en evaluering, før partiet tager stilling.

For børnenes retssikkerhed

Socialdemokraterne vil afsætte 175 millioner kroner til at eftergive kriminelles gæld til det offentlige for at hjælpe dem ud af kriminalitet; Lars Løkke Rasmussen foretrækker mere politi.

»Jeg vil hellere ansætte en politibetjent for pengene,« lød det.

Venstres formand vil derudover, med egne ord, ikke sænke den kriminelle lavalder, men derimod hæve den til 18 år.

Venstre vil dog indføre en ungdomsdomstol, som stiller børn ned til 12 år, som har begået kriminalitet, for en dommer af hensyn til deres retssikkerhed; Socialdemokraterne vil beholde den kriminelle lavalder på 15 år.

»Det er slet ikke en god idé at få unge ind i det strafferetslige system. Ungdomskriminaliteten falder, og derfor skal vi ikke skubbe flere ud i en rettergang, som I foreslår,« sagde Helle Thorning-Schmidt, som til gengæld angreb Lars Løkke Rasmussen for at svigte indsatsen mod social dumping.

Det afviste Venstres formand, som har meldt ud, at han blandt andet vil tage problemet med social dumping op med arbejdsmarkedets parter under trepartsforhandlinger, som de borgerlige, tilføjede Lars Løkke Rasmussen, har bedre erfaringer med end den nuværende regering.

Det var dog DRs Tine Götzsche, som fik duellens sidste ord:

»Nu er det op til vælgerne og jer derhjemme.«